Kirkeskib - Kølstrup Kirke


Kirkeskib fra Kølstrup Kirke. Skibet findes nu på Møntergården i Odense.

Intro

Kirkeskibe er almindelige i danske kirker, især i maritime miljøer. Nogle skibe er givet til kirken af sømænd som tak for, at de kom hjem fra havet i god behold, andre som symbol på menigheden, der med Kristus ved roret styres sikkert gennem livet.

Troens mange ansigter

På gudernes bud
Tro og ritualer har siden oldtiden formet livet på Fyn. Med håbet om gudernes velvilje har fynboerne sendt gravgaver af sted til de dødes rige, bygget kirker og smykket sig med både thorshamre og kors.

Troens mange ansigter Fynboernes tro har peget i mange forskellige retninger. Den største forandring fandt sted i løbet af 900-tallet, hvor vikingetidens konger og stormænd indførte kristendommen i et opgør med den nordiske mytologi. Men fynboerne har også brugt magi og trolddom og ”lånt” fra religioner i fremmede lande.

Motiver på en særlig type guldhængesmykker kaldet brakteater er de ældste sikre tegn på, at Odin, Thor og de andre nordiske guder var til stede i fynboernes bevidsthed. Brakteaterne er fra ca. 500 e.Kr. I vikingetiden dukkede thorshammeren op som smykke, og senere bar man det kristne kors om halsen som symbol på den tro, man bekendte sig til.

Denne lokalitet er en del af udstillingen 'Fyn - midt i verden', der kan ses på Møntergården i Odense.