Lønborggård


Lønborggårds hovedbygning blev opført i 1839 af ejeren Christian Frederik Otto Benzon. På gavlens kvist ses bygningsåret.


Udsnit af det såkaldte original1-kort for den nordlige del af Lønborg sogn 1818. Lønborggårds hovedgårdsjord, som den så ud efter Niels Jermins udskiftning 1792-93, tegnet op.


Folkeholdet på Lønborggård fotograferet på trappen foran hovedbygningen.


Folkeholdet på Lønborggård fotograferet på gårdspladsen. Bemærk at hestene har fået selskab af den første traktor


Parti fra Lønborggårds have – Ganske herskabeligt!


Lønborggård set fra vest i 1956

Intro

Landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet betød, at mange herregårde i Vestjylland blev nedlagt. Lønborggård var en af de få herregårde, der forblev et stort gods.

"Overleveren"

''Lønborggård – ”Overleveren”'' Af cand. mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum ''Da landboreformerne udløste en bølge af spekulation og nedlæggelser, som næsten skyllede alle Vestjyllands herregårde omkuld, var der enkelte, der overlevede. Med sin status som udeleligt stamhus var Lønborggård syd for Skjern Ås delta en af de få i landsdelen, der forblev et anseeligt gods.'' ''Den største herregård i amtet'' '' ''Nørre Horne Herreds lokalhistoriker H.K. Kristensen sluttede i 1975 sin beskrivelse af Lønborggård med ordene '''”Lønborggård er i modsætning til de fleste vestjyske hovedgårde sluppet for at blive udparcelleret. Den har 2.186 td. ld., '''(…)''' et virkelig storgods, den største herregård i amtet.”''' ''' '''Lønborggård overlevede ikke alene længe som herregård i økonomisk forstand, også kulturelt fastholdt gårdens ejere en position udenfor det almindelige bondesamfund. Viggo Hedegaard Thomsen, der var til stede, da proprietær Ernst Tranberg afhændede Lønborggård i januar 1940, har fortalt, til gengæld''''''''''''' ''Stamhuset Lønborggård '' Lønborggårds historie som en af Vestjyllands større herregårde går tilbage til Reformationen, hvor ribebispens gods i Lønborg blev samlet med kongens. Kronen solgte godset, og i 1750 kom det i te- og porcelænshandler Christen Hansens besiddelse. Som et rigtigt barn af 1700-tallets nye muligheder havde den bondefødte vestjyde Hansen tjent en formue på handel på Kina, og nu var det tid at befæste den nye status og blive godsejer. Christen Hansen købte mere gods til Lønborggård og oprettede i 1757, tre år før sin død, et af Ringkøbing Amts kun tre stamhuse af Lønborggård og den mindre herregård Skrumsager i Sdr. Bork sogn. Oprettelsen af stamhuset betød en række begrænsninger i Hansens og senere godsejeres ejendomsret. Til gengæld var kronen på te- og porcelænshandlerens livsværk i princippet sikret mod at smuldre. Lønborggård skulle herefter gå udelt i arv. Der kunne ikke frasælges fæstegods, og ved konkurs kunne kreditorer ikke gøre udlæg i herregården. Lønborggård gik videre til Hansens nevø Niels Hansen og derefter til dennes svigersøn Niels Jermiin. Jermiin blev ejer i 1787, netop som en ny tid skyllede ind over de vestjyske herregårde. Efter et stort lovkompleks i 1788 blev der rutinemæssigt givet dispensation fra et gammelt krav om, at en herregård skulle have mindst 200 tdr. hartkorn fæstegårde for at opnå skattefrihed. Dermed forsvandt en vigtig baggrund for at opretholde det gamle system. Overalt blev der solgt og parcelleret, og inden længe kom turen mange steder til selve herregårdene. Også Niels Jermiin så muligheder i salg og udparcellering. Udover Lønborggård ejede han flere herregårde, som han afviklede i årene omkring 1800. Hvad angik stamhuset, måtte han dog tage andre hensyn. ''Udskiftning ''I 1792-93 bekostede Jermiin en dyr og omfattende udskiftning, så det gamle kludetæppe af spredte jord- og engstykker til såvel fæstegårde og herregård blev til samlede rationelle blokke. Han påtog sig endda (med en usikker forventning om kongelig bygningshjælp) udgifterne ved nyopføring af en række bondegårde, hvor de gamle bygninger lå for langt fra det nye jordtilliggende. Udskiftningens sagsforløb er trykt og refereret flere