Kählers keramikfabrik


Kählers keramikfabrik i Næstved.

Intro

Kählers keramikfabrik startede deres produktion af keramik i 1839. Keramikfabrikken blev videreført af flere generationer i familien. Kählers keramik er kendt både i Danmark og udlandet.

Historie

Herman Joachim Kähler var en indvandrer fra hertugdømmet Holsten. I 1839 overtog han et almindeligt købstadspottemageri i Næstved og gik igang med proktion på sin keramikfabrik.

Han blev gift med Mariane Sofie Coopmann. Ægteparret fik seks børn. Kählers keramikfabrik fremstillede kopier og parafraser over antikke vaser. Desuden også fade, skåle og kander. Dette var en tidstypisk produktion.

I 1840’erne begyndte en udbredelse af Herrnhuterovnen på Sydsjællands større gårde og velhavende hjem.

I 1852 præsenterede Kähler sine ovne på Industriforeningens udstilling. Det var den første rigtig store industriudstilling i Danmark. Medarbejderne i virksomheden kaldte ham også ”Gamle Kähler”, som familiens ældste. Den 18. november 1872, et par dage efter hans 64 års fødselsdag, overtog hans sønner Herman August og Carl Frederik keramikfabrikken.

Hermann A. overtog ovnproduktionen og Carl Frederik overtog pottemageriet. Med tiden kom flere og flere konkurrenter, der også nemt kunne konkurrere på prisen. Gamle Kähler døde i december 1884. Det var en hårdt tid før sønnerne.

Specielt Carl Frederik har det ikke haft nemt. Omkring 1880 grundlagte han sammen med
J.N. Ahrens firmaet i København og hed nu ”Kähler & Ahren”. Ahren forlod dog firmaet og herefter
fik firmaet navnet ”Carl F. Kähler”. I 1896 solgte Carl Frederik værkstedet i Næstved og flyttede til København. I 1920 blev firmaet videreført af Carl Frederiks søn Carl Aage.

I 1885 ansatte Herman A. Kähler maleren H. A. Brendekilde. Brendekilde var den første egentlige kunstneriske medarbejder og gennem ham mødte Herman A. Kähler flere af de personer, der løftede virksomheden. Der var en lang række af dygtige kunstnere, der gennem årene kom til at præge Kählers nationale og internationale profil. Herman A. Kähler havde seks børn, men kun tre af dem besluttede at arbejde i keramikfabrikken.

Kählerværkstedet deltog i udstillinger i Paris, Chicago, Malmø, Hamburg, Stockholm, Bruxelles og Berlin. Kähler udstillede gigantiske mængder af varer og kunstgenstande.

Herman A. Kählers søn Herman Hans Christian Kähler overtog som 25 årig ledelsen af firmaet. Herman H.C. Kähler fokuserede på den ”gamle pottemagertradition” og hornmalier.

I 1908 blev værkstæderne udbygget med en lille butik. Der kom flere og flere turister for at besøge Kählers fabrik.

Den 28. december 1912 blev Kählers keramikfabrik omdannet til et aktieselskab.

Herman H.C. Kähler blev gift og fik otte børn. Specielt to af dem fik betydning: Herman Jørgen og Nils Joakim. Begge to blev den fjerde generation på værkstedet. Herman H.C. Kähler døde
1. april 1940. Efter hans død skulle Herman Jørgen blive chef for den tekniske side af produktionen. Herman Jørgen fik status som underdirektør og Nils Joakim fortsatte som almindelig svend.
Nils Joakim fik dog senere til opgave at lede værkstederne og den praktiske produktion sammen med det kunstneriske og formgivningsmæssige. På dette tidspunkt var tyske tropper i landet og de overtog formelt virksomheden.

Siden 1920 blev værkstedet ikke ændret og var desværre meget forfaldent og gammeldags. Heldet var dog på brødrenes side. Under krigen var der en stor efterspørgsel på keramik. Man byggede et nyt værksted med kælder, og forhøjede hele fabrikken med en etage. Med tiden kom også automatiseringen.

