Historisk Atlas Historisk Atlas - Twitter Historisk Atlas - Facebook Hent Microsoft Silverlight Historisk Atlas v.5 Android app iPhone app
Velkommen til Historisk Atlas. For at få den fulde oplevelse på Historisk Atlas har du brug for Silverlight. Det tager lidt tid at installere, men vi mener det er tiden værd.

Du kan også se Historisk Atlas umiddelbart, hvis du vælger "Historisk Atlas v.5". Det kræver at din browser er rimelig ny og denne version er langtfra færdig, så forvent ikke for meget. Det er denne version du skal vælge, hvis du er nysgerrig efter hvordan fremtidens Historisk Atlas kommer til at se ud.

Har du mere lyst til at gå på opdagelse i Historisk Atlas på din telefon, synes vi du skal downloade Historisk Atlas til din iPhone eller Android.

Vi er som altid interesseret i kommentarer og gode forslag - fang os på Facebook, Twitter eller info@historiskatlas.dk.
iPhone app
iPhone
Android app
Android
© 2012 Historisk Atlas | sitemap

Lusehøj
Intro


Fortidsmindet
En kongelig høj
Lusehøj ved Voldtofte er på flere måder en kongelig høj. Det var således på befaling af den arkæologiinteresserede danske konge Frederik d. VII, at der i 1861 i første omgang blev foretaget en udgravning i højen. I bronzealderen - nærmere betegnet yngre bronzealders 5. periode (ca. 800 f.Kr.) - blev højen anlagt som sidste hvilested for om ikke en konge, så dog en meget fornem og magtfuld person. Det kan man forvisse sig om, ved at se på de rige gravgaver, som den døde fik med sig til livet hinsides; det er ganske enkelt den rigeste grav fra yngre bronzealder i Norden.

Nye udgravninger
Den gamle udgravning var hårdhændet og ufuldstændig, men i 1973-75 blev der foretaget en udgravning efter moderne arkæologisk metode. Herved fremkom endnu en primær og rigt udstyret brandgrav relateret til selve storhøjen Lusehøj, samt under denne en lille halv snes grave og småhøje - ligeledes fra yngre bronzealder. De nye udgravninger bekræftede således indtrykket af en meget rig gravhøj, der på mange måder må betegnes som enestående. Her er sandsynligvis en særdeles fornem høvding, og måske hans frue, stedt til hvile. Det er mere end sandsynligt, at de har boet på den rige Voldtofteboplads, der kun ligger et par km fra Lusehøj.

En interessant iagttagelse i forbindelse med udgravningen var påvisningen af, at højen - oprindelig ca. 6-7 m. høj og med en diameter på ca. 36 m. - tilsyneladende er blevet bygget i sektioner, der blev afstivet med radiært placerede raftekonstruktioner. Det har ganske enkelt været en regulær ingeniøropgave at opføre et gravmonument som Lusehøj.

En lysende høj?
Men hvorfor kalde et så imponerende fortidsminde for Lusehøj? Navnet kendes fra andre steder, men der hersker uenighed blandt navneforskerne om den rette forklaring. Nogle er af den opfattelse, at det er afledt af det oprindelige Lyshøj. Enten fordi overtroen henviste til højfolkets lys - Elverhøj - eller fordi man tændte signalbål i ufredstider på højene, der jo lå højt og synligt i landskabet. Hertil kan føjes en del andre fantasifulde forslag til navnet Lusehøjs oprindelse, men hvorom alting er, så er der bestemt ikke tale om en luset høj! Ca. 100 m. sydøst for Lusehøj ligger den 9 m. høje Buskehøj, og i en tilsvarende afstand mod nordøst ses den ligeledes store gravhøj, Bohøj.