Jernaldergårde ved Åle
Gårdsanlæg 1 vest for Åle Renseanlæg.
Hovedhuset på gårdsanlæg 2 vest for Åle Renseanlæg.
Hovedhuset på gårdsanlæg 2 under udgravning. De tagbærende stolper er markeret med stokke.
Intro
I jernalderen lå der ved Åle Renseanlæg en stor landsby med flotte gårdsanlæg og imponerende store bygninger.
I sommeren 2013 foretog Horsens Museum en arkæologisk udgravning forud for etableringen af regnvandsbassinet vest for Åle Renseanlæg. Ved udgravningen blev der undersøgt to gårdsanlæg fra jernalderen.
Gårdsanlæg 1
Den østlige del af gårdens hovedhus, dele af et omgivende hegn samt et mindre udhus, som var bygget ind i hegnet, blev udgravet. Den udgravede del af hovedhuset havde fungeret som stald, og der var tydelige spor efter båseskillerum.
Gårdsanlæg 2
Hovedhuset til dette gårdsanlæg var en imponerende bygning – ca. 40 meter lang og seks meter bred. Huset var indrettet med beboelse og indgang i vest, en stald i husets midte og lade eller opbevaring mod øst. Antageligt har to mindre udhuse samt fire staklader også hørt til gården. Stakladerne har været anvendt til opbevaring af hø, halm eller andet forråd. Et omgivende hegn var kun delvist bevaret.
De to gårde har formodentlig afløst hinanden. De har indgået i en stor og intensiv bebyggelse i flere faser, som har strakt sig helt ind på rensningsanlæggets grund. I forbindelse med en udvidelse af rensningsanlægget i 2004 blev der udgravet endnu en del af bebyggelsen.
Landsbyens økonomi har været baseret på agerbrug og husdyrhold. Her i de frodige enge langs Gudenåen har der været optimale forhold for græsning af kvæg samt indsamling af hø til vinterhalvåret. De mange udhuse og staklader, som karakteriserer gårdene ved regnvandsbassinet, er konkrete vidnesbyrd om opbevaring af rige høslet og kvægets store betydning for lokalitetens økonomi.
Bebyggelsen kan dateres til perioden yngre romersk/ældre germansk jernalder, som er tidsrummet fra ca. 175 - 550 e.Kr. I tiden efter 200 e.Kr. gennemføres store samfundsmæssige forandringer i Sydskandinavien. Det gamle stammesamfund bliver omstruktureret. Gårde og landsbyer bliver lagt sammen til færre – men større – enheder. Også dyrkningsformen lægges om til et mere intensivt markbrug. Mange af de store våbenofferfund daterer sig til denne periode. Endvidere stammer mange af Danmarks store guldfund fra slutningen af perioden, nedlagt som ofre til guderne i moser og vådområder.