Haderslev Bys Sygehus


Haderslev Bys Sygehus. Børnestuen, 2 Diakonisser og 2 sygeplejeelever. Lille Thea sidder forest til højre i stolen.

Intro

Sygehuset afløste i 1896 byens mindre sygehus, der oprindelig var en del af fattiggården. Det var en tiltrængt udvidelse af kapaciteten. Personalet bestod af en overlæge og to diakonisser, der delte opgaverne sygepleje og husholdning imellem sig...

Sygehuset afløste i 1896 byens mindre sygehus, der oprindelig var en del af fattiggården. Det var en tiltrængt udvidelse af kapaciteten. Personalet bestod af en overlæge og to diakonisser, der delte opgaverne sygepleje og husholdning imellem sig. Haderslev var under tysk herredømme indtil 1920, og derfor blev diakonisserne udsendt til tjenesten fra et tysk diakonissehus. Det gav dog ikke kommunikationsproblemer, da søstrene talte udmærket dansk. I 1975 blev sygehuset lagt sammen med Haderslev Amts Sygehus, oprindelig Christina Friederica Stiftelsen, i et nyt fællessygehus. ''"Indlagt" i 30 år'' Thea blev født på Haderslev Sygehus i 1925, og selv om reglementet understregede, at ingen patient måtte blive på sygehuset længere end et år, skulle sygehuset blive hendes hjem i de næste 30 år. Fra fødslen var hun stærkt handicappet, og pasningen oversteg, hvad en familie kunne klare. Hendes diagnose lød ”nanismus”, dværgvækst. Thea blev nu søstrenes barn. Hun blev passet på børneafdelingen, og med stor personlighed i en lille krop blev hun især søster Marie Elisabeths hjertebarn. Diakonissen underviste hende i fortællende fag og prøvede på forskellig vis at give hende adspredelse i en ellers ensformig hverdag. Da søster Marie Elisabeth flyttede fra sygehuset for at blive leder af Laurids Skaus Gades Plejehjem, flyttede Thea med.