Lille Vildmose


Ellesumpen i Tofte skov giver et indtryk af det område jernalderfolket levede i.


Med stor møje blev mosens søer tørlagt i 1700-tallet. Nu er bl.a. Lillesø retableret igen.


Vildmosegården blev opført i 1767-68. Kun på de gamle søbunde, fik landbruget dog nogen betydning. I de omliggende arealer, blev græsset en del kreaturer, men agerland blev mosen aldrig. I dag er Vildmosegården bygget om til besøgscenter.


Tørvearbejdere i Høstemark Tørv- og Strøelsesfabrik, 1919.


Fragt af tørv på Guddumholm Kanal, 1919. Kanalerne sikrede en nem fragt fra mosen og ud til Limfjorden.

Intro

På trods af sit navn er Lille Vildmose med sin udstrækning på ca. 7.600 ha en af de største bevarede højmoser i Europa. I 1700-tallet konkluderede en kommission, at Vildmosen "er ved syndflodens virkning eller anden betydelig jordens forandring bleven til en indvig af havet".

Historie

Ned langs Himmerlands østkyst fra Limfjorden i nord og til Mariager Fjord i syd strækker sig et meget fladt landskab, der udgør bunden af det tidligere stenalderhav mellem skrænterne ved dette havs kystlinje og en række øer, der har ligget som perler på en snor ned langs kysten (Mulbjerge, Tofte Banke, bakkerne ved Fruerlund, Als havbakker og Bjerget ved Helberskov). Stenalderhavet lå ca. 6 m højere end vore dages havniveau. Omkring 500 f. Kr. startede landhæv-ningen. Ved landhævningen dannedes efterhånden et smalt sund mellem det faste land og øerne langs kysten. Øerne eroderedes, og der dannedes sammenhængende strandvolde, der sammen med fremkomsten af store rørskove langsomt indsnævrede sundet, ved hvis kyster jernalderens bønder havde slået sig ned. Arkæologerne har fundet mange beviser på jernaldermenneskets tilstedeværelse f.eks på Mølles-øens bund. Her er der fundet en begravelsesplads, hvor urner med brændte knogler var kastet på hovedet ned i et jordhul. Urnerne er dateret til sidste århundrede f. Kr. I samme område fandtes også brønde og en del keramik. I mosen fandtes myremalm (myr = mose), og spor af myremalmsovne, hvori jernet blev udvundet, ses mange steder i området. At jernalderfolkene i mosen har kunnet navigere til vands fremgår af fundet af en ege på bunden af Birkesø. I dette område er også fundet keramik med spor af pollen fra rug, byg og hør. Efterhånden lukkedes sundets ender mod Limfjorden og Mariager Fjord af. Indadtil dannedes sto-re kær og rørskove, hvori der opstod fire lavvandede søer: Toftesø, Birkesø, Lillesø og Møllesø. Af disse synes Lillesø at være yngre end de øvrige. Jorden begyndte at forsure, dels fordi afledningen af regnvandet kun gik langsomt i det flade land-skab, dels fordi grundvandet stod meget højt. Omkring 500 e.kr. indvandrede sphagnummosserne, og da de er i stand til at leve udelukkende af regnvandets næringsstoffer, blev de hurtigt altdomi-nerende. De døde planter sank sammen, og ovenpå voksede nye frem. Moslaget forøgedes således med nogle mm årligt, og der dannedes tuer, der, når de nåede maksimumshøjde, tørrede ud i mid-ten og kom til at stå lyngklædte. Klimaet var gennem jernalderen blevet koldere og mere regnfuldt, og forsumpningen fortrængte efterhånden menneskene fra mosen. Ved middelalderens begyndelse havde mosserne totalt taget magten i området, og dannede tykke lag af dødt spaghnummateriale (i dag kaldet ”hundekød”). Højmosen voksede uhindret gennem 1200 år. Især i årene fra 900 til 1500 e. Kr. voksede tørvela-get hurtigt - med gennemsnitlig 50 mm om året. Mosen blev et uvejsomt område, som folk frygtede at vove sig ud i. Med sin gyngende grund, tå-ge- og hededampe, det såkaldte ”mosekonebryg”, var det naturligt, at der blev forbundet megen overtro med at færdes i mosen. Her dansede elverpigerne, og i tuer og tøjler skjulte dæmoner sig. Midsommerdug fra mosen samlet Sct. Hansnat blev brugt af smeden til at stryge på æggen af leer og knive. Kvinder samlede duggen i udbredte lagner, og vred den af for at bruge den til naturme-dicin. Bønderne, der boede i udkanten af mosen, holdt sig ”på det tørre”. De brugte nok de nærmeste moseområder til græsning af kreaturer, men ingen havde nogensinde haft mod på at gå i gang med en egentlig opdyrkning. Derfor var der heller ingen, der havde interesseret sig for ejendomsretten til mosen, førend Frederik V omkring 1750 nedsatte en kommission, der skulle undersøge, hvem der egentlig ejede mosen. Helt i tidens ånd var ideen, at mosen ligesom hederne skulle kunne nyt-tiggøres til landets bedste. Kongen havde givet tre af rigets mænd det kommissorium at udforske mosen, hvilket var lettere sagt end gjort, idet man ikke kunne færdes hverken til hest eller til fods i mosen. Kommissæren, kammerråd Niels Schelde fik dog tegnet et kort af området ud fra, hvad man var i stand til at iagt-tage fra forskellige højdepunkter rundt om mosen. Kommissionens konklusioner var dels ”at den plads, hvor Vildmosen ligger, er ved syndflodens virkning eller anden betydelig jordens forandring bleven til en indvig af havet, som har haft sit udløb i Mariager Fjord”, dels at mosen - ifølge den gamle retsregel om at det, som ingen ejer, ejer kongen - tilhørte Frederik V. Kommissionen mente ikke, at mosen kunne gøres nyttig på nogen måde, men skulle det ske, så måtte Stridt Vandmølle med sin dæmning på Strebæk fjernes for at muliggøre afvanding af områ-det. Kongen satte nu Lille Vildmose til salg, men der meldte sig aldrig nogen køber. Til sidst forærede kongen i 1759 mosen til sin ven grev Adam Gottlob Moltke på Lindenborg, der blev pålagt at nyt-tiggøre mosen på de vilkår, at han fik skattefrihed i 20 år samt ret til at afvande mosen og herunder nedlægge Stridt Mølle.


