Kildemejeriet Holeby


Holeby Mejeri 1912


Herren på kuskesædet er mælkehandler og træskomand Anton Christensen, Gl. Holeby


Kildemejeriet med medarbejdere


Kirkevej 2, Holeby

Intro

Mejeriet blev oprettet i begyndelsen af 1870’erne. Det ejedes i en årrække af afdøde agent Ulrich, Haslev.

Holeby Fællesmejeri, Kirkevej 2

Holeby Fællesmejeri.
Holeby Fællesmejeri, Kirkevej i Holeby. Mejeriet blev oprettet i begyndelsen af 1870’erne. Erhard Frederiksen (Sukkerfabrikken Lolland) startede Kildemejeriet. Sukkerfabrikken gik konkurs i 1877.

Der har været mange ejere, bl.a. ejedes mejeriet i en årrække af afdøde agent Ulrich, Haslev. Den 15. maj 1912 overtog E. Gregersen, der var født i 1884 i Borup ved Viborg, Holeby Mejeri. Beboelsen i mejeribygningen rummer 11 værelser. Ostelagret afkøles fra ishuset. Der var træostekar, fløden syrnedes i tønder. Skorstenen var firkantet og 22 m. høj. Der var 26 leverandører med 700 køer.

Den 1. januar 1942 solgte grosserer Hansen mejeriet til direktør Chr. Wenkens Madsen, Klampenborg og bestyrer Serup, som fortsætter som bestyrer af mejeriet. Holeby Mejeri blev nedlagt ca. 1955.


Fra Lolland-Falsters Stift-Tidende 1944:

Fra Lolland-Falsters Stift-Tidende 1944:

Holeby Mejeri (Nedenstående skildring nedskrevet af mrs. Bertha Macke-prang, der som ung pige var mejerske på mejeriet):

"Kære venner derhjemme!

Newell, Iowa. Dec. 30th 1932
Hermed en lille beskrivelse af Holeby mejeri, men om det er, hvad du ønsker, kære Julius, véd jeg ikke. Jeg har ikke just nogen tråd at gå efter, har gengivet nogle bemærkninger fra virksomheden. Der var jo meget, der kunne fortælles, om jeg sad foran en skrivemaskine og dikterede, jeg kan bedre fortælle mundtligt end skrivende og beder om undskyldning for fejl i grammatikken. Men husk, jeg har været borte i 42 år, og mine redskaber herovre har ikke været en dårlig fyldepen, men mest en hakke, en skovl og en spade. Nu venter jeg med spænding på kritikken, men håber den bliver nådig, og forsikrer det er samlet med megen alvor og tankegang. Lad mig vide, om der er andre spørgsmål ønskelige, det er skrevet med de bedste hensigter.

Historien om det endnu i virksomhed værende Holeby Mejeri begynder jo i begyndelsen af halvfjerdserne, måske 1870-71-72, da blev det bygget af ejeren af Nøbbøllegård, Erhard Frederiksen (senere byggede E.F. den første Sukkerfabrik i Danmark, nu Højbygård Sukkerfabrik) til privat mejeri, for at benytte kilden til vandmejeri, en stor forbedring af de den gang kun kendte Bøttemejerier, der var på herregårdene.

Kilden var kun et altid rindende vand i mosen i Præstegårdsjorden lige under kirken, og kun en bundløs plet for vej og sti, men altid rindende, og i de dage kaldtes den varm kilde, fordi græsset derom var grønt hele vinteren. Dette blev undersøgt, og beholdere sænket ned og vandet ledet til bassiner til afkøling af mælken, en mælkekælder bygget og kærnerum o.s.v. Mælken fra Nøbbøllegård blev så hver dag kørt derned, siet op i spande, afkølet og skummet, kærnet, lavet til ost o.s.v.

Det fortælles, at vejen derned var så bundløs, at mejersken fra Nøbbøllegård red på hest hver dag derned til det nye mejeri. Hvor mange år det blev drevet privat, véd jeg ikke, men senere fortælles der, at C. Hartmann, som var uddannet mejerikonsulent med ophold på Ourupgård, Falster, også kom til Holeby Mejeri, og måske særlig til gårdene deromkring, da han jo rejste også for at undersøge furage og køernes pasning og gav oplysning om værdien i kvægavl og særlig mejeridrift, som den gang stod på en særlig tarvelig fod, især mellem bøndergårdenes befolkning, og det var til stor gavn og fremgang i driften i alle landbrug.'

Så vidt jeg véd, forpagtede Hartmann da mejeriet af E. F. , og derfra stammer titlen ”Forpagteren”, som H. altid blev kaldt af sine folk, det var jo lettere end altid at sige Hr. mejeriejer, som han senere blev. Hvor længe han forpagtede det, véd jeg heller ikke, men tænker, han købte det omkring 1874, da sukkerfabrikken og hele Nøbbøllegård gik i vasken på grund af det store foretagende med sukkerroedyrkningen, som var i sin barndom dengang. Senere var der stor fremgang for landmændene, men som i så meget andet, er det jo ikke den, der planter, der høster frugten.

Så blev der bygget beboelse, hvor hovedporten står endnu, stalde til heste, svin o.s.v., og mejeriet blev udvidet til fællesmejeri. Stuehuset er bygget af tømmer fra et strandet skib, de turde ikke bygge af sten på grund af den bundløse grund, og mange læs grus og hugne sten er lagt i vejen dertil fra begge sider. Mejeriet kaldes dengang: Nøbbøllegårds Kildemejeri, og senere Kildemejeriet Holeby, atter senere Holeby Mejeri, som det hedder den dag i dag og under hvilket navn det var repræsenteret på udstillingen for mejerier i København, 1931, hvor jeg så ost og smør derfra – særlig ost.

