Løgten Mark


Løgten Mark-1. Løgten Mark-1


Løgten Mark-2. Løgten Mark-2

Intro

Særprægede kælderanlæg fra jernalderen er fundet nær Flade Kirke. De blev udgravet i 1950’erne af arkæologer fra Forhistorisk Museum Moesgaard ved Århus. Kældrene ligger stadig frilagt i et fredet græsklædt areal. De er uden overdækning og lidt under én meter dybe...

Særprægede kælderanlæg fra jernalderen er fundet nær Flade Kirke. De blev udgravet i 1950’erne af arkæologer fra Forhistorisk Museum Moesgaard ved Århus. Kældrene ligger stadig frilagt i et fredet græsklædt areal. De er uden overdækning og lidt under én meter dybe. Væggene er opbygget af store sten i flere lag oven på hinanden. Et par af kældrene består blot af et enkelt rum på 2-3 m2 og en kort indgang. Andre er mere komplicerede med flere små rum, der er forbundet af snoede smalle gange. Lignende kældre fra tiden umiddelbart før Kristi fødsel kendes kun fra Vendsyssel. ''Et oplagt skjulested for mad og mennesker'' Hvorfor har man bygget kældrene? Det er lidt af en gåde, hvad kældrene har været brugt til. De kølige kældre kan have været brugt til opbevaring af såsæd og madvarer, måske især tørrede fisk. En anden mulighed er, at kældrene har været brugt som skjulested. Har kældrene haft tag? Sandsynligvis har hvert kælderrum haft en mindre overbygning med teltformet tag. Over jordoverfladen har væggene muligvis været forhøjet med et parti af lerklinede, flettede grene. Hvis taget derimod har været fladt og hvilet direkte på stenmurene, har man ikke kunnet stå oprejst i dem. Til gengæld kan de så have været næsten usynlige i landskabet. Der har ikke været samtidige huse i nærheden.