Tørlægningen af mosen

Moltke startede med (ved håndkraft) at lade grave en 7 meter bred og 2 km lang kanal, som i 1760 var i stand til at afvande Møllesø. Derefter fulgte afvandingen af Birkesø, Lillesø og Tofte sø. Dette arbejde, der blev tilendebragt i 1762, blev ledet af den kendte hedeopdyrker Johan G. Erich-sens medhjælper Peder Beftoft. Nået hertil, skete der det, at Moltke solgte Lindenborg til Heinrich Carl Schimmelmann – en købmandssøn fra Pommern, og med gården fulgte den kongelige gave. Schimmelmann fortsatte arbejdet i mosen og lod i 1767-68 Vildmosegården opføre på Møllesøens bund, og for første gang siden jernalderen blev søbunden opdyrket. Gården blev opført som ho-vedgård med fuldt hoveri. Gårdens stuehus, der ligger i nord, blev bygget i et stokværk, 50 alen langt og 21 alen bredt (der er senere bygget til mod vest). Mod øst og vest lå stalde, der hver var 115 alen lange og 22 alen bre-de, og mod syd en lade, der var 80 alen lang og 22 alen bred. Der byggedes endvidere smedje og mølle. Landbruget gav et vældig fint udbytte her på den gamle søbund. Imidlertid havde tørlægningen af søerne jo blot været tænkt som et trin mod en afvanding af selve mosen, men det kom der slet ikke noget ud af. Moseområderne fandt dog alligevel anvendelse, idet der i denne periode udvikledes et helt lille industrieventyr ved Gudumholm, hvor der krævedes en mængde brændsel bl.a. til et glasværk. Hertil var mosen leveringsdygtig, og for at fragte tørvene simplest muligt blev der gra-vet endnu en kanal. Mosen var altså ikke sådan at dræne, og den var stadig i vækst, da Statens Jordlovsudvalg i 1936 købte Vildmosegården og områderne i den nordlige ende (i alt ca. 6.000 tdr. land), hvor der sattes ind med en massiv afvanding, mergling og opdyrkning. I 1938 fandt en udstykning i 15 statsejen-domme sted. I områder fra Birkesø og ud til Purkerne, samt mellem mosebrugene nord for Lillesø ligger fenner (fugtige græsarealer), som har været brugt til græsning af kreaturer. Områder med gamle fenner er senere udnyttet til tørvegravning, ligesom tidligere tørvegravningsområder er blevet udlagt til fenner. Store dele af de arealer, som staten købte i 1936 er i dag forpagtet ud til Pindstrup Mosebrug, og der graves stadig – nu hovedsagelig sphagnum til havebrug.