Så snart centrifugen kom i brug i Danmark var C.H. en af de første til at anskaffe en, det var så vidt jeg véd nr. 83 af de første Roskilde Maglekilde Patenter, der skummer 400 pund i timen. Det var jo en lys ide. Senere købte han en nyere og forbedret udgave af samme, nr. noget over 200, og den var en fin lille centrifuge, som kunne skumme lidt mere end den første. Dampkedel var indlagt, dampskorsten bygget og en fin lille damphest – det sagdes en 4 hestekraft – anskaffet. Han havde en masse leverandører, hvis liste steg hvert år, hvilket blev til et stort arbejde.

Af store gårde var der Råhave, Lille Søholt, Frederiksminde i Fuglse, proprietær Theil, Fuglse og flere store bøndergårde foruden en mængde mindre parceller o.s.v. som i mange år solgte mælk til Holeby Mejeri. Mælken blev hentet to gange dagligt pr. hest og vogn, et kostbart og stort arbejde. Aftenmælken blev siet op i store spande og sænket i bassinerne natten over. Om morgenen blev den opvarmet og centrifugeret. Leverandørerne fik skummetmælken tilbage, og morgenmælken blev skummet, så snart den kom om morgenen. Fløden blev hver dag syrnet natten over og kærnet den følgende morgen. Når leverancen var på sit højeste, blev der kærnet 3 gange dagligt, om morgenen kl. 4 til hen ad 7 måske, og det kneb for den lille damphest, når både kærne og 2 centrifuger var i gang. Da skulle trækket i dampskorstenen være god, og endda måtte den puste om sig.

Kirken lå jo højere end mejeriet og tog ofte lufttrykket fra den lavere liggende mejeriskorsten, så bryderier var der jo også. Smørret – ja det var jo dejligt – blev hver dag sendt til grosserer Christensen, Kattesundet 4, København.

I årene 1887 - 90 kendte jeg jo personlig mejeriet og dets gang, og derom skal jeg meddele lidt. Mejeriet var omtrent på sin højeste produktion i årene 1886 - 87. 10,000 pund mælk daglig om sommeren, senere blev det mere jævnt, idet landmændene fik deres køer til at kælve i den højere smørpris` tid. Vi fik så mere vintermælk og som følge deraf bedre smør, mindre omkostninger o.s.v., når da fodringen blev passet derefter.

Men så rejste Andelsbevægelsen sig jo meget i Danmark, især i 1887 blev flere andelsmejerier bygget. Bønderne var jo nu blevne meget oplyst i nogle år af at have indtægten af denne mejeridrift. Mejerierne havde jo kun indtægt. Det kostede da ikke noget at holde heste, vogne, folk, dampkedel, kul, smørtræer o.s.v. nej, nej, møder, og andelsmejerier blev bygget.

Thorslunde på Lolland var det eneste, der trak Holeby leverandører fra forskellige landsbyer, men Holeby blev ved ufortrødent, holdt alle de store gårde og mange mindre, og arbejdede således i 1888 – 89 – 90 uden videre tilbagegang. Så var det i efteråret 1888 at Fr. Tesdorph, Sæddingegård, - mon det var Jægermester eller Kammerherre, kender ikke hans titel nu – begyndte at lave fedtost og dertil anlagde et osteri, hvortil han opkøbte skummetmælk fra flere mejerier. Også fra Holeby Mejeri blev al mælk hentet pr. vogn lige fra centrifugen, vejet i store transportspande og kørt til Sæddingegård. Dette var også et stort arbejde, der daglig blev udført hellig og søndag, vinter og sommer, men var en bedre indtægt for mejeriet end forhen svinehold og lignende.

Det var en daglig travl virksomhed, og Hartmann var en bestemt kommandant, noget streng, men altid høflig mod sine folk og ærlig mod alle. Når nogen leverandør klagede over et eller andet, måske personalets fejl, tog Hartmann altid sine folks parti og sagde: Jeg selv overser alt. Når den travle dag endte, var der ro uden lige over den lille plet i mosen, alle maskinernes klapren forstummet. Lyden af mælkespandene på den hårde stenbro stilnet af, og når gamle Katrine Løje ringede solen ned med den gamle kirkeklokke deroppe på bakken, var der en vidunderlig stilhed over det travle mejeri i den lille mose, kun kildens evige rislen hørtes. Og det samme gentog sig hver dag."

Den i slutningen af Bertha Mackeprangs brev antydede udvikling måtte nødvendigvis bære spiren i sig til en nedgang i den rige virksomhed, som et spand af år havde præget pionervirksomheden på Holeby Mejeri. Til dette havde Hartmann 1880 knyttet et landbrug ved køb af gården matr. Nr. 10 Holeby sogn, som han havde i de følgende år og drev frem til et ”Mønsterbrug”. I året 1891 bortforpagtede han mejeriet til den kendte Agent Ulrich, Haslev. Han så sig herefter om efter et nyt og videre felt for sin virketrang end det, den lille gård kunne yde. Hans livsværk var imidlertid endt.

Den 12. sep-tember 1892 døde Hartmann, knap 48 år gammel, efter svære lidelser som følge af en blodforgiftning, han havde pådraget sig under arbejdet på sin gård. Hermed var også slægten Hartmanns virksomhed på Lolland til ende efter tre generationers god indsats.