Havnebroen i Frederikshavn

Intro

Havet har altid været en afgørende indtægtskilde for området omkring Frederikshavn. Her på spidsen af Jylland lå Danmarks nordligste havn, hvor skibe på vej mod Norge, Færøerne, Island eller Grønland kunne vente på bedre vejr. Byboerne har brugt havet til at fiske flittigt...

Havet har altid været en afgørende indtægtskilde for området omkring Frederikshavn. Her på spidsen af Jylland lå Danmarks nordligste havn, hvor skibe på vej mod Norge, Færøerne, Island eller Grønland kunne vente på bedre vejr. Byboerne har brugt havet til at fiske flittigt. I 1900-tallet blev Frederikshavn en værftsby, hvor Søværnet også placerede en flådestation i 1962. I nyere tid er en del af indtægterne fra havet kommet via færgerne fra Norge og Sverige. Turisterne er sejlet fra Gøteborg, Larvik og Oslo og har købt billigt ind i Frederikshavn. Færgefolkets indkøb er grundlaget for flere supermarkeder ved havnen. ''Valutaslangen snor sig over havnen'' Supermarkederne ved havnen er Frederikshavns flagskib i byens servicering af købeglade svenskere og nordmænd. De tusindvis af turister skulle ikke kunne overse butikkerne. Det ville frederikshavnerne sikre sig. Derfor byggede byen i 1979 en 538 meter lang, lukket gangbro fra færgerne lige til supermarkedernes indgang. Gangbroen krydser den stærkt trafikerede Europavej. I 2007 lagde endagsturister 284 millioner kroner i Frederikshavn. Havnebroen har i folkemunde fået det meget passende navn Valutaslangen. Prisforskel mellem landene er en betingelse for, at der strømmer valuta gennem slangen. Igennem havnebroens levetid har især billigere dansk alkohol og kød fået kasseapparaterne til at ringe muntert i supermarkederne.