Mosaisk Begravelsesplads
Intro
Den jødiske begravelsesplads i Fredericia er den ældste og største uden for København med ca. 550 gravsteder.
Den jødiske begravelsesplads i Fredericia er den ældste og største uden for København med ca. 550 gravsteder. Den sidste fredericianske jøde blev begravet på pladsen i 1910.
På begravelsespladsen kan man i dag se gravstenen med de sirlige hebraiske indskrifter og et lille hus som tjente til kapel og bolig for en opsynsmand. Siden en grundig restaurering i 1993 benyttes huset om sommeren til skiftende udstillinger om emner med tilknytning til jødernes historie.
Det var som udgangspunkt ikke tilladt at være jøde i Danmark i 1600-tallet. Christian 4. tillod dem i Hertugdømmerne i henholdsvis Glückstadt og Altona, men ellers ikke. En åbning opstod dog med tildelingen af religionsfrihed i Fredericia i 1674. Allerede året efter tog den første jøde borgerskab i byen.
I 1700-tallet voksede den mosaiske menighed sig større i Fredericia, men efter jøderne i 1814 fik tilladelse til at slå sig ned overalt i landet, hvis de var født i Danmark, tyndede menigheden i Fredericia efterhånden ud.
Jøderne blev ofte forfulgt i de europæiske lande både før og efter Reformationen. Christian 4. havde dog et ønske om at tiltrække visse af de pengestærke jøder til sine byer. Jøderne blev derfor tilladt i Glückstadt og i Altona i henholdsvis 1630 og 1641. Jøderne fik desuden tilladelse til at komme til Fredericia i 1674, da byen fik religionsfrihed af Christian 5.
Da byens privilegier blev genudsendt i 1682, fik jøderne tilmed tilladelse til at indrette en synagoge i byen.
I Fredericia var håbet ligeledes, at der ville komme pengestærke kræfter til byen, når disse fik lov til at udøve deres religion. I de første mange år var det dog hovedsageligt omflakkende personer, der kom til byen. Derfor truede byens magistrater jøderne med, at de ville miste deres borgerret, hvis de ikke byggede hus i byen og slog sig permanent ned.
I starten af 1700-tallet var der intern splid i den jødiske menighed, og der var reelt to konkurrerende synagoger. Omkring 1715 var stridighederne dog lagt til side, og i 1719 købte menigheden et hus i Riddergade, der blev indrettet til synagoge.
Den jødiske menighed kom i det store og hele godt ud af det med den kristne del af byen. Men det var kun, når jøderne ikke hvervede kristne til at konvertere eller blandede sig for åbenlyst i synd. Således blev en jødisk mand, der havde gjort en luthersk pige gravid, i 1726 dømt til et års trælleri og derefter landsforvisning, mens pigen blev kagstrøget (pisket mens man var bundet til en kag) og smidt ud af byen.
I 1814 fik alle jøder, der var født i Danmark, tilladelse til at slå sig ned, hvor de ville. Dette blev kundgjort i Anordningen af 29. marts 1814 - også kendt som jødernes frihedsbrev[http://fredericiahistorie.dk/node/1113 ]. Herefter tyndede menigheden i Fredericia langsomt ud.
I 1902 blev den sidste jødiske gudstjeneste afholdt i synagogen i Riddergade. Denne blev solgt i 1914, og nedrevet i 1915.
Eneste synlige bevis på den jødiske menigheds tilstedeværelse i byen er den mosaiske begravelsesplads ved Vester Voldgade, der efter jødiske traditioner aldrig må sløjfes.