Gørding Hede/Vemb

Intro

Svage volde i terrænet afslører på Gørding Hede tilstedeværelsen af en jernalderlandsby. Voldene er rester af ydermure og markskel. I 1949 har arkæologer fra Nationalmuseet udgravet brandtomterne af tre langhuse, som alle rummede både beboelse og stald. For landsbyens indbyggere har branden været en katastrofe. For arkæologerne er sådanne brandtomter derimod en guldgrube. De forkullede rester af bygningstømmer og inventar nedbrydes ikke af tidens tand. De efterladte lerkars indhold af forkullede korn og frø viser, at landsbyens beboere for at spare korn, blandede det med frø fra ukrudtsplanter som pileurt, når de skulle tilberede den daglige byggrød. ''Genopstået efter 2000 års glemsel'' Arkæologen Harald Andersen beskriver opdagelsen i 1943 (forkortet): ”Den skelsættende dag i stedets historie, da de første plantefurer blev lagt, kom jeg tilfældigt over heden. Jeg vekslede et par ord med manden, der pløjede, og fik af ham at vide, at han en times tid i forvejen havde pløjet et par lerkrukker op. Jeg så på stedet. Der lå ganske rigtigt skårene af tre-fire sorte lerpotter. Langstrakte firkantede højninger hævede sig umærkeligt over omgivelserne. For mit undrende blik rejste en landsby sig af lyngen. Jeg så dens syv huse liggende i en bue omkring den åbne plads, de lerklinede vægge, lyngtagene og røgen, der snoede sig ovenud gennem lyrehullerne. Jeg hørte hundene glamme og børnene lege skjul om hushjørnerne.”