Lystbådehavnen


Hov Havn Sommer 1.


Hov Havn Sommer 2.

Intro

Lystbådehavnen blev udvidet i 2005 til i dag at have 375 havnepladser.

De rekreative muligheder i Hou-området er store, og har fået større og større betydning. Hvor havnen i Hou tidligere var præget af fiskekuttere og forskellige erhvervsvirksomheder, er havnemiljøet i dag præget af fritidsliv. Der er kommet mange lystbåde til - så mange, at lystbådehavnen efterhånden blev for lille og blev udvidet i 2005. Foruden et jollelaug er der også en kajakklub. På den anden side af det gamle havnebassin kan man se Caféen, der er en hyggelig del af havnemiljøet. Den er indrettet i en tidligere fiskeforretning. Caféen er blevet en stor succes, både for fastboende og turister med sin beliggenhed ud mod havnen, servering ude og inde og med de jævnlige musikarrangementer. Området mellem caféen og den yderste mole bliver om vinteren anvendt til opbevaring af sejlbåde. Her lå der tidligere et ralleje. Odder Kommune har planer om at bygge boliger på rallejet, og det har især lokalt vakt stor debat. Yderst på molen kan man se havnens gamle fyr. Skipper Enevold Sørensen blev år 1900 ansat til at passe det dengang nyopførte fyr, og tre generationer af familien har siden passet det. Lampen var fra starten en petroleumsbrænder, men i 1948 blev der indlagt elektrisk lys. Fyrmesteren skulle dog stadig kontrollere, at lamper og spejle virkede, som de skulle. Først senere blev fyret automatiseret. Fra 1976 var det Hou Havn, der ejede fyret, og det var havnefogeden, der havde ansvaret for driften. I dag bruges fyret ikke mere og er kun til pynt. Bag Caféen kan man ane færgehavnen. Langt tilbage i tiden har der været færgefart til Samsø og Tunø med forskellige færger og forskellige ruter. Den nye færgehavn blev taget i brug i 1981 – og er blevet ombygget adskillige gange, senest i 2008 – afhængig af, hvilke færger, der skal besejle havnen.