Hirtshals Rådhus


Hirtshals rådhus d. 6. november 2015. Nu uden sidefløje.

Intro

I 1969 stod en af de største strukturreformer i Danmarkshistorien for døren, hvilket indebar, at de gamle sognekommuner Bindslev, Hirtshals, Tornby-Vidstrup og Tversted-uggerby skulle sammenlægges til én stor kommune. Samme år besluttede Hirtshals Sogneråd at opføre et nyt rådhus i Hirtshals by.

I den oprindelige plan for den nye administrationsbygning var et rigtigt rådhus-ur medtænkt og naturligvis skulle det placeres på rådhusets tårn, men økonomiske hensyn medførte, at uret endte med at blive sløjfet. I 1997, næsten 30 år senere, var spørgsmålet om et tårnur påny på dagsordenen, og denne gang blev forslaget rent faktisk ført ud i livet med den begrundelse, at teknikken til at lave urene var blevet væsentligt billigere siden 1970’erne. Så i 1998 fik rådhuset endelig et rigtigt rådhus-ur. Fra kommunens side blev det indskærpet, at uret pga. vejrliget i Hirtshals skulle indkapsles i en særlig vejrbestandig kasse. Under en renovering 17 år senere i 2015 opdagede man, at uret var totalskadet og måtte udskiftes; dog ikke som følge af vejrliget i Hirtshals, men pga. svampeangreb.

Den 13. september 1971 kunne borgmester Jacob Olesen og adminitrationen flytte ind i det nye rådhus, der er designet efter dets beliggenhed i fiskerbyen Hirtshals. Eksempelvis er den højt hævede byrådssal og tårnet af laminerede træbjælker en klar pendant til mast og bro på et skib. Ud over skibsmetaforen er et af bygningens særpræg, at der er lagt brosten i hallen ved indgangspartiet. Idéen bag disse var både et praktisk hensyn, men også et udtryk for, at arkitekten ønskede at give bygningen et udendørs præg, der passede til atmosfæren i Hirtshals. I udformningen af bygningens første sal blev der taget hensyn til andre ting end de rent administrative, blandt andet fremgår det af et planforslag fra arkitekten, at der i forbindelse med byrådssalens forrum skulle være et lille ekstra rum, hvor brudepar kunne pynte sig i fred inden den store begivenhed. Arkitekten Kjeld Dirckinck-Holmfeldts egen beskrivelse af forslaget fra 1962 lyder således: "'''Administrationsbygningen skal efter vor opfattelse gerne arkitektonisk fremtræde paa en saadan maade, at det adskiller sig fra et almindeligt kontorhus, uden derfor at virke søgt.(…) Huset tænkes arkitektonisk virkende snarere ved de enkelte bygningskroppes placering med brug af almene, maaske ret grove materialer, frem for dyre og specielle, saaledes at der skabes et særpræget brugshus, der kan taale slid af mange menneskers virke.'''" Ud over det oprindelige forslag fra 1962, blev det vedtaget, at det nye rådhus også skulle indeholde en fløj i vestsiden, hvor blandt andet biblioteket skulle have til huse

Kilder: Venderby, Lone: Hirtshals Rådhus Fra egnens Fortid - Lokalhistorisk selskab for Hirtshals og omegn, 2012

Historier fra fortid og nutid nr. 11, januar 2016, Hjørring Kommunearkiv, Vendsyssel Historiske Museum