Klebæk Høje / Bækkemonumentet


Klebæk Høje/Bækkemonumentet. Bækkemonumentet med skibssætning, gravhøj og det middelalderlige vejspor.

Intro

Klebæk Høje eller Bækkemonumentet er et godt eksempel på, at man har brugt det samme sted i forskellige oldtidsperioder. De to gravhøje er ældst, og stammer fra ældre bronzealder. Fra den sydlige høj udgår en skibsformet stensætning, som er bygget i vikingetiden cirka 2500 år senere...

Klebæk Høje eller Bækkemonumentet er et godt eksempel på, at man har brugt det samme sted i forskellige oldtidsperioder. De to gravhøje er ældst, og stammer fra ældre bronzealder. Fra den sydlige høj udgår en skibsformet stensætning, som er bygget i vikingetiden cirka 2500 år senere. Den gamle høj indgår i det nye begravelsesanlæg, formentlig for at få det til at se mere imponerende ud. Vikingetidens monument har dog kun stået i kort tid. Allerede i middelalderen har man nemlig sløjfet monumentet og ført et af Hærvejens spor henover. ''Runesten skulle sikre arv'' ”Ravnunge-Tue gjorde disse kumler efter sin moder Vibrog”[?]. Kumler er mindesmærker, og ordene er indskriften på runestenen i Bækkemonumentet. Den rige begravelse er altså et minde over en fremtrædende kvinde fra vikingetiden. Det fornemme gravmonument blev nok ikke alene rejst af respekt for den afdøde. Formentlig gjaldt det også om at hævde sin ejendomsret. Sønnen har måske holdt af sin mor. Men mere vigtigt var det nok, at han på hendes grav kunne nævne sig selv som retmæssige arving til hendes formue og jord. Runestenen kan altså ses som et arvedokument underskrevet af arvingen selv.