Kong Svends Høj

Kong Svends Høj. Januar 2013. Foto: Anders Rasmussen, Museum Lolland-Falster.

Kong Svends Høj inden restaureringen i 1991. Akvarel af Claus Gress, 1986.

Intro

Danmarks næststørste jættestue ligger på nordvest-Lolland. I dag pynter den i landskabet, men for 5000 år siden var den rammen om død og makabre ritualer.

Jættestuerne var gravsteder. De blev ikke bygget til én person, men blev genbrugt, og man har i nogle jættestuer fundet skeletdele, der svarede til over 100 individer. Det var både mænd, kvinder, gamle og unge, der blev begravet i jættestuerne.
Jættestuerne vidner om, at døden var en vigtig begivenhed, som var omgærdet af mystik og makabre ritualer. Meget tyder på, at jættestuerne ikke blev opført til begravelse af hele lig, men i stedet fungerede som et sted, hvor man opbevarede dele af de døde. Den afdøde er formentlig blevet begravet et andet sted, hvor man har ventet på, at kødet forsvandt fra knoglerne. Når dette var sket, gravede man skelettet op, og bragte dele af det til jættestuen.
Ved udgravninger af jættestuer har man fundet skeletdele, sjældent hele skeletter. De ligger tilsyneladende rodet sammen, men sommetider har man kunnet se, at skeletdelene er blevet organiseret: kranier har ligget i en bunke for sig, lårbensknogler i en anden. Skeletterne synes at være blevet splittet ad, og ødelagt, med vilje. Måske for fuldstændigt at fjerne, den afdøde som individ, måske for at undgå at de skulle gå igen og plage de levende.

I tiden omkring 3200 f.Kr. var der byggeboom i Danmark. Man skønner, at der over en periode på 100 år blev opført op mod 4000 jættestuer. Heraf er kun omkring 700 bevaret frem til i dag. Jættestuer kendes fra hele landet, men de største af dem findes alle i Østdanmark. Den største jættestue, vi har kendskab til, ligger således ved Østrup i det vestsjællandske, mens nummer to Kong Svends Høj.
Jættestuerne er gravsteder, og er ofte anlagt i nærheden af bebyggelse. Man mener, at en jættestue formentlig har været familiegravsted, og knoglematerialet fra jættestuerne viser også, at både mænd, kvinder og børn er blevet begravet her.
Hvem byggede jættestuerne? Der kan ikke herske nogen tvivl om, at opførelsen af en jættestue var et stort og ressourcekrævende anlægsarbejde. Det krævede en stor viden og erfaring at håndtere de op til 20 tons tunge sten. At så mange jættestuer er bevaret den dag i dag, vidner kun om, hvor gennemtænkte ingeniørarbejder, der er tale om.
Hvordan de store dæksten blev transporteret og rejst er dog stadig en gåde. Der er gennem tiden kommet mange bud, og arkæologer over hele Europa har afprøvet de fleste metoder uden et tilfredsstillende resultat. Man må nok forestille sig, at gravkammeret har været afstivet med tømmer på kryds og tværs. I nogle jættestuer har man fundet spor efter en mulig jordrampe, hvorpå man kan have trukket dækstenene op til bærestenenes øverste kant. I en jættestue i Sønderjylland fandt man bag en bæresten sporet efter en 50 cm tyk stolpe, som kan have været brugt til at løfte de tunge dæksten op.
Det er desværre umuligt at sige noget om hvem, der byggede jættestuerne. Var det et fælles og socialt projekt, hvor hele lokalsamfundet bidrog og deltog? Eller var der tale om én magtfuld person, der hyrede bygmestre og trælle til at arbejde for sig og sin familie? Begge scenarier er mulige, og viser to vidt forskellige billeder af samfundet i bondestenalderen.

Links
Kulturarv.dk
Nakskovfjord.dk

Litteratur
Dehn, T. et.al. 1992. Kong Svends Høj. Nationalmuseets Arbejdsmark 1992. København. (s.79-93)
Jensen, J. 2001. Danmarks Oldtid - Stenalder 13.000-2.000 f.Kr. Gyldendal. (s.366-383)

I nærheden af herregården Pederstrup på nordvest-Lolland, ligger jættestuen Kong Svends Høj. Her omkranser 42 randsten den rektangulære høj, der med sit 12,5 meter lange gravkammer er Danmarks andenstørste jættestue.
Højens to gavlender er trukket indad i et buet forløb, og består hver af 7 sten, hvoraf den midterste er højest. Herved får højen form som et hus med sadeltag. Første fase i byggeriet var anbringelsen af bærestenene. De blev rejst på den gamle markoverflade, og placeret med en svagt skrå hældning, så de bedst muligt kunne klare dækstenenes tryk. Den midterste dæksten over gangmundingen kaldes ’nøglestenen’, og er placeret således, at den låser de øvrige dæksten fast.
Indgangen til Kong Svends Høj var i oldtiden spærret af én af de store randsten. Skulle man ind i højen, foregik det således gennem en smal skakt bag én af randstenene. I bunden af skakten trådte man ned på et gulv af sandstensfliser, hvorfra man kunne løfte gulvpladen op, og på knæ kravle ind i gravkammeret.
For at holde jordfylden på plads har man fyldt randstenskædens mellemrum ud med en mur bestående af flade sandsten. Det samme har man gjort mellem de store bæresten i gravkammeret, for at sikre sig, at kammeret forblev tørt. Dette murværk kaldes en ’tørmur’, hvilket egentlig betyder, at muren er lavet uden bindemiddel. Arkæologiske undersøgelser har dog påvist, at bygmestrene i flere tilfælde har brugt bindemiddel, oftest i form af en våd kridtmasse, der har fungeret som mørtel.

Kong Svends Høj hører under herregården Pederstrup, der i 1700-tallet ejedes af C. D. F. Reventlow. Det var da også ham, som stod bag en udgravning af højen 1780. Udgravningen viste sig dog at være lidt af en skuffelse – formentlig fordi de ikke fandt nogen skat.
Både i 1876 og 1942 var der igen aktivitet omkring højen. I 1876 var den systematiske berejsning af Danmark i fuld gang, og Nordlolland fik besøg af arkæologen Conrad Engelhardt og tegneren Magnus Petersen, som dokumenterede højens tilstand. I 1942 igangsatte Nationalmuseet en større restaurering af jættestuen, der bl.a. betød at flere af de væltede sten blev rejst.
I 1991 gennemførte Nationalmuseet i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen en gennemgribende undersøgelse og restaurering af Kong Svends Høj. Herigennem blev man langt klogere på de byggetekniske detaljer, og kunne – stort set – genskabe jættestuens oprindelse udseende.

Ved udgravningen fandt man derudover resterne af 35-40 lerkar, som var blevet anbragt ved jættestuens indgang, kort tid efter opførelsen. De har formentlig været en del af de ritualer som fandt sted ved jættestuen i forbindelse med begravelserne (læs mere under ’makabre ritualer’).