Højbogade i Rødbyhavn


Højbogade i Rødbyhavn


Højbogade i Rødbyhavn.


Grøndalsvej på Frederiksberg.


Grøndalsvej på Frederiksberg.


Grøndalsvej på Frederiksberg.


Nederst til venstre i billedet kan man svagt ane konturerne af det, der engang var Højbogade.

Intro

Hel gade flyttes! I 1928 blev alle huse på Højbogade i Rødbyhavn revet ned og transporteret med jernbane til Frederiksberg, hvor de blev genopført i samme stil. Og husene var endda kun 10 år gamle!

Højbogades start

Historien om Højbogade starter egentlig i 1916, hvor skibsværftet i Rødbyhavn blev stiftet. Den officielle indvielse af værftet skete først den 20. oktober 1917. Der var meget store forventninger til dette værft, som man regnede med kunne sætte rigtig skub i udviklingen ved Rødbyhavn.

Det startede også helt efter planen. Værftet skulle beskæftige flere og flere folk, og hele familier flyttede til byen. Problemet var bare, at der ikke var boliger til alle disse tilflyttere. På den tid var der kun ganske få huse i Rødbyhavn.

Der var forskellige diskussioner om hvem, der skulle afhjælpe boligmanglen: kommunen eller skibsværftet? For at gøre en lang historie kort endte det med, at værftet opførte adskillige boliger i Rødbyhavn. Af dem som stadig kan ses, skal bl.a. nævnes hele Torvegade, Havebyen og en hel del huse på K.H. Kofoedsvej. Og så var der altså Højbogade.

Denne gade bestod af 10 store 2-etagesbygninger, fem på hver side af gaden, og der var plads til fire familier i hver, altså i alt 40 3-værelseslejligheder, som var fuldt moderne udstyret, bl.a. med WC. Desuden var der en lille have til hver lejlighed.

Selve opførelsen af husene skete i 1918, og i oktober samme år var de klar til indflytning.


Beboerne

Husene på Højbogade var egentlig beregnet til arbejderfamilier på værftet. I Folketællingslisten fra 1921 kan man få et indtryk af, hvilken slags mennesker det var:

I de ti boliger boede i alt 242 personer. Heraf var de 106 mænd, ansat på værftet, de 44 var husmødre, og der var 91 børn. Nu har den skarpe iagttager måske bemærket, at der mangler en? Ja, men denne mand var ansat ved Linds Bådeværft, som lå på den østre side af havnen.

Ud fra folketællingslisten kan man også se, hvor værftsarbejderne kom fra, og hvor de var født. Følgende optegnelse er lavet efter fødested, og det giver et noget overraskende resultat: 2 personer!! var født i Rødby (måske fordi de fleste herfra allerede havde et sted at bo), 24 på det øvrige Lolland-Falster, 16 på Sjælland, 3 i København, 16 i Jylland, 2 på Fyn, 1 på Langeland, 1 på Samsø, 35 i Tyskland, 2 i Sverige, 1 i Polen og 1 sågar i Letland. Og så var der et par stykker, som ikke havde opgivet fødested. Det skal bemærkes, at en hel del af de udenlandske arbejdere havde både kone og børn, så man kan levende forestille sig, at der måske til tider har været lidt "sprogforbistringer".

Som det fremgår, har det været en broget flok, og faktisk boede der flere, end der egentlig var plads til. Således var der flere familier, der havde en eller to logerende boende. Og i en af boligerne var den da helt gal. Her boede foruden flere familier 34 ungkarle - eller p.t. enlige, fordi de havde ladet konen blive hjemme - og hvordan der har været plads til dem, synes en gåde. De har måske boet på loftet? Der har sikkert været et muntert leben!

Der skete nu det, at tiderne skiftede, og allerede i 1921 måtte værftet træde i likvidation med mange afskedigelser til følge, men produktionen fortsatte dog i noget begrænset omfang. Det betød jo så, at gaden pludselig var næsten affolket, men efter et par år blev værftet retableret under navnet Rødby Havn Dok og Skibsværft, og i løbet af 1924 var værftet igen oppe på fuld styrke, godt 400 mand, og boligerne blev igen befolket.