steder, og den fremhæves gerne som et mønstereksempel på den humane herremand, der hjælper sine bønder ind i en ny tid. Jermiin handlede imidlertid ikke aldeles uegennyttigt. Han afstod ganske vist både gode enge og agre til bønderne og tog ringere til gengæld. Men – og det er vigtigt – han fik hovedgårdens jord, der før havde været spredt, samlet i en sammenhængende og rationel matrikel. Bønderne fik også samlet deres bedrifter, men ophævelse af fæstet kunne jo ikke komme på tale. Derfor måtte de fortsat gøre hovarbejde på hovedgårdsjorden, og her var Jermiin mindre opofrende. I hvert fald klagede de efter eget udsagn '''”fattige og fortrængte hoveribønder” '''i 1796 over arbejdsbyrderne på den effektiviserede herregård. Det fik de nu ikke noget ud af. Med andre ord: Niels Jermiin kunne ikke sælge Lønborggård, hverken hovedgård eller fæstegods, og gav sig i stedet til at optimere gårdens drift på det gamle systems betingelser. ''Efter stamhuset ''I princippet kunne et stamhus hverken deles eller opløses, men et var principper, noget andet realiteter. I Jermiins tid blev der foretaget ændringer i stamhusets besiddelser, idet Skrumsager udgik og blev erstattet med Lønborggårds gamle storebror, Lundenæs. Lundenæs Slot havde gennem middelalderen og renæssancen været kongens mægtige gård ved den rige Skjern Å, men var kun en afglans af fordums storhed, da den i 1770’erne kom i Lønborggårdejernes besiddelse. I 1811 arvede Jermiins svigersøn Christian Frederik Otto Benzon Lønborggård. I 1813 fik Benzon kongelig tilladelse til at ophæve stamhuset, og godset blev solgt til godsspekulanten Frederik Juul. Lønborggårds skæbne syntes beseglet, men bemærk timingen. 1813 var statsbankerottens år. Da 1800-tallet gik ind i sine teenageår, brast boblen. 25 år med kraftigt stigende priser og hektisk aktivitet afløstes af krise, fallitter og et fastfrosset kreditmarked. Frederik Juul var blandt de første, der tabte pusten. Benzon måtte købe Lønborggård tilbage, og i et marked uden købere kom også han – stik imod sine oprindelige planer – til at blive én i den række af godsejere, der investerede i Lønborggårds fortsatte udvikling. Han opførte den nuværende hovedbygning 1838-39, han anlagde plantage, og han drev et betydeligt herregårdsmejeri. I 1841 overtog Andreas Grøn Tranberg gården. Nu var det igen bedre tider for landbruget, og de følgende årtiers højkonjunktur opfordrede ikke til afvikling. Tværtimod. I 1848 – og det er usædvanligt sent i Vestjylland – blev fæstegårdene endelig solgt fra, men her var i højere grad tale om tilpasning til nye tider. Også de østdanske herregårde frasolgte i stort tal fæstegårdene fra omkring 1850. Tranbergerne ejede Lønborggård i tre generationer. Således når vi frem til proprietær Ernst Tranberg i de blanke ridestøvler, der i 1940 var den sidste bærer af '''”vestjysk herregårdskultur.”''' ''Lønborggård, overleveren ''Gårdens status som stamhus kan ikke stå alene som forklaring på, at Lønborggård overlevede gennem den mest hektiske bølge af nedlæggelser, mens andre vestjyske herregårde forsvandt. Eksempelvis blev baroniet Rysensteen opløst og godset afviklet mellem 1797 og 1809. Godsejernes dygtighed, deres valg og prioriteringer havde betydning, og tilfældigheder spiller ind. Det er imidlertid karakteristisk, at der blev investeret i te- og porcelænshandler Hansens stamhus. Og det er lige så karakteristisk, at herregårdene Lundenæs, Østergård, Engelsholm og Skrumsager alle blev udparcellerede og nedlagte af de selvsamme herremænd, som beholdt Lønborggård. '' '' ''Anbefalet læsning'' H.K. Kristensen: '''Nørre Horne Herred,''' 1975 Palle Fløe og O. Nielsen: '''Historiske Efterretninger om Lønborg og Egvad Sogne, '''1878 Palle Fløe: ”Udskiftningen af Lønborggaard Gods i Aarene 1792-93” i '''Hardsyssels Aarbog,'''1921 s. 112-40 Flemming Jerk: ”Ringkøbing Amts herregårde gennem godsslagtningens tidehverv” i '''Hardsyssels Årbog,''' 1958 s. 100-151 Viggo Hedegaard Thomsen: ”Af en vestjysk herregårds saga” Kronik i '''Ringkøbing Amts Dagblad, '''10. december 1973

