Kvislemark Kirke


Kvislemark Kirke fra nord


Kvislemark Kirke fra syd


Kvislemark Kirke alter


Kvislemark Kirke kalkmaleri i korhvælv - barnemordet i Betlehem


Kvislemark Kirke pengeblok


Kvislemark kirke, stolegavl med Urne-våben

Intro

Den lille Kvislemark Kirke med det lave tårn usædvanligt placeret på skibets nordside ligger lavt og trykker sig midt i landsbyen Kvislemark.

Bygningen

Kor og kirkeskib er fra midten af 1200-tallet, mens en forlængelse af skibet mod vest, tårn og våbenhus er fra slutningen af middelalderen.


Kalkmalerier

I korets hvælv er kalkmalerier med motiver fra Kristi barndomshistorie – bebudelsen, Maria og Elisabeth, de hellige tre konger, fremstillingen i templet, Herodes og barnemordet i Betlehem. På korets nordvæg apostelfigurer. Over kirkeskibets hvælvinger er fundet stærkt ødelagte kalkmalerier.


Inventaret

Renæssancealtertavle fra 1615 med indskriftsfelter og figurer af Moses og Johannes Døberen på gesimsen. Prædikestol 1630 med figurer Kristus med verdenskuglen mellem Moses og Aron. Lydhimmel med Christoffer Urnes våben. De to øverste stolegavle har våbenskjolde for Christoffer Urne og hustru Sofie Lindenov.


