Menstrup Bjerg


Tørveskæring på Ellebækgård tæt ved Menstrup Bjerg.


Den gamle mølle i Menstrup eksisterer ikke længere. Nye møller er kommet til, og de kan ses på Menstrup Bjerg.


Menstrup by som den så ud omkring 1906.

Intro

Menstrup Bjerg ligger 43 meter over havet, og derfra er der god udsigt over land og vand.

Erindringer fra Menstrup


Anna Kaiser blev født i 1876 på en gård i Menstrup, tæt på bjerget. I bogen Ved foden af Menstrup Bjerg, gengives Annas erindringer af hendes barnebarn Lise Tajik.

Menstrup Bjerg indgik i gårdens liv på forskellige måder. Fx husker Anna:

Naar vi skulde i Enghaven at malke, kørte vi derud i en 2 hjulet Gumpekasse, hvis man var lidt søvnig skulde man nok blive lysvaagen, naar vi kørte ned af Bjerget, hvor vejen var fuld af store sten. (…) Stod Køerne i Marken, trak vi selv en Mælkevogn, hvorpaa Jungen og Spandene hængte. Sikken et spektakkel, naar de 2 Spande klirrede mod hinanden. Det var strengt at trække opad Bjerget, men saa gik det jo lettere nedad.”




Folkefesten på bjerget


Næstved Avis bragte den 7. juli 1859 en invitation til en folkefest, der skulle afholdes den 15. juli 1859 på Menstrup Bjerg.

I invitationen stod der, at der ville være dans og musik for de fremmødte. De besøgende kunne også spille kegler eller tage en tur i karrusellen. Det var en gruppe gårdmænd og enkelte amtmænd, der stod bag invitationen til folkefesten. De håbede på et stort fremmøde, og det fik de.


En succes
Den 4. august 1859 kunne Næstved Avis berette, at der havde været godt 2.500 mennesker til folkefesten. Folk var kommet til Menstrup Bjerg fra Sorø Amt og Præstø Amt.

Avisen gjorde mest ud af at fortælle om de mange taler, der var blevet holdt til folkefesten. Talerne havde især drejet sig om politiske emner, og den danske grundlov var blevet grundigt hyldet med hurraråb fra folkemængden. Folkefesten blev som lovet afsluttet med et farverigt fyrværkeri oppe på bjerget.