H. C. Andersen


H. C. Andersen statuen på Gråbrødre Plads


H. C. Andersen statuen i Kongens Have


Hasselriis' skitse til H.C. Andersen mindesmærke


Hasselriis statue i Eventyrhaven


Louis Hasselriis, H. C. Andersen, 1888


Louis Hasselriis, H. C. Andersen, 1888

Intro

Louis Hasselriis (1844 - 1912) H. C. Andersen, 1888 Med kappen over skulderen og bog og pen i hånden er digteren klar til at berige sig publikum med sine fortællinger.

Louis Hasselriis. (1844 - 1912)
H. C. Andersen, 1888
Bronze

Placering: Eventyrhaven

Louis Hasselriis opholdt sig - med korte afbrydelser - i Rom fra 1869 til sin død. Her var han også, da man udskrev en stor konkurrence om et monument over eventyrdigteren i København. Konkurrencen blev vundet af August Saabye, men Hasselriis arbejdede ufortrødent videre og kæmpede for at få sit værk placeret i Odense.

Den 5. juni 1880 skrev Illustreret Tidende:
"Louise Hasselriis' Statue af H.C.Andersen vil være en del af vore Læsere bekjendt fra dette Aars Charlottenborg-udstilling, hvor det vakte Opmærksomhed og vandt Anerkjendelse som et særdeles dygtigt Arbejde. Potraitligheden er ligesaa slaaende, som Udtrykket er elskværdigt og Holdningen karakteristisk; den moderne Dragt er paa en heldig Maade brudt og forskjønnet ved den om Skulderen kastede Kappe, og i sin Helhed gjør Statuen et saa storstilet Indtryk, at der er al Grund til at lykønske Odense Kommune til dens Erhvervelse af dette Mindesmærke for Byens berømte Søn og Æresborger.

For at faa Midler til Støbningen tilvejebragte, har en Komite af ansete Mænd i Odense i forrige Maaned udstedt en Tiøresubskription, som sikkert tør spaa et heldigt Udfald; det skulde glæde os, om vort Billede maatte kunne bidrage Sit til at fremme dette. Støbningen ventes da at kunne paabegyndes til Foraaret, til hvilken Tid Kunstneren formentlig vil være færdig med det Monument over P.Faber, som nu er bestilt hos ham."

Statuen fik dog aldrig helt den udformning, som kunstneren oprindelig havde tænkt sig. Som det fremgår af forarbejdet havde Hasselriis tænkt at soklen skulle være udsmykket med allegoriske figurer og henvisninger til eventyrene, men for at gøre statuen billigere måtte han fjerne disse elementer til fordel for den enkelte sokkel statuen i dag står på. Også en anden ændring var foretaget under arbejdsprocessen. Efter sigende skulle ideen med kappen, der hænger over den ene skulder og falder draperet ned over ryggen, være skuespillerinden Johanne Luise Heibergs.

Bronzestatuen af H. C. Andersen blev afsløret den 19. juni 1888 i Kongens Have. I 1905 blev den flyttet til Gråbrødre Plads, og i 1949 fik den sin nuværende placering i Eventyrhaven.


Louis Hasselriis. (1844-1912)
Louis Hasselriis var uddannet fra Kunstakademiet i København, hvor han var elev af Bissen. Efter endt uddannelse tog han til Rom, og som Thorvaldsen blev han i byen til få år før sin død. Han beskæftigede sig primært med portrætstatuen og -statuetten. Han studerede den portrætteredes liv og gerning og skabte herigennem historisk korrekte portrætter, der samtidig ofte har et poetisk og intimt udtryk. Derudover udførte Hasselriis flere kolossalstatuer, som Danmarksmonumentet, der nu er placeret i Østre Anlæg i København. Flere af disse fik en blandet modtagelse i samtiden.