Hagges Pub


Hagges Pub i Tønder. Foto: Henrik J. Møller

Intro

Hagges Pub blev grundlagt som et hotel i 1888. Det blev opkøbt af Tønderfestivalen ApS i 1988 og drevet som spillested med folkemusik osv.

”Hagges Pub” på hjørnet af det trafikerede kryds mellem Kongevej, Vestergade og Jernbanegade blev opført i 1888, som et annekshotel til ”Hotel Stadt Hamburg” i Vestergade 25. Hotellet lå tæt på den nye Banegård i Jernbanegade og udkonkurrerede sammen med de andre hoteller ved banegården hotellerne i Richtsensgade og i den østlige del af byen.

I 1892 ændredes situationen markant med åbningen af Højerbanen, for da forsvandt Sild-turisterne fra Tønder. Hotellet skiftede ejer og navn til ”Sturms Hotel” i 1892. I 1907 overtog Hans Hagge fra Højer hotellet og ændrede navnet til ”Hagges Hotel”.

Ved siden af hotellet lå et større staldkompleks til kreaturer og der var en livlig trafik af danske, tyske og frisere. Staldene blev nedrevet i 1930erne for at blive plads til den nye Kongevej. Hotellet kom efter Kongevejs anlæggelse til at vende bagsiden ud mod gaden og der tilføjedes nogle bygninger, der rodede lidt bod på det. Hotellet blev trofast drevet af den samme familie helt indtil 1988.

I 1988 overtog Tønder Festivalen ApS hotellet og drev det videre som ”Hagges Pub” og brugte loftsetagen til festivalens administration.

Litteratur:
Hans Bachmann m.fl.: Tønders gamle kroer og gæstgiverier, Tønder 1995.