Holger Danskes Høj


Holger Danskes Høj set fra syd.


Indgang til jættestuen.

Intro

Udgravet høj fra bondestenalderen giver arkæolgerne en bedre forståelse af stenalderens kult og gravskik.

Holger Danskes Høj

''Beliggenhed'' Syd for Silborgborgvej, lige ud til Erik Sørensens Minde, finder man Holger Danskes Høj. Højen ligger lige ud til en mark og giver muligheden for et godt udsyn ud over de nærliggende kolonihavehuse. Højen ligger tæt på den kendte langdysse Bygholm Nørremark. ''Højens opbygning'' Holger Danskes Høj er opført på det oprindelige sandlag. Den har en rund form med en fordybning i toppen, hvor det gamle gravkammer stod. Da jættestuen er udgravet og senere restaureret, er det i dag muligt at kigge ned i gravkammeret. Det består af en serie store, oprejste sten anlagt i en cirkel. I den sydlige ende kan man se, hvor indgangen engang gik.

Datering

Hvad er en jættestue?
Jættestuer er gravanlæg fra perioden omkring 2800 f. Kr. kaldet bondestenalderen. Oprindeligt troede man, at disse anlæg var hjemsted for trolde og jætter, heraf navnet jættestuer. De hører under kategorien storstensgrave, og som navnet antyder, er de karakteriseret ved de store sten, også kaldet megalitter, som indgår som en central del af deres konstruktion.

Storstensgrave
Storstensgrave er ikke unikke for Danmark alene, men kan findes langs kysterne i det meste af Nord- og Vesteuropa. De er mest udbredt i Frankrig, omkring Bretagne, på de Britiske øer og i Irland. Storstensgrave er fundet så langt mod syd som i Grenada i Spanien og på øerne i det vestlige Middelhav.

De mest kendte storstensanlæg er Stonehenge i England og Carnac-stenene i Bretegne. Disse anlæg er alle fra perioden omkring den yngre bondestenalder og vidner om en tradition inden for opførelsen af sådanne anlæg, som har været udbredt i store dele af Europa.

Da store dele af Europa på denne tid stadig var dækket af skov, var det langs kysterne størstedelen af transporten fra et sted til et andet foregik. Specielt i Danmark er mange af disse storstensanlæg synlige fra kysten, hvilket sandsynligvis spiller sammen med, at de har haft en sekundær funktion som territorialmarkører for en klan eller en stamme.


Højens historie

Udgravning af højen
Højen blev første gang udgravet i 1950 af Nationalmuseet. På dette tidspunkt var højen som den nærliggende Bygholm Nørremark blevet pløjet flad til ukendelighed. Det eneste, der vidnede om den engang så store høj, var de store sten, som stod tilbage omkring resterne af højen.

Restaurering af højen
Ni år efter i 1959 blev der endnu en gang foretaget en udgravning omkring højen med henblik på en restaurering. Der blev stort set ikke gjort fund. Højen blev herefter restaureret til sit nuværende udtryk og samtidig fredet.


Højens betydning

Gravplads for mange generationer
Når jættestuer og lignende anlæg udgraves, er det ofte fund af keramik, som udgør den største del af fundmaterialet. Det tyder på, at keramik har spillet en stor rolle i ritualerne omkring højen i oldtiden. Det er almindeligt, at resterne fra adskillige mennesker kan findes i en jættestue. Oftest har de fungeret som gravplads for adskillige generationer.

De dødes bolig
I den yngre bondestenalder var skikken, at boligen ikke blot var for de levende. De døde havde også brug for tag over hovedet. Selvom ens forfædre var gået bort, betragtede man dem stadigvæk som værende til stede i det jordiske liv. Det var muligt gennem ritualerne at få kontakt med de døde og spørge dem til råds om dagligdagens problemer.