Harrestedgård
Harrestedgård
Intro
Harrestedgård er en meget gammel gård, som har eksisteret siden vikingetiden.
Der er ikke offentlig adgang.
Harrestedgårds historie fortaber sig i vikingetiden, og der kan derfor ikke siges meget om dens oprindelse. Allerede i middelalderen lå her en landsby ved Harrested, men om hovedgården er en af de oprindelige gårde i landsbyen, eller om hovedgården har været her fra begyndelsen vides ikke med sikkerhed, men sandsynligvis er hovedgården vokset frem fra en af de oprindelige gårde, og derved har Harrestedgård fulgt den normale udvikling for middelalderlige hovedgårde.
Hovedbygningen: Hovedbygningen er i dag hvidkalket og teglhængt i ét stokværk med en høj kælder, bygningen ligger nord til syd, øst for den ret store ladegård. Af den ret korte fløj, kun omkring 14 meter, er den nordlige del opført af røde munkesten over en kampestenssyld, og denne del er opført i den senere middelalder, og formentlig opført af slægten Markmand. I kælderen, som har fladt bjælkeloft, er murene adskillige steder 1,20 til 1,30 m tykke, det er rimeligt at antage, at bygningen oprindelig har haft to stokværk over kælderen. Størstedelen af Harrestedgårds hovedbygning er af en ganske betragtelig alder, det gælder dog ikke for sydenden, der er fra 1840'erne. Arkitektonisk er der dog ingen ejendommeligheder ved den gamle bygning, hvilket ikke giver mulighed for nærmere at bestemme bygningens alder. Der kan dog ikke være tvivl om, at hovedbygningen er rejst i senmiddelalderen, og følgelig er den efter al sandsynlighed opført af et medlem af slægten Markmand, måske er Karl Ivensen Markmand bygherren. I begyndelsen af 1800-tallet, så vidt vides før 1816, nedbrød man 2 sidelænger opført i bindingsværk, der formentlig var fra renæssance tiden. Fløjene, bindingsværklængerne, var sammenbygget med hovedbyg-ningen i rette vinkler, den ene fløj i syd og den anden i øst. De gamle bygninger tyder på, at den ældste bygning har været ret kort og høj. Gården har været omgivet af grave, særlig vest for gården har der været et stort vådområde, men man kan ikke betegne gården som et befæstet voldsted, men snarere som en svagt befæstet hovedgård. Tagpartiet og trekantgavlene er af nyere dato, der er også en lille udbygning på vestsiden fra 1912, og der blev i 1923 tilføjet en lukket veranda mod havesiden. Avlsbygningerne er gennemgående nye, opført efter en brand i 1917. I 1938 byggede man, også efter en brand, en lukket trælade, og samtidig blev kostalden udvidet. Hovedbygningen gennemgik en større restaurering i 1953. Til Harrestedgård hører der i dag cirka 180 ha agerjord og 15 ha skov.
Harrested omtales første gang i de skriftlige kilder i begyndelsen af 1300-tallet og herefter kendes rækken af ejere. (1325-1344) Karl Nielsen Rani (1344-1350) Ingerd Karlsdatter Rani gift Grubbe (1350-1355) Asser Grubbe (1355-1387) Iver Markmand (1387-1406) Henrik Iversen Markmand (1406-1426) Iver Henriksen Markmand (1426-1456) Karl Iversen Markmand (1456-1485) Evert Karlsen Markmand (1485-1500) Jørgen Evertsen Markmand (1500-1525) Jørgen Parsberg / Tønne Parsberg (1525-1535) Tønne Parsberg (1535-1567) Verner Tønnesen Parsberg (1567-1575) Tønne Vernersen Parsberg (1575-1592) Niels Vernersen Parsberg (1592-1634) Frederik Nielsen Parsberg (1634-1637) Niels Lykke (1637-1638) Kronen (1638-1644) Jørgen Vind (1644-1674) Holger Jørgensen Vind / Hans Jørgensen Vind / Christian Jørgensen Vind (1674-1683) Holger Jørgensen Vind (1683-1702) Frederik Holgersen Vind (1702-1723) Vilhelm Carl Vind (1723-1758) Carl Adolph von Plessen (1758-1763) Frederik Christian von Plessen (1763-1771) Det Plessenske Fideicommis (1771-1801) Christian Ludvig Scheel-Plessen (1801-1819) Mogens Scheel-Plessen (1819-1853) Mogens Joachim greve Scheel-Plessen (1853-1898) Carl Theodor August Scheel-Plessen (1898-1924) Gustav Frederik Hugo baron von Plessen (1924-1925) Gustav Frederik Hugo baron von Plessens dødsbo (1925-1946) Johann Ludvig Hugo Camillo Edgar Alexander baron von Plessen (1946-1948) Konfiskeredes godset af den danske stat (1948-1980) Ove Christian Riisberg (1980-2002) Lars Foghsgaard (2002-2012) J. A. H. J. A/S v/a Jannik Hartvig Jensen (2012-) Vincents baron Lerche-Lerchenborg (Iflg. Wikipedia)
På grund af ejerens tyske herkomst beslaglagde den danske stat Harrestedgård i 1946. Staten beholdt Harrested Skov og lagde den under Sorø Akademis Skovdistrikt. Ca. 90 ha blev udstykket til statshusmandsbrug. Bygningerne med ca. 180 ha agerjord og ca. 15 ha skov blev solgt til den hidtidige forpagter O.C. Riisberg.
