Lars Rastrups Munkebo
Lars Rastrup: Mor i køkkenet, Munkebo Hospital. Olie. Johannes Larsen Museet.
Udsigt fra Kertinge Nor mod fiskernes jollehavn i Munkebo, 1890erne.
Intro
Maleren Lars Rastrup (1862-1949) voksede op og var i en senere periode bosat i den dengang lille fjordlandsby Munkebo i fattige kår, som søn af en enlig mor og med hospitalet – fattigstiftelsen – som hjem.
Anlæggelsen af Lindøværftet i 1957-59 har ændret Munkebo næsten til ukendelighed. Lars Rastrups Munkebo er et ganske andet end det, der blev en realitet med Lindøværftet. Midt i de vidtstrakte parcelhusområder ligger dog stadig Munkebo kirke med kroen og en række af sammenbyggede fiskerhuse, der vidner om, at befolkningen i Munkebo igennem århundreder har været delt i bønder og fiskere.
Han er født samme år som kollegaen Fritz Syberg, og deres liv kom i mangt og meget til at ligne hinanden. Den fattige opvækst mærkede de begge, ligesom uddannelsen som malersvend, og faktisk startede de begge samtidig på kunstuddannelsen i København, men Rastrup valgte det sikre kort og gennemførte sin uddannelse på Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster (”Kunstakademiet”), hvor Syberg og Johannes Larsen valgte den mere moderne undervisning på ”De frie Studieskoler”.
Foreløbigt gik det Rastrup fint. Han fik megen ros af professorerne og dertil friplads. Stilfærdige billeder af fattigfolks liv holdt i fine og følsomme farvetoner blev den umiddelbare ballast, som Rastrup tog med sig fra Akademiet tilbage til barndomsbyen Munkebo, hvor han hentede mange motiver. Uden forståelse og indleven, ja, kærlighed til stedet og folket, kunne det ikke blive til ægte kunst, mente det unge talent, der nu i en årrække blev understøttet af kunstsamleren og mæcenen Heinrich Hirschsprung. En ny teknik havde Rastrup også lært sig. Han markerede sig tillige som en glimrende fotograf med sans for hverdagslivets motiver.
Moderens hjem var stadig på Kirkebakken i Munkebo, men hun var nu blevet gift og var flyttet fra hospitalet og over i en ydmyg etværelses lejlighed i den nye friskole. Lars Rastrups stedfar, murer Hans Pedersen, havde bygget flere gange for skolepioneren Christen Kold, og var blevet dybt grebet af den nye positive syn på mennesket og skolens muligheder. Hans Pedersen skrev den første biografi over Christen Kold få år efter dennes død i 1870.
Nok fattigfolk altså, men så sandelig ikke uden værdier og karakter. Langt fra at tage afstand fra sin lave sociale baggrund mærker man i Lars Rastrups billedkunst en næsten stolt respekt over disse slidte menneskers ydmyge kår. Forældrene, svigerforældrene – et fiskerpar fra Munkebo – stuer og hjem, landsbygaden og jollehavnen skildres igen og igen, uden bitterhed og social indignation, i et stille næsten asketisk stemningsleje.
Med efterhånden fem børn at ernære måtte Rastrup i en årrække lægge malerkunsten lidt til side og koncentrere sig om håndværksmaleriet og et hverv som kirkerestaurator for Nationalmuseet. Selv følte han sig undertiden mere som tusindkunstner end just kunstner. Han reparerede prædikestole og altertavler, byggede violiner, komponerede, skrev salmer etc. etc. Familien flyttede i 1892 fra Munkebo, men vendte tilbage i årene 1902-13. Herefter blev det kun til lejlighedsvise besøg i fødebyen. Lars Rastrup døde i 1949 og blev begravet på Munkebo Kirkegård få meter fra sit barndomshjem.
Familien har skænket det omfattende fotomateriale (mere end 700 optagelser) og malerens samling af skitser samt det personlige arkiv til Johannes Larsen Museet.