Lille Åmose


Tre bronzeøkser fra Lille Åmose. Offerøkser af bronze, fundet i Lille Åmose


Kort over Lille Åmose. Tørvegravning og afvanding har præget mosen i over 150 år. På kortet er man allerede godt i gang.

Intro

I Lille Åmose på Vestsjælland har man gjort nogle af Danmarks vigtigste fund af offergenstande fra bondestenalderen. Der er også fundet en del offergaver fra bronzealderen og jernalderen i mosen. Det drejer sig blandt andet om økser, lerkar og smykker samt skeletter af kvæg og mennesker...

I Lille Åmose på Vestsjælland har man gjort nogle af Danmarks vigtigste fund af offergenstande fra bondestenalderen. Der er også fundet en del offergaver fra bronzealderen og jernalderen i mosen. Det drejer sig blandt andet om økser, lerkar og smykker samt skeletter af kvæg og mennesker. Tilsvarende offerfund kendes fra andre danske moser. Det gælder for eksempel Store Åmose og Tissø, der grænser op til Lille Åmose. I Tissø har man gjort fund, der fortæller, at indbyggerne her fortsatte den hedenske offertradition ind i den tidlige middelalder, selv om hele landet officielt var blevet kristnet. ''Drømmen om et mosefund'' Mange danskere, der interesserer sig for fortiden, drømmer om at finde en smuk, sleben flinteøkse. Digteren Aakær skriver om det i sangen Som dybest brønd gir altid klarest vand: ”Vi søger slægtens spor i stort og småt, i flinteøksen efter harvens tænder, i mosefundets smykke, plumt og råt.” Den slags fortidsfund gør man typisk i moser. Her ofrede oldtidsmenneskene særlig betydende effekter til overnaturlige magter. Trods mange år som professionel arkæolog var det en særlig oplevelse, da jeg selv fandt en fin stenøkse i Lille Åmose. Når man ser på mosens historie, er det ikke så underligt at fundet dukkede op netop her. Mange før mig har nemlig oplevet tilsvarende fundeventyr i dette stemningsfulde vådbundsområde. Det fungerede som offermose gennem mindst tre årtusinder af oldtiden.