Houmeden - Danmarks ældste gågade


Borgmester Svend Thingholm klipper snoren over ved indvielsen af den første gågade i Danmark den 26. juni 1963.

Intro

Houmeden blev indviet med flisebelægning og total lukning for biler (undtagen varetransport) den 26. juni 1963. Allerede flere år forinden var gaden dog regelmæssigt spærret af for biler, når særlige lejligheder krævede det.

Thorups frisørforretning

Det var ikke nogen tilfældighed, at det i Randers netop blev Houmeden, der blev den nyetablerede gågade. Allerede i 1952, altså 11 år før gaden fik status som gågade, havde de handlende i området dannet en gadeforening, som et forsøg på fælles annoncering og udsmykning af gaden. Gadeforeningen så efter sigende dagens lys i barberstolen i den gamle frisørforretning i Houmeden 4. Denne forretning havde ry for at være landets ældste frisørforretning og dens oprindelse fortaber sig da også i det uvisse. Frisørforretningen skulle være blevet etableret i 1820’erne eller 1830’erne. Grundlæggeren af forretningen hed Kaper, og hos ham kunne kunderne ikke blot få ordnet hår, men også få tænder trukket ud, sat igler på særligt slemme tandbylder, få lavementer og ordnet ømme fødder. De fleste serviceydelser forsvandt dog med årene og forretningen koncentrerede sig om barbering og klipning. Hos den fjerde ejer, frisørmester Karl Thorup, kom der et fast morgenhold for at få den daglige barbering. En kerne af kunder havde endog tilnavnet ”det lille byråd”. Faste gæster var også ”kvartetten” – fire generationer, der mødtes hver morgen til den obligatoriske barbering. Omkring år 1900 opstod Storkeudvalget med en af forretningens stamkunder som initiativtager. Udvalget tog sig godt af byens storke i nogle år, men blev derefter opløst. Frisørforretningen lukkede den 31. august 1957, hvorefter Sørens Farvehandel flyttede ind i lokalerne.

Gadeforeningen Houmeden

I spidsen for den nydannede gadeforening stod i 1952 N. Gamborg Andersen, B. Johansen, Otto Stokport, Adolf Dan-Weibel og A. Weien. Den konkrete anledning til stiftelsen af gadeforeningen var byens planer om at flytte busserne væk fra Rådhustorvet og ud på den planlagte Østervold. For at bevare og måske endog skærpe borgernes interesse for at handle i Houmeden, mente gadens handlende, at der måtte gøres noget. Det blev indledningen til en masse oplevelser og en gade, hvor alle de handlende havde stor interesse i at udsmykke omgivelserne med blomster og ofte også med kunst i butiksruderne. Gadeforeningen har aldrig undladt en lejlighed til at holde fest og byde de handlende på oplevelser ud over det sædvanlige. Foreningens udklædningskasse bugnede i mange år af både munkekostumer, cowboy-udstyr og lignende. Forrest i løjerne gik som regel buntmager Otto Stokport og manufakturhandler Adolf Dan-Weibel. Gadeforeningen har gennem alle årene været præget af et enestående sammenhold og fællesskab.

Gågade eller ej?

På et tidligt tidspunkt blev gaden ensrettet, men Gadeforeningen Houmeden indså hurtigt, at dette ikke var nok for at opretholde interessen for gadens forretninger. Derfor indledte man fra slutningen af 1950’erne med en afspærring af gaden på torve-lørdagene. Internt var foreningens medlemmer bestemt ikke enige om det rigtige i at foreslå en gågade. Efter mange diskussioner var næsten alle gadens handlende dog med på ideen, og da man med kommunens hjælp havde belyst forholdene på stedet og vejet for og imod, var der kun to erklærede modstandere af gågade-forslaget tilbage. Forslaget fra Gadeforeningen blev positivt modtaget af byens politikere, og i 1963 kunne man så indvi landets første gågade.

Åbningsfestligheder

Åbningen af gågaden blev et tilløbsstykke, og byens aviser har selvfølgelig beskrevet forløbet grundigt. Selve indvielsen foregik den 26. juni kl. 19.30, hvor borgmester Thingholm klippede det rød/hvide silkebånd over. Derefter marcherede byråd med tilskuere og orkesterledsagelse en gang frem og tilbage i gaden. Efter marchturen tog musikken opstilling på en tribune ved siden af statuen af konen med æggene. ''Taler og fadøl i Helligåndshuset'' Mens musikken spillede udenfor var der reception for særligt indbudte i Helligåndshuset. Her bød ti kutteklædte munke på pindemadder og fadøl, mens de officielle taler blev holdt. Første taler var Otto Stokport, der som formand for de handlende i Houmeden, takkede byen for dens interesse i at forvandle gaden til en gågade. Han overrakte borgmester Thingholm en papirkniv med inskription samt saksen, der var blevet brugt ved indvielsen. Borgmesteren ønskede derefter tillykke med det smukke resultat og sagde, at han håbede, at tråden fra fortiden til nutiden aldrig ville blive klippet over i Houmeden. Eneste malurt i bægeret blev nævnt den 27. juni i Folkebladet. Her var udtrykt skuffelse over, at fjernsynet udeblev. De var tilstede da der blev opsat et almindeligt ”Indkørsel Forbudt”-skilt i København, men da man i Randers havde lavet en rigtig gågade med nydelig flisebelægning i gadens hele længde, så kom fjernsynet ikke engang. ''Gågadenettet'' Da gågaden blev etableret var det jo ikke kun Houmeden, der fik flisebelægning og fik officiel status af ”fodgængergade”. Både Vestre Kirkestræde, den sydligste del af Snaregade samt en del af arealet omkring Sct. Mortens Kirke blev en del af det sammenhængende gågadesystem. I 1973 blev systemet udvidet, da byen besluttede at lave gågader i den nordlige ende af Snaregade, i Skinderstræde og på Rådhustorvet. Dette arbejde var tilendebragt i august 1975. I årene efter indvielsen forstummede de kritiske røster, der havde været imod etablering af en gågade i Houmeden. Der kom mange mennesker i gaden, både kunder i butikkerne, men så sandelig også besøgende fra både nær og fjern, der skulle studere det nye fænomen i Randers. Fra Danmark var der besøg fra Ballerup, Fredericia, Svendborg, Hørsholm, Korsør, Åbenrå og Nørresundby. Fra udlandet var det især fra Norge, England og Tyskland. En meget speciel henvendelse til kommunen kom fra Suva på Fiji-øerne. Her havde den lokale byplanlægger læst om gågaderne i Randers og udbad sig materiale om det.