Vi har haft kontakt til Frederiksberg Stadsarkiv for at finde ud af, om de var i besiddelse af noget materiale om disse huse, som nu er beliggende på Grøndalsvej nr. 12-20 og 36-44 på Frederiksberg. Vi fik herfra et uddrag af bogen "Frederiksberg før og nu - og aldrig" udgivet af Bo Bramsen og Palle Fogtdal (1999). I denne bog findes et afsnit om Grøndalsvej ved Femte Juni Plads, hvor husene er omtalt. Her står bl.a.: "Boligerne havde, da de lå i Rødbyhavn, et ilde ry. Skønt oprindeligt indrettet med brede trapper, smukke gipslofter og toiletter til hver familie var de og deres beboere berygtede for deres uordentlighed. Carl Winther Sørensen skriver herom i sin erindringsbog "Tyve forunderlige år (1961):

"Værftet ejede selv en del huse. I daglig tale kaldtes de Sing-Sing og var nogle kedelige grå, firkantede kasser med stue og 1. sal. Her boede man 2, 3 eller 4 mand på hvert værelse, så noget hjemmeliv kunne der ikke blive tale om. Og efterhånden var husene så stuvende fulde, at det hele endte i det vildeste barakliv. Barakliv medfører som bekendt altid kortspil og drikkeri, og sådan gik det også her. Mange af husene stod ugen igennem med uredte senge og snavsede gulve, og det var ikke noget særsyn, da efteråret kom med frost og kulde, at der stod en sæk koks ved den ene side af kakkelovnen og en kasse øl ved den anden side, mens bordet flød af flasker".

Carl Winther Sørensen kom til Rødbyhavn i eftersommeren 1924 sammen med en kammerat, og kun ganske få måneder senere trådte værftet igen i likvidation, og denne gang stod det ikke til at redde. Carl og kammeraten måtte drage videre for at finde nyt arbejde, men bogen giver et godt indblik i den tids forhold.


Affolkning og salg

Lukningen af værftet betød, at gaden igen blev affolket, og i 1925 rømmede man - for at spare vandafgiften - først den ene side af gaden, og senere samme år rømmede man den anden side, og således lå gaden helt øde hen. Der havde kun boet ganske få familier, som blev genhuset på Torvegade.

Vi skal nu helt frem til 1928, før der skete noget. Til gengæld skete der så noget helt radikalt. Et par driftige københavnske håndværkere købte hele gaden, som de ville nedrive og genopføre i København. Imidlertid skete der så det, at departementschef K.H. Kofoed, som var formand for Østifternes Aandssvageforsorg, gennem godsejer C. Moesgaard-Kjeldsen på Lidsø var blevet gjort opmærksom på alle de tomme boliger i Rødbyhavn, som måske kunne anvendes til en kommende åndssvageanstalt, og der blev da også ført forhandlinger om overtagelse af Højbogade.

Hver af husene kostede i sin tid mellem 50-60.000 kr. at opføre, og spekulanterne havde købt hele gaden for 50.000 kr., altså under en tiendedel af opførelsessummen. Spekulanterne har sikkert tænkt, da de hørte om Kofoeds planer, at her var der hurtige penge at tjene uden at røre en finger. I hvert fald forlangte de omkring en kvart million kroner for husene. Så var de forhandlinger forbi!

"Lolland-Falsters Social-Demokrat" skriver den 7. juni 1928 bl.a.:
Med hensyn til Højbogades skæbne udtalte departementschefen (Kofoed), at man ikke fra Anstaltens side agtede at gribe ind heri. Der er absolut ingen anvendelse for disse huse i de nye planer, og de to smarte spekulanter, som forlangte den glubske avance på bygningerne, må nu enten realisere deres oprindelige plan om nedrivningen eller affinde sig med Revisionsbanken (ejeren efter værftet) om en anden ordning. Men enten de vælger den ene eller den anden af disse udveje, vil fortjenesten næppe stå i forhold til deres forventninger.

Når man læser lidt mellem linierne i forskellige avisartikler, kunne man ellers godt få det indtryk, at spekulanterne regnede med, at Kofoed nok skulle "krybe til korset" og købe husene. Der var jo brug for dem. Men den gik altså ikke!


Nedrivning - flytning

Den 28. august 1928 skriver "Tidende for Nakskov, Maribo og Rødby":

Det første hus i Højbogade er nu jævnet med jorden, og materialet er ført til København. En tømrermester Hansen fra Ærø forestår nu nedrivningen, det er jo særligt tømmeret, man skal være forsigtig med, og det er også ham, der skal udføre tømrerarbejdet, når husene skal opføres igen.

Og den 17. oktober 1928 skriver samme avis:

Højbogade i Rødby Havn er nu udslettet af sagaen dernede. Vognmand Bernhard Hansen, "Florida" i Nakskov, har købt det resterende materiale, mest murbrokker. På 5. Juni Plads er man travlt beskæftiget med opførelsen af husene. De fire af dem er oppe i rejsehøjde. Til foråret vil de alle være færdige til indflytning.
- Hen langs tomten af Højbogade ser man nu kun elektriske ledninger og telefontråde, der fører ned mod skibsværftsgrunden.

Højbogade fik altså kun en 10-årig historie, men på en måde lever gaden stadig i bedste velgående. Samtlige 10 huse ligger stadig i deres oprindelige form og udseende, blot på et helt andet sted i landet: Grøndalsvej på Frederiksberg.