Didrik Larsen Grubbe, f. 1653, var søn af en skrædder i Store Heddinge. Hvorfor han fik navnet Grubbe er lidt af en gåde, for der er intet slægtskab med adelsslægten Grubbe. På en forsvunden tavle i Boeslunde Kirke har stået om hans forældre ”den ærlige og velagtbare dannemand Lauritz Andersen, indvåner i Store Hedinge, og den dydige matrone Anna Pedersdatter, deres ægtesengs grøde”. Didrik Grubbe var elev på latinskolen i Køge og blev indskrevet på Københavns Universitet 1678 som Dieterius Laurentii Grubbe. 1680 blev han huslærer på Harrestedgård hos vicekansler Holger Vind. Han skrev digte og især salmer og udgav i 1684 en salmesamling. I blev han 1686 magister og derefter kaldet til sognepræst i Kvislemark og Fyrendal menigheder. Han bevarede stadig forbindelsen til Harrested – til fru Margrethe Gjedde og hendes børn. Holger Vind levede ikke mere. Blandt børnene var Anne Elisabeth Vind, født 1666. Diderik Grubbe og Anne Vind blev forelskede og ønskede at gifte sig, men hendes moder satte sig imod. Men kongen (Chr. 5.) gav efter ansøgning parret tilladelse til at gifte sig hjemme uden forudgående trolovelse og uden lysning fra prædikestolen. 6. oktober 1690 stak Anne Vind af og søgte til Kvislemark Præstegård, hvor herredsprovst Povl Muncksgaard fra Herlufsholm viede parret i præstegårdens stue i overværelse af degnen fra Kvislemark, præst og degn fra Hårslev og Diderik Grubbes søster. Bønderne i Kvislemark var på vej ud at hugge brænde i skoven til trækul – men blev budt til bryllupsgilde med mad og øl. Kusken fra Harrested havde senere på dagen et ærinde i Kvislemark og fik besked med hjem om giftermålet. Margrethe Gjedde blev meget vred og der fulgte nu ophidsede breve fra Harrested til Kvislemark og breve i den anden retning, som forsøgte en forsoning. Margrethe Gjedde indstævnede sin datter og svigersøn for birketinget i Harrested for at få folkene til at vidne om Annes ”afvigelse fra Harrestedgård”. Det kom frem, at Diderik Grubbe havde aflagt jomfruen besøg, uden at moderen var til stede, og at jomfruens tøj og klæder var forsvundet fra Harrested dagen før flugten, og at man på selve dagen havde set jomfruen gå bort i sin daglige slåbrok. Nogen havde også set en vogn køre til Kvislemark. Sagen fortsatte ved Fuirendal birketing tre uger senere. Her var indkaldt en masse vidner - 3 karle og 3 piger fra præstegården og alle bønderne fra Kvislemark. Alle bedyrede, at de på forhånd intet kendte til præstens planer om giftermål. Margrethe Gjedde klagede nu til kongen over sin svigersøn, som efter hendes mening havde forlokket og bortført Anne Elisabeth, og over provsten, fordi han havde foretaget vielsen. Der blev nedsat en kommission, bestående af biskoppen og Otto Krabbe til Holmegaard, som skulle undersøge sagen og mægle i striden. Parterne (svigermor, provst, præst og datteren) blev nu indkaldt til Otto Krabbes hus i København. Parterne havde antaget nogle af landets dygtigste prokuratorer. Der blev ført vidner – degnen i Kvislemark måtte svare på, om hr. Didrik havde befalet nogen at holde vagt, mens vielsen fandt sted – det kendte degnen ikke noget til. Han kunne heller ikke svare på, hvor lang tid der var gået mellem vielsen og ægteparrets altergang. Senere under sagen fremlagde han en udskrift af kirkebogen, hvoraf fremgik, at præsten og hans husstand havde været til alters 20. søndag efter trinitatis – den 2. november. Præstens