Hermansminde, Mejslingvej 56





Hermesminde, eller Hermansminde

Intro

Nuværende adresse: Mejslingvej 56 Matrikelnr. 5 A. m.fl. Ejerlav: Mejsling Sogn: Jerlev Herred: Jerlev Gården er sammensat af flere af de oprindelige gårde i byen.

I 1688 bestod den halve gård matrikel nr. 4 af følgende: Hartkorn 3 tdr. 7 skp. 1 fjdk. 5/8 alb. fælles skovskyld 2 2/3 alb. Gården var beboet af Knud Pedersen. Efter Knud Pedersen ses Mads Nielsen fra Mejsling at være kommet til gården, han blev i 1688 gift med Johanne Sørensdatter fra Stubdrup. Mads Nielsen døde i 1740, 87 år gammel, hans søn Mads Madsen, der var født i 1700, fæster gården den 28. oktober 1728, han ses at have været gift to gange, navnene på hans hustruer kendes ikke, den første hustru blev begravet 1744, 46 år gammel, den anden hustru begravet i 1758. Mads Madsen blev selv begravet 88 år gammel i 1784. Det blev sønnen af første ægteskab, Søren Madsen, født i 1727, som overtog gården ca. 1757. Det samme år giftede han sig med Mette Madsdatter af Jerlev den 8. juni. Hustruen dør kort tid efter sønnen Mads’ fødsel i november 1759. Søren Madsen giftede sig igen ca. 1762, formentlig i Øster Starup kirke med pigen Birte Andersdatter fra Hesselballe. Søren Madsen får kongeligt skøde på halvgården den 16. september 1766, og han betaler 322 rigsdaler og 34 skilling. Gården blev første gang beskreven i brandtaksationen den 23. november 1784 som følger: 1. 9 fag stuehus til nord, tilligemed bryggershus i mådelig stand. 2. 9 fag stald og lade i øst, ringe bygning. 3. 14 fag stald lade i syd øst beliggende, mådelig bygning. 4. 7 fag tørvehus til vest i mådelig stand. 5. 6 fag aftægtshus i toften mod nord mådelig bygning. Søren Madsens hustru begraves den 3. oktober 1802, 64 år gammel, Søren Madsen selv døde i 1812, 84 år gammel. Det blev svigersønnen Niels Christensen, som overtog gården. Han får skøde den 18. november 1800 for en sum af 499 rdl. Den 24. august 1795 havde han ægtet datteren Karen fra gården. Han var selv fra Mejsling, født i 1768 som søn af Christen Nielsen, der sad på de to halvgårde nr. 2 og 3. Efter tilladelse fra det kongelige rentekammer den 27. maj 1809, udstykkes en del af gården matrikel nr. 5’s jorder. Hovedparcellen nr. 1 bestående af hartkorn 2 tdr. 3 skp. 3 fjdk. ½ alb sælges herefter til gårdmand Niels Christensen for 800 rigsdaler. Karen dør i 1827 og Niels Christensen selv i 1830, han blev funden dør på en hjemrejse fra Kolding. Et par år forinden havde han solgt gården i 1828 til Herman Hansen Kaltoft for 1100 rigsdaler. Herman Kaltoft var født i Højen 1786, forældre var Hans Hermansen Kaltoft og Birthe Hansdatter Daugaard. Han blev gift den 3. juni 1815 i Gauerslund med pigen Mette Marie Terkelsdatter, hun var født 1794 i Andkær, forældre var Terkel Jensen Bundgaard og Karen Madsdatter Rand. Herman Hansen Kaltoft solgte gården til svigersønnen Thomas Sørensen, som fik tinglæst skøde den 1. juli 1859, hvorefter forældrene går på aftægt. Thomas Sørensen var født i Jennum, Skibet sogn den 1. februar 1831, søn af gårdmand Søren Thomsen og Dorte Nielsdatter. Han var blevet gift med datteren på gården, Ellen Kirstine den 7. november 1857 i Jerlev kirke. Herman Hansen Kaltoft døde i 1874, 88 år gammel, og hans hustru i 1882, 87 år gammel på gården. Thomas Sørensen tilkøbte i 1874 gården matr. 3a i Mejsling og lagde den under denne gård. Thomas Sørensen dør kun 40 gammel den 2. december 1871, og enken gifter sig igen den 23. juni 1874 med Jens Hundevadt, som herefter får skøde på gården. Han var født den 16. marts 1839 i Halk. Dette ægteskab forbliver barnløst, det bliver så Ellen Kirstines datter af første ægteskab, Dorthe Sørensen, som bliver den næste ejer på gården i 1881. Hun gifter sig med ungkarl Jørgen Chr. Sørensen fra Baastrup i Øster Snede sogn i 1883, året efter ses han at have fået skøde på gården. Gården består nu af flere matrikler, udover 5a er også 3a tilkøbt samt 27 og 9i. Allerede året efter i 1884 sælger han gården til ungkarl Niels Peter Lauritsen fra Høllund. Han giftede sig først som 49-årig i 1895 med Mette Hansen fra Højen. Gården overgår derpå til Peder Sørensen Lauritsen i 1907. Han har den kun kort tid, for allerede i 1909 kommer Henrik Iversen til, han var fra Ammitsbøl som søn af gårdejer Mathias Iversen. Henrik Iversen blev gift med Hansine Hansen. Iversen var i en årrække formand for Højen-Jerlev sogneråd. Ved Iversens tiltræden på gården var arealet på 63 tønder land. Jorden bestod af lermuld på lerunderlag. Besætningen var på 16 køer, 16 ungkvæg og kalve samt 1 tyr, derudover 4 heste, 2 plage og 2 får samt en del fedesvin. Nuværende ejer fra 1983 er Ole Schmidt Knudsen. Gården består nu af i alt 10 bygninger. Det nuværende stuehus er fra 1902, ombygget i 2004, avlsbygninger, de ældste er fra 1890, mens de øvrige bygninger er fra nyere tid.