Tørvegravning

Tørveskær skulle vise sig at være den nyttiggørelse af mosen, som landbruget aldrig nåede at bli-ve. De forskellige dele af mosen er givet navne, og her skal blot nævnes de vigtigste. I det, der i dag kaldes Portlandsmosen (eller ”Cementens Mosebrug”), har der været skåret tørv siden 1700-årenes industrieventyr i Gudumlund og Gudumholm. I perioden før og under 2. ver-denskrig produceredes her en mængde tørv til de lokale cementfabrikker og andre industrier i Aalborg. I dag graves der ikke længere i denne del, og højmosefladen gror stadig, til trods for de afvandigsanlæg, der anlagdes i den produktive periode. Paraplymosen ligger lige nord for Portlandsmosen og er en blanding mellem høj-, mellem- og lavmose. Denne del er afgravet i kanten, men i midten af mosen er der stadig en del tørvemasse tilbage. Paraplymosen havde sin største betydning under 2. verdenskrig. Pindstrup Mosebrug driver et mosebrug, der stadig er i fuld aktivitet, men som over de næste årti-er må forventes at ophøre, når mosen er fuldt afgravet. Her graves klyner med store insektlignende maskiner. Klynerne stakkes i rækker så langt øjet rækker. En smalsporet tipvognsbane gennemskærer den brune moseflade. Tipvognsbanen har sin remise i Dokkedal, hvor en museumsforening driver den tilknyttede gamle smedje som museum. Smedjen er indrettet i 1930’erne og står med sit oprindelige maskineri, som de mange frivillige smede har sat i fuld funktionsdygtig stand. Anlægget fremstår i dag som en industrihistorisk perle. Også Vildmosegården, som i dag ejes af Storvorde Kommune, drives som naturcenter, og vil i de følgende år blive udbygget til en moderne turistattraktion. De nuværende avlsbygninger, der er genopført efter brand i 1959, vil blive erstattet af nye udstillingsbygninger. Herfra kan man kom-me med naturvejlederen ud i mosen og opleve dens særegne flora og fauna under kyndig vejled-ning. I 1973 blev Tofte sø retableret og siden er også Birkesø genskabt. Ved søen kan man fra et ud-sigtstårn være heldig at se sjældne fugle som sort stork, rød glente og mosehornugle. Omkring søerne yngler traner, rørhøg og hedehøg. Området, der blev fredet i 2001, udgør Danmarks største sammenhængende fredede areal, og er i 2003 blevet udpeget til at indgå i et pilotprojekt for de første danske naturparker.


Mosens skove og søer

Mens Store Vildmose i Vendsyssel før opdyrkningen var en stor ubrudt moseflade, så er der i Lille Vildmose ”pletter” af skov og søer. To særlige områder af mosen er de urgamle løvskove ved Høstemark i nord og Tofte i syd. Her lever bl.a. en bestand af den oprindelige danske stamme af kronvildt (ca. 600 dyr), vildsvin (ca. 200 dyr), havørn (Danmarks eneste ynglende par) og skarver. Tofte skov dækker en forhøjning i landskabet, der består af moræne i op til 26 m’s højde over havet. Midt i skoven, i nærheden af det sted, hvor den lille landsby Tofte har ligget (nedlagt omkr. 1900), lå indtil 1992 grevens jagtslot, der i dag er erstattet af en ny ”jagthytte”. Inden for hegnet omkring Tofte skov ligger også den sidste rest af den oprindelige højmose, Tofte Mose. En del er blevet bevokset med lyng, revling, tranebær, mosepors, multebær og soldug, men mosens midte har stadig sit karakteristiske præg med tuer og høljer, og denne del af mosen er sta-dig i vækst. Mosens fire søer har antageligt oprindeligt fået vand fra frembrydende grundvandskilder, hvis kalkholdige vand lokalt har kunnet modvirke højmosevæksten. Engang var Tofte Skov nærmest berømt for sine krybskytter, der gik under navne som Gade-Søren, Lai Jens og Frank-James. Den sidste hed egentlig Poulsen, og det fortaltes at han skød med bøsse uden knald og lokkede dyrene til sig om natten med troldlygter. Da Gade-Søren følte, at grebet strammedes om ham, gik han til skovfogeden og lovede at forråde Frank-James, hvis skovfogeden ville betale ham 100 kr. for det. Skovfogeden og hans folk skulle blive væk fra skoven i to nætter, for at gøre Frank-James tryg, og herefter ville Gade-Søren lede fogeden til ham, så han kunne tages på fersk gerning. De næste nætter gik den store jagt, men det var nu ikke Frank-James, der jagede men Gade-Søren, for han benyttede freden til at nedlægge så meget vildt, at han tjente til en enkeltbillet til Amerika. Planen var ved at mislykkes, da fogeden anede uråd, men i nattens mulm og mørke lykkedes det Søren at slippe af sted med sit forehavende, og først da han sad på den anden side af Atlanten, hvor han ikke kunne dømmes for krybskytteri, opdagede skovfogeden ved Laj Jens’ hjælp den rette sammenhæng. Søren Gade, som han rettelig hed, emigrerede i 1906, og blev en stor restauratør i Detroit.