Kalvø i Skanderborg sø


Kalvø i Skanderborg sø set fra nordøst med Slotskirken i baggrunden. Foto: Nils Jepsen.


Tegning af Kalvø, hvor Klosterkirkens placering i middelalderen er angivet. Kort fra Chr. Holtet, 1956.

Intro

I Skanderborg sø ligger Kalvø. Øen har formentlig fået sit navn, fordi man i århundreder har ladet kalve græsse på øen. I middelalderen anlagde benediktinermunke et kloster på øen. I dag er øen et yndet mål for bådfolk med madkurv.

I Skanderborg sø, ca. en halv km sydøst for Vestermølle ligger Kalvø, som i århundreder er blevet brugt til afgræsning. Øen har sikkert fået sit navn, fordi man navnlig satte kalve til græsning derude. Øen er i dag 4,4 hektar stor.
Før i tiden lå der en mindre ø, Fåreø, syd for Kalvø. I 1932 sænkede man vandstanden i Skanderborg Sø for at undgå, at landbrugsjorder især ved søens sydøst-ende ude ved Ringkloster ikke længere blev sat under vand ved tøbrud. Ved vandstandssænkningen blev Fåreø landfast med Kalvø. I dag ligger Kalvø hen, fri for kreaturer og får – med risiko for at springe i skov. Øen er et yndet mål for bådfolk med frokostkurv. Der er et godt fiskeliv omkring øen og en god gåse- og andejagt ved træk henover den.
Tekst: Vestermølle Møllelaug.


På Kalvø er der fundet en del stenredskaber, som viser, at der var bopladser på øen i jægerstenalderen. Men ellers lå øen ubeboet hen, indtil en gruppe benediktinermunke (sortbrødre) anlagde en lille havn og et kloster på den nordøstlige spids af øen i første halvdel af 1100-tallet. Her levede de formentlig 12 munke samt en abbed i en årrække, men i 1168 var der kun to tilbage. Samme år blev klostret overtaget af cisterciensermunke (gråbrødre), der i nogle år søgt efter et velegnet sted i Århus Stift. Først forsøgte de sig i Sminge, senere i 1165 i Veng. Men her følte de sig forfulgt, og i 1168 flyttede de til Kalvø. Med sig bragte munkene de sidste jordiske levninger og ben af deres klosters grundlægger biskop Eskil, Erik Greve og andre, der skulle genbegraves i kirken, der var indviet til Jomfru Maria. Munkene byggede hytter på øen og købte græsningsret til ni svin i Baastrup Skov på fastlandet. Men efter kun fire år på øen gav munkene op, da vejret ofte forhindrede overfarten til og fra øen i dage- eller ugevis. I 1172 flyttede gråbrødrene til Øm mellem Mossø og Gudensø, og grundlagde her Øm Kloster.
Tekst: Vestermølle Møllelaug.