Kulsviere i Gribskov

Kulsvier fra Gribskov 1. Kulsvier fra Gribskov 1

Kulsvier fra Gribskov 3. Kulsvier fra Gribskov 3

Kulsvier fra Gribskov 2. Kulsvier fra Gribskov 2

Intro

Gribskov ligger i det skovrige Nordsjælland, hvor kronens bønder fra 1500-tallet måtte brænde og levere kul på lensmændenes befaling. De fik dog betaling for ekstra leverancer, og landsdelens manufakturer og hovedstadens håndværkere og fornemme borgere var også aftagere. Trækulsbrænding blev derfor et indbringende bierhverv, og efter 1658 var Nordsjælland alene om leverancerne. Kulsvidningen toldede hårdt på skoven, og fra 1700-tallets begyndelse blev den begrænset ved lovgivning. Efterhånden tog importerede stenkul over, men blandt andet under englænderkrigene var trækul stadig vigtige. Fra 1795 brændte husmændene på Karlebo Overdrev kul. En enkelt familie fortsatte til Anden Verdenskrig. ''Kulsvierblod'' Myten fortæller, at abbed Vilhelm omkring 1100 hentede belgiske kulsviere til Æbelholt Kloster for at lære danskerne at svide kul, men der har været brændt trækul i Danmark i næsten 4000 år. At de fattige, sodede kulsviere, som var i skoven døgnet rundt, stjal træet, drak og kørte vildt, var bare mytestof. Man kunne ikke tro, at de var ærkedanske. De gav ophav til overtro og sagn, ja blev endda romanfigurer, selvom man faktisk foragtede dem: ”Langt fra Vibenhus kom vi ikke, inden vi mødte den første Vognrække af Kulsviere..Da den første… kom i passende Afstand, langede Kusken ham med sin Firehestepisk lige i Synet,” skrev forstmanden Georg Nordklid i sin debutroman "Kulsvierblod" fra 1929.