Kikkebjerg
Kikkebjerget
Kompasrosen på Kikkebjerg
Huset på Kikkebjerg
Intro
Kikkebjerget har fra gamle dage været det sted, hvor man kunne se efter de hjemvendende skibe. Der er en dejlig udsigt over det meste af omegnen.
Indtil 1883 brugte lodserne på Fanø et lille hus på Kikkebjerg til at holde udkig. Huset forfaldt senere og i 1930’erne overtog Nordby Kommune huset og holder det ved lige, som et minde fra en svunden tid.
Ministeriet opridsede situationen således:
”Uagtet der ingen fast Lodsstation er paa Fanø, kan det næppe siges at mangle paa Lodsning, da en stor Del af Nordbys Befolkning, der mest bestaar af Søfolk, er fuldkommen kendt med Farvandet omkring Øen og i Almindelighed kappes om at gaa de Skibe i Møde, som gør signal for Lods.
Det antages derfor ikke nødvendigt for Tiden at ordne noget regulativt Lodseri paa Øen, men synes snarere at være i Skibsfartens Interesse, at konkurrencen til Lodsning er fri.”
Således foregik det til 1874, da der begyndte at komme trafik til den nyanlagte Esbjerg Havn, og hvor der opstod et behov for faste lodser til at guide skibe ind og ud af Esbjerg havn.
Kilde:www.Mitfanoe.dk
Man byggede et lodsfartøj i Nordby og ansatte en lodsformand. Herudover ansatte man seks tjensetgørende lodser fra 1. juni 1874. Lodsfartøjet, der i folkemunde blev kaldt ”Lange Maren”, var indrettet med logi for fire mand (skiftevis) og fik station i læ af Skallingen.
Fartøjet egnede sig dog ikke til sejlads udenfor Barren, når havet var uroligt. Derfor anskaffede man en mindre dæksbåd med det formål, at kunne afgive og aftage lods udenfor Barren.
Efterhånden som trafikken på Esbjerg Havn tiltog, blev det nødvendigt at anskaffe et mere sødygtigt fartøj. I 1887 blev det bygget i Frederikshavn for 20.000 kr., og det ankom til Esbjerg 18. december samme år.
Kikkebjerget blev under 2. verdenskrig brugt af værnemagten, og der blev bygget en del bunkere omkring bjerget, ligesom der blev opsat en stor luftværnskanon idet der jo var god udsigt udover indsejlingen til Esbjerg. Der er stadigvæk en betonvej op til Kikkebjerget fra den tid.
Kompasrosen på Kikkebjergets top er skænket af en lokal borger.
”Nogle smaa Digte af M. A. Nørby m.m. tilegnet Jomfru Ane Hansen med ydmygst Bøn om ikke at forsmaa en saa ringe Gave, men lade Kikkebjerget vinde din yndest”.
"Til huset på Bjergets top. På bjergets top der stander et hus i bjerget huser rotter og mus og alskens ækle kryb. Men huset, det troner så stolt og kry op over vor lille by som klippen opover et dyb. I huset selv er stille og tyst, det tjener til værn og ly for dem, de må våge ved havets kyst den fremmede sømand til tryghed og trøst at blive vist vej til havn og by. Herfra der spejdes over havets flage, så vidt øjet og kikkert formå om ingen sejler man kan opdage, der trænger til hjælp at få, - For straks med hjælpen at være tilrede derfor her altid er en tilstede. Med nabo her aldrig er kiv og strid, da disse ej kendes her. Nej, ensom hensysler vi her vor tid med tanken om fjern og nær, der blandes med stormens susen og også med bølgernes brusen"