Godsejerpræsten

Didrik Larsen Grubbe, f. 1653, var søn af en skrædder i Store Heddinge. Hvorfor han fik navnet Grubbe er lidt af en gåde, for der er intet slægtskab med adelsslægten Grubbe. På en forsvunden tavle i Boeslunde Kirke har stået om hans forældre ”den ærlige og velagtbare dannemand Lauritz Andersen, indvåner i Store Hedinge, og den dydige matrone Anna Pedersdatter, deres ægtesengs grøde”. Didrik Grubbe var elev på latinskolen i Køge og blev indskrevet på Københavns Universitet 1678 som Dieterius Laurentii Grubbe. 1680 blev han huslærer på Harrestedgård hos vicekansler Holger Vind. Han skrev digte og især salmer og udgav i 1684 en salmesamling. I blev han 1686 magister og derefter kaldet til sognepræst i Kvislemark og Fyrendal menigheder. Han bevarede stadig forbindelsen til Harrested – til fru Margrethe Gjedde og hendes børn. Holger Vind levede ikke mere. Blandt børnene var Anne Elisabeth Vind, født 1666. Diderik Grubbe og Anne Vind blev forelskede og ønskede at gifte sig, men hendes moder satte sig imod. Men kongen (Chr. 5.) gav efter ansøgning parret tilladelse til at gifte sig hjemme uden forudgående trolovelse og uden lysning fra prædikestolen. 6. oktober 1690 stak Anne Vind af og søgte til Kvislemark Præstegård, hvor herredsprovst Povl Muncksgaard fra Herlufsholm viede parret i præstegårdens stue i overværelse af degnen fra Kvislemark, præst og degn fra Hårslev og Diderik Grubbes søster. Bønderne i Kvislemark var på vej ud at hugge brænde i skoven til trækul – men blev budt til bryllupsgilde med mad og øl. Kusken fra Harrested havde senere på dagen et ærinde i Kvislemark og fik besked med hjem om giftermålet. Margrethe Gjedde blev meget vred og der fulgte nu ophidsede breve fra Harrested til Kvislemark og breve i den anden retning, som forsøgte en forsoning. Margrethe Gjedde indstævnede sin datter og svigersøn for birketinget i Harrested for at få folkene til at vidne om Annes ”afvigelse fra Harrestedgård”. Det kom frem, at Diderik Grubbe havde aflagt jomfruen besøg, uden at moderen var til stede, og at jomfruens tøj og klæder var forsvundet fra Harrested dagen før flugten, og at man på selve dagen havde set jomfruen gå bort i sin daglige slåbrok. Nogen havde også set en vogn køre til Kvislemark. Sagen fortsatte ved Fuirendal birketing tre uger senere. Her var indkaldt en masse vidner - 3 karle og 3 piger fra præstegården og alle bønderne fra Kvislemark. Alle bedyrede, at de på forhånd intet kendte til præstens planer om giftermål. Margrethe Gjedde klagede nu til kongen over sin svigersøn, som efter hendes mening havde forlokket og bortført Anne Elisabeth, og over provsten, fordi han havde foretaget vielsen. Der blev nedsat en kommission, bestående af biskoppen og Otto Krabbe til Holmegaard, som skulle undersøge sagen og mægle i striden. Parterne (svigermor, provst, præst og datteren) blev nu indkaldt til Otto Krabbes hus i København. Parterne havde antaget nogle af landets dygtigste prokuratorer. Der blev ført vidner – degnen i Kvislemark måtte svare på, om hr. Didrik havde befalet nogen at holde vagt, mens vielsen fandt sted – det kendte degnen ikke noget til. Han kunne heller ikke svare på, hvor lang tid der var gået mellem vielsen og ægteparrets altergang. Senere under sagen fremlagde han en udskrift af kirkebogen, hvoraf fremgik, at præsten og hans husstand havde været til alters 20. søndag efter trinitatis – den 2. november. Præstens kusk kunne fortælle, at han aldrig havde været på Harrestedgård uden fruens tilstedeværelse, og at han havde hentet magisterens kæreste, men på hendes befaling, og at han var kørt den rette vej til gården. Han havde ikke handlet efter ordre fra præsten og vidste ej heller af, at denne skulle have befalet nogen at holde vagt. Tærskeren Jens Sørensen kunne ikke bidrage med noget til sagen. Han kunne fortælle, at han på ”copulationsdagen stod på loen og tarsk”. Provsten fremlagde kongens bevilling til vielsen og sagde, at han i et og alt havde holdt sig den efterrettelig. Senere blev Hårslevpræsten afhørt. Han havde fået skriftlig invitation og han nægtede ikke, at man havde bedt ham om at forrette vielsen, hvis provsten ikke kom. men da det skulle foregå i et fremmed herred, kom det ikke ham ved. Han havde set den kongelige bevilling, men vidste ikke om moderens samtykke forelå. Hårslevpræsten blev også spurgt, om han under vielsen havde hørt provsten spørge bruden, om hun forud for brylluppet havde rådført sig med slægt og venner, og hvad hun havde svaret dertil. Han svarede, at han havde hørt spørgsmålet, men ikke svaret, da hun svarede sagte, og han stod noget langt derfra. Et par bønder fra Kvislemark fik det samme spørgsmål og svarede på samme måde. De havde heller ikke hørt om, at der skulle holdes vagt i kirketårnet. Herefter blev der fremlagt en skrivelse fra Margrethe Gjedde, som krævede sagen forelagt retten. Hun mente, at hr. Didrik havde fordærvet hendes datter, ligesom hun forlangte at få tilbageleveret nogle ting, som var hendes (perler og diamantknapper). Hun ville have ham dømt for bortførelse af datteren, og at han ikke var værdig til at være præst, og at han i det mindste skulle fratages sit embede. Derudover skulle han betale sagens omkostninger. Og provsten skulle give hende en uforbeholden redegørelse, fordi han havde foretaget vielsen uden hendes vidende og tilladelse. Sagen kørte videre med nye påstande og afhøringer og forsøg på forlig. Sagen endte et år efter brylluppet med, at retten fandt, at det hele ikke var gået helt ordentligt til, og hr. Didrik måtte give 300 rigsdaler til fattige præsteenker, og fru Margrethe Gjedde fik sine perler og diamantknapper tilbage – ægteskabet blev godkendt, og Anne Elisabeth Vind bevarede sin arveret, hvad der ikke var uvæsentligt, og provsten blev pure frikendt. Ægteparret kunne nu slå sig til ro i præstegården. Allerede inden sagen var slut, blev det første barn født, en datter, som fik sin mormors navn. Hr. Didrik skrev salmer og passede sit embede. Tilsyneladende blev præsteparret forligt med Margrethe Grubbe, som i 1693 tilskødede Didrik Grubbe Gerdrup Hovedgård i Eggeslevmagle sogn som en del af hustruens arv. Der var 64 tdr. hartkorn, 39 bøndergårde og 16 huse. Han købte mere jord op og blev en ret velhavende godsejer. Han blev syg – skørbug, svindsot og vattersot – og døde i 1702 i sit ægteskabs 12., embedets 16. og alders 47. år. Han blev begravet i Boeslunde kirke. Iflg. gravskriftet levede han et fornøjeligt og meget kærligt ægteskab, af Gud frugtbargjort med 9 planter, den 10., da faderen var død, liggende ved moders hjerte. Det sidste barn – en pige – blev født ½ år efter Hr. Didriks død – hun fik navnene Diderica Elisabeth. Anne Elisabeth fortsatte godsdriften og oprettede hovedgården Lyngbygård i 1703. Hun døde i 1727 og blev bisat ved hr. Didriks side i Boeslunde kirke.
(Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt, 1963. Artikel af Erling Petersen)