Janderup, Billum, Tarp og Kjelst, randbebyggelser i Varde Ådal


Blik mod Janderup og Billum på kanten af Varde ådal.


Udsigt mod Tarp og Kjelst på nordkanten af Varde ådal.

Intro

På nordsiden af Varde Ådal ligger stadig de karakteristiske randbebyggelser eksemplificeret ved Janderup, Billum, Tarp og Kjelst. Gårdene ligger side om side på overgangen mellem agerjorden og de frugtbare enge, men i sikkerhed for stormfloderne.

Landskabet, landsbyerne og gårdene

Landskabet, landsbyerne og gårdene:
Varde Å har sit nedre løb i en smeltevandsdal fra sidste istid, hvor den delte det gamle moræneområde i Varde bakkeø mod nord og Esbjerg bakkeø mod syd. De brede, lave enge strækker sig fra byen og ud til Ho Bugt. På begge sider af ådalen ligger landsbyerne tæt med de yderstliggende og formentlig ældste gårde placeret langs fem meter koten, hvor de er så tæt på åen som muligt, men i sikkerhed for oversvømmelse. Mest markant er dette på nordsiden ved Janderup og Billum samt ved Kjelst, hvor den karakteristiske bebyggelse fortsættes ud mod Ho Bugt.

Siden jernalderen har engene været brugt som græsningsarealer for kvæg, men mindst lige så væsentligt har bjergning af hø til vinterfoder været. Landsbyerne på geestkanten har i høj grad været tiltrukket af engene og det deraf følgende kvæghold.

Engene
Kvægholdet gav gødning, som var forudsætningen for at få et godt udbytte af markerne i baglandet, og kunne måske danne grundlag for at tage ny jord under plov inde på lyngheden. Som engene er forudsætningen for livet på egnen, er stormfloderne en stadig stående trussel, som ingen, der lever langs åen, kan se bort fra. Når floden kommer, sker der altid store skader, og alt efter voldsomheden kan de omfatte ødelagte huse, druknede dyr eller tab af menneskeliv; hvorimod de mindre oversvømmelser, som man regner med om vinteren, kommer til gavn, da de efterlader slik, der virker som gødning på marskengene, og tilfører nyt land, hvor de rette betingelser er til stede. Holdt man sig i passende afstand fra åen, gav ådalen gode livsbetingelser, hvilket de mange landsbyer med gårdene liggende side om side på det skrånende terræn vidner om. Engene i ådalen bruges stadig til græs, med tilsætning af kunstgødning som forudsætning for græshøst, der bliver anvendt til grøntpiller. Naturprojektet: ”Operation engsnare”, der blev gennemført på frivillig basis, har bragt åen og engarealerne tættere på den naturlige tilstand. Det vide udsyn op mod gårdene, der ligger langs kanten som perler på en snor, fremstår tydeligt set fra vest.

Litteratur
Janderup-Billum sogne, bd. 1 v/ H.K. Kristensen. Tarm 1979.
Kommuneatlas Varde. Bevaringsværdier i byer og bygninger 1992. Miljøministeriet, Planstyrelsen i samarbejde med Varde Kommune.
Kulturhistorisk beskrivelse af Varde Ådal og Ho Bugt Enge. Museet for Varde


Hvad er geest?


Geesten er det tørre land, som grænser op til den lavere liggende marsk og dermed skaber en naturlig højning at bo på. Geesten er samme landskabstype som bakkeøerne, nemlig områder, der ikke blev skyllet væk af smeltevandet på dets vej mod vest fra isbræen på den jyske østkyst.
Geesten når enkelte steder helt ud til Vadehavet unden mellemliggende marsk, bl.a. ved Emmerlev Klev vest for Højer, hvor Det fremskudte Dige begynder.

Geestranden er grænsen mellem marsk og geest. Her ligger gårde og landsbyer som en perlerække ned mod marskens rigdomme.

Begrebet geest anvendes i hele det danske vadehavsområde fra Varde ådal i nord til grænsen ved Tønder i syd.
Vadehavsøerne Fanø, Rømø, Sild, Amrum og Før er geest-øer og altså rester af landskabet før sidste istid.