kusk kunne fortælle, at han aldrig havde været på Harrestedgård uden fruens tilstedeværelse, og at han havde hentet magisterens kæreste, men på hendes befaling, og at han var kørt den rette vej til gården. Han havde ikke handlet efter ordre fra præsten og vidste ej heller af, at denne skulle have befalet nogen at holde vagt. Tærskeren Jens Sørensen kunne ikke bidrage med noget til sagen. Han kunne fortælle, at han på ”copulationsdagen stod på loen og tarsk”. Provsten fremlagde kongens bevilling til vielsen og sagde, at han i et og alt havde holdt sig den efterrettelig. Senere blev Hårslevpræsten afhørt. Han havde fået skriftlig invitation og han nægtede ikke, at man havde bedt ham om at forrette vielsen, hvis provsten ikke kom. men da det skulle foregå i et fremmed herred, kom det ikke ham ved. Han havde set den kongelige bevilling, men vidste ikke om moderens samtykke forelå. Hårslevpræsten blev også spurgt, om han under vielsen havde hørt provsten spørge bruden, om hun forud for brylluppet havde rådført sig med slægt og venner, og hvad hun havde svaret dertil. Han svarede, at han havde hørt spørgsmålet, men ikke svaret, da hun svarede sagte, og han stod noget langt derfra. Et par bønder fra Kvislemark fik det samme spørgsmål og svarede på samme måde. De havde heller ikke hørt om, at der skulle holdes vagt i kirketårnet. Herefter blev der fremlagt en skrivelse fra Margrethe Gjedde, som krævede sagen forelagt retten. Hun mente, at hr. Didrik havde fordærvet hendes datter, ligesom hun forlangte at få tilbageleveret nogle ting, som var hendes (perler og diamantknapper). Hun ville have ham dømt for bortførelse af datteren, og at han ikke var værdig til at være præst, og at han i det mindste skulle fratages sit embede. Derudover skulle han betale sagens omkostninger. Og provsten skulle give hende en uforbeholden redegørelse, fordi han havde foretaget vielsen uden hendes vidende og tilladelse. Sagen kørte videre med nye påstande og afhøringer og forsøg på forlig. Sagen endte et år efter brylluppet med, at retten fandt, at det hele ikke var gået helt ordentligt til, og hr. Didrik måtte give 300 rigsdaler til fattige præsteenker, og fru Margrethe Gjedde fik sine perler og diamantknapper tilbage – ægteskabet blev godkendt, og Anne Elisabeth Vind bevarede sin arveret, hvad der ikke var uvæsentligt, og provsten blev pure frikendt. Ægteparret kunne nu slå sig til ro i præstegården. Allerede inden sagen var slut, blev det første barn født, en datter, som fik sin mormors navn. Hr. Didrik skrev salmer og passede sit embede. Tilsyneladende blev præsteparret forligt med Margrethe Grubbe, som i 1693 tilskødede Didrik Grubbe Gerdrup Hovedgård i Eggeslevmagle sogn som en del af hustruens arv. Der var 64 tdr. hartkorn, 39 bøndergårde og 16 huse. Han købte mere jord op og blev en ret velhavende godsejer. Han blev syg – skørbug, svindsot og vattersot – og døde i 1702 i sit ægteskabs 12., embedets 16. og alders 47. år. Han blev begravet i Boeslunde kirke. Iflg. gravskriftet levede han et fornøjeligt og meget kærligt ægteskab, af Gud frugtbargjort med 9 planter, den 10., da faderen var død, liggende ved moders hjerte. Det sidste barn – en pige – blev født ½ år efter Hr. Didriks død – hun fik navnene Diderica Elisabeth. Anne Elisabeth fortsatte godsdriften og oprettede hovedgården Lyngbygård i 1703. Hun døde i 1727 og blev bisat ved hr. Didriks side i Boeslunde kirke.