Fakta

''Fakta'' Adresse: Lønborggaardvej 1, 6800 Tarm Kommune: Ringkøbing-Skjern Kommune Tidligere: Ringkøbing amt, Nørre Horne herred, Lønborg sogn Ejer: Lønborggård ApS (2017) Funktion: Feriecenter, restaurant, konferencecenter (2017) Størrelse: - (2017) Offentlig adgang: Ja. Udlejning af Lønborggaard feriecenter Fredning: - (2017) Besøg [http://loenborggaard-feriecenter.dk loenborggaard-feriecenter.dk]

English

''Lønborggård – “The Survivor”'' By Christian Ringskou, MA, Ringkøbing-Skjern Museum ''When rural reforms towards the end of the 18th century unleashed a wave of speculation and shut-downs, leading to the demolition of nearly all the manor houses in West Jutland, some of them managed to survive. With its status as an indivisible entailed estate, the manor Lønborggård, south of the River Skjern delta, was one of the few in the region to remain a considerable estate.'' ''The largest manor house in the shire'' '' ''In 1975, a local historian, H.K. Kristensen concluded his description of Lønborggård with the following:''' “Unlike most estates in West Jutland, Lønborggård escaped being split up into small holdings. It covers 3000 acres of land '''[Da: 2,186 tønder land] '''… a huge estate, the biggest estate in the shire.'''” Lønborggård’s prolonged survival as a manor was not simply a matter of finance. Culturally too, the estate’s owners retained a position outside the ordinary rural society. Viggo Hedegaard Thomsen, who was present when the owner, Ernst Tranberg sold off Lønborggård in January 1940, described how Tranberg and his manager attended the event in newly polished riding boots. '''“In my opinion, the dear Mrs Thora (b. Hoppe) and the sturdy, on that occasion somewhat melancholic estate owner, represent the last standard bearers of West Jutland manorial culture.” '''''''''' ''Lønborggård, the entailed estate ''Lønborggård’s history as one of West Jutland’s major manors dates back to the Reformation in Denmark (1536), when the bishop’s estate in Lønborg was amalgameted with that of the king. The crown later sold the estate, and in 1750 it came into the possession of Christen Hansen, a tea and porcelain merchant. As a true child of the 18th century and its new opportunities, this lowly born West Jutlander had earned a fortune from trade in China, and it was now time to consolidate his new status and become a the owner of a landed estate. Christen Hansen bought more property for Lønborggård and in 1757, three years before his death, he established one of only three entailed estates in Ringkøbing Shire [Da: Ringkøbing Amt] out of Lønborggård itself and the smaller manor Skrumsager. The establishment of the entailed estate meant a number of limitations in terms of the property rights of Hansen and subsequent estate owners. On the other hand, the pinnacle of the tea and porcelain merchant’s life’s work was protected from crumbling. Subsequently, Lønborggård would be passed on undivided. Copyhold farms under the estate could not be sold off and in the event of bankruptcy creditors could not seize the manor. Lønborggård was passed on to Hansen’s nephew, Niels Hansen, and then to the latter’s son-in-law, Niels Jermiin. Jermiin became the owner in 1787, just as a new era was sweeping across the manors of West Jutland. Formerly, in order to obtain the socalled ‘manorial freedom’ and become tax exempt, manors were required to uphold a minimum of cadastral copyhold land to the equivalent of 30-50 farms [Da: 200 tønder hartkorn]. In accordance with a large body of laws in 1788, authorities routinely granted manors an exemption from this requirement. Thus an important basis for maintaining the old system disappeared. Everywhere, land was sold and parcelled out, and before long the actual manors underwent the same treatment. Niels Jermiin also saw opportunities for selling and parcelling out. Besides Lønborggård, he owned several other manors, which he phased out around 1800. However, when it came to the entailed estate, he had to take other matters into consideration. ''Renewal ''In 1792-93, Jermiin paid for an expensive and comprehensive renewal, so the old patchwork of scattered plots of earth and meadow belonging to both the copyhold farms and the manorial farm itself were consolidated into rational plots. He even took on (with an uncertain expectation of royal building aid) the cost of moving and erecting a number of farms, where the old buildings were located too far away from the new farmland. The history of the renewal is wellknown and often highlighted as a