Herman Jørgen Kähler og hans bror Nils Kähler havde desværre slemme uoverensstemmelser, både på direktionsplan og i det daglige arbejde. Disse konflikter kom ikke kun til at splitte brødrene, men også hele familien. På grund af deres uenigheder og stridigheder kom det til sidst at gå så galt, at Kählers keramikfabrik måtte lukke.

Herman Jørgen Kähler havde en søn fra første ægteskabet, han hed Jørgen Jakob Herman.
Nils Kähler havde også en søn med navnet Lars Henrik. Disse sønner, den femte generation, var fra begyndelsen af udset til at føre værkstedet videre. Desværre blev det aldrig til noget.

Den 10. august 1974 måtte de sidste aktive keramikere af slægten opgive at drive værkstedet. Værkstedet blev solgt til Næstved Kommune, og det var enden af Kählerdynastiet i Næstved.

Derefter fik Kählers keramikfabrik forskellige ejere. I dag er Kähler ejet af arkitekten Frantz Longhi.


Kählers produktion

I 1839 gik Kählers keramikfabrik i produktion med kander, skåle og kopier og parafraser over antikke vaser.

I 1840’erne begyndte produktionen af ovne. De blev fremstillet både som etageovne med afrundet niche øverst og med massive ovne ud-i-et. Ovnene havde en udbredelse specielt i Sydsjælland og var en stor succes. Med tiden kom flere modeller af ovnene og der blev også fremstillet store mængder af ”bygningsornamenter”. Det var det perfekte tidspunkt at satse på bygningsornamenter, da landet oplevede et af de største byggeboom.

I 1885 ankom den første egentlige kunstner på værkstedet og man begyndte at eksperimentere med nye farver og dekorationsmuligheder. Der blev fremstillet mange varer fx vaser, fade, krukker, figurer og skåle i lertøj med glasurmaleri og i mange forskellige former.

I 1888-89 brugte man rød lustre. Der blev fremstillet mange dyrefigurer. Man brugte også dyrevildt som forsyning.

Omkring 1890 ”opfandt” Kähler en ny måde at producere udsmykninger på, den såkaldte ”plademosaik”. Denne teknik eller en lignende teknik var kendt fra de berømte udgravninger af kongegravene i Abrahams hjem, Ur i oldtidens Mesopotamien. Kählers første arbejde i denne teknik var ”Dyrene går ud af arken” fra 1894. Den have været udstillet flere gange og solgt i Glasgow
på verdensudstillingen i 1901.

Omkring 1900 blev der masser af vaser, kander og fade produceret, som efter drejningen var kraftigt ombygget og dekoreret med begitning og glasur.

I 1911-12 blev produceret en række vaser med udsædvanlige asymmetriske former og fladekander med bladornamentik.

I 1914 brugte værkstedet igen lustre, men denne gang kun til dekoration og ikke for den totalt dækkede flade.

Virksomheden producerede prydkeramik og det senere generationer lægte vægt på brugsting.
Der blev produceret spise-, te- og kaffestel, kander, lysestager, serveringsfade og -skåle, askebægre andre brugbare genstande.

Kählers keramikfabrik havde også en meget stor produktion af figurer. Det meste figurerne var i terracotta, men der blev også mange glaseret.

I 1926-27 blev der produceret få stykker af større rødlerskrukker. De fleste af dem var beregnet til udendørs brug.

Sidst i tyverne blev der produceret sparegrise, fugle og fiske. Efter fremstilling blev de dekoreret. Denne produktion var en af de mest populære i virksomhedens historie.

Kählers gule og blå-turkise glasur blev berømt i slutningern af 1920’erne.

I 1944 startede man med en smuk og ny produktion af keramik af forskellige, udmærkede brugsting i vaser og skåle. Der blev brugt en bred pensel for at male med klare og glade farver.

Kählers keramikfabrik fremstillede også forskellige reklameartikler og souvenirs.

Desuden var der også brunt stentøj på produktionsplanen, specielt tepotter i brune stentøj.
De opstod i et utal af variationer fx cylindriske eller koniske former og elegant svungne tude og hanke.

I 1958 påbegyndte et samarbejde med Esben Klint om lampefødder for lampevirksomheden
”Le Kint”.

Kählers keramikfabrik nåede også at fremstille en moderne type saltglaseret stentøj.

I dag producerer Kähler ny keramik i et tidløst formsprog.