Kampmanns hus


Kropladsen 14


Viggo Kampmann


Julius Bomholt og Viggo Kampmann i vand til brystet på Fanø strand.

Intro

Viggo Kampmann, der »giftede sig« til Fanø via sin kone, Eva med efternavnet Brinch, lokkede også Bomholt, landets første kulturminister, til Fanø.

Viggo Kampmann

Socialdemokratisk politiker. Uddannet cand.polit i 1934 og derefter sekretær i Statistisk Departement (1934-1944), ekspeditionssekretær i generalsekretariatet for regeringens beskæftigelsesudvalg (1944-1946), økonomisk-statistisk konsulent i skatteministeriet (1946), chef for det økonomiske sekretariat (1942-1950) samt konstitueret direktør og formand for direktionen i Kongeriget Danmarks Hypotekbank.
Som ung var Kampmann socialist og ikke socialdemokrat. Hans vej ind i socialdemokratisk politik var derfor også helt ny i forhold til tidligere socialdemokratiske politikere. Han havde ikke været gennem partiets forskellige organisationer, men blev hentet ind i politik direkte fra centraladministrationen.

I Hedtoft-regeringen (1947-1950) fik han en særdeles vigtig funktion som leder af det økonomiske sekretariat under Vilhelm Buhls ministerium som samordner af den økonomiske politik. Her viste han sin evne til at formulere problemerne, opstille mulige løsninger og overlade beslutningen til politikerne. I september 1950 blev han finansminister - men kun for godt en måned til Hedtoft gik af. Da Hedtoft i 1953 atter dannede regering, blev Kampmann igen finansminister. Han fortsatte på samme post under H.C. Hansens regeringer frem til 1960, da denne døde.


Statsminister

Selv om der ikke var taget beslutning om det, var det klart, at Viggo Kampmann skulle overtage statsministerposten. Det blev dog ikke for nogen langvarig periode. Efter alvorlige hjerteanfald måtte han i 1962 overlade posten til Jens Otto Krag. Frem til 1966 var Kampmann redaktør af partiets månedsblad Verdens Gang, og i 1971 udsendte han sine erindringer: Mit forhenværende liv - i glimt.
Han blandede sig i sine sidste år lejlighedsvis i den politiske debat, og var ikke altid lige enig i de beslutninger, hans parti tog.