prime example of the humane lord of the manor lending a helping hand to his peasants as they approached a new era. But Jermiin’s actions were not entirely altruistic. There is no doubt that he handed over good meadows and fields to his tenants and took less in return. But – and this is important – he had the arable land of the home farm, which had previously been dispersed, consolidated into a coherent, rational cadastre. The peasants also had their farms better consolidated, but there was no question of revoking the copyhold. That meant they still had to do the bulk of the work on the fields of the manor, and in this context Jermiin was less self-sacrificing. At any rate, in 1796, and by their own admission, the “poor, repressed peasant workers” complained about their workload on the new streamlined estate. But nothing came of it. In other words: since Niels Jermiin could not sell Lønborggård, neither the manor nor the copyhold farms, he instead devoted himself to optimising the performance of the estate on the basis of the old manorial system. ''After the entailed estate ''In principle, an entailed estate could be neither shared nor dissolved. But principles are one thing; realities are something else. In Jermiin’s time, changes were made to the holdings of the entailed estate. The small manor Skrumsager was dissolved and was replaced by Lønborggård’s former big brother, Lundenæs. During the Middle Ages and the Renaissance, Lundenæs Castle had been the king’s huge estate on the banks of the rich River Skjern, but it was only a reflection of its former glory when, in the 1770s, it came into the possession of Lønborggård’s owners. In 1811, Jermiin’s son-in-law, Christian Frederik Otto Benzon inherited Lønborggård. In 1813, Benzon was granted royal permission to revoke the entailed estate, and the estate was sold to the investor and speculator, Frederik Juul. The fate of Lønborggård was apparently sealed, but timing was bad. 1813 was the year of a spectacular national bankruptcy. The bubble burst in the 1810s. Crisis, bankruptcies and a frozen credit market replaced 25 years of soaring prices and frenzied activity. Frederik Juul was one of the first to run out of steam. Benzon had to buy back Lønborggård and, in a market without buyers, and contrary to his original plans, he also became one of a number of landowners who invested in Lønborggård’s continued development. Between 1838 and 1839, he constructed a new main building still to be seen; he landscaped plantations; and ran a significant dairy on the estate. In 1841, Andreas Grøn Tranberg took over the estate. Now, agriculture was experiencing better times once again, and the economic boom of the following decades did not encourage phasing out. Far from it. Not until 1848 – and it was unusually late in West Jutland – the copyhold farms were finally sold off, but in this case it was much more to do with adjusting to new times. The East Danish manors also sold off huge numbers of copyhold farms from about 1850. The Tranbergs owned Lønborggård for three generations. Thus we come to the age of the last owner, Ernst Tranberg in his shiny riding boots, who in 1940 was the last standard bearer of “West Jutland manorial culture.” ''Lønborggård, the survivor ''The estate’s status as an entailed estate cannot be the only explanation for Lønborggård’s survival through the most frenzied wave of closures, whilst other manors in West Jutland disappeared. For example, another entailed estate, the huge barony of Rysensteen was dissolved and the estate phased out between 1797 and 1809. The proficiency of the estate owners, their choices and priorities were important, and coincidences were a factor. However, it is characteristic that investment was made into the entailed estate of Christian Hansen, the tea and porcelain dealer. It is equally characteristic that the estates of Lundenæs, Østergård, Engelsholm and Skrumsager were all parcelled out and closed down by the very same lord of the manor who held on to Lønborggård. '' '' ''Recommended reading'' H.K. Kristensen: '''Nørre Horne Herred''' 1975 Palle Fløe and O. Nielsen: '''Historiske Efterretninger om Lønborg og Egvad Sogne''' 1878 Palle Fløe: ‘Udskiftningen af Lønborggaard Gods i Aarene 1792-93’ in Hardsyssels Aarbog 1921 pp. 112-40 Flemming Jerk: ‘Ringkøbing Amts herregårde gennem godsslagtningens tidehverv’ in '''Hardsyssels Årbog''' 1958 pp. 100-151 Viggo Hedegaard Thomsen: ‘Af en vestjysk herregårds saga’ Kronik in '''Ringkøbing Amts Dagblad''' 10 December 1973

''Publiceret''