Gyldenholm


Gyldenholm, hovedbygningens sydfacade


Gyldenholm, hovedbygningen set fra haven


Gyldenholm, tehus i haven


Gyldenholm, avlslænger


Gyldenholm, Hilkers vægdekoration


Gyldenholm, vægdekoration

Intro

Gyldenholm, en nyoprettet herregård, udstykket fra Antvorskov Ryttergods.

Historie

Omkring 1220 besad Hvide-slægten området med Gimlinge og Gimlingetorp i Kirkerup Sogn, hvorefter den i de følgende år mageskiftede hele området til Kronen.
Det var Skjalm Hvide, der grundlagde Sorø Kloster i 1142, først som et Benediktinerkloster og efter ganske få år i 1161 overgår det til et Cistersienserkloster. Det var Kronen, altså Valdemar d. Store (1157-1182) der forærede Sorø Kloster hele godset. Noget af det første klosteret lader opføre er grangier (ladegårde) i Gimlingetorp, disse nævnes i 1248. I 1400-tallet er ladegården forsvundet, erstattet af 4 fæstegårde.
Efter reformationen i 1536 overtager Kronen igen jorden, hvorefter Kronen begynder at sælge ud af jorden, og da er det, at meget af jorden overgår til private, og det er da muligt, at en del af dette gods kom under Vinstrup, da ejeren af dette gods Bjørn Andersen til Stenholt igen mageskifter bl.a. Ormager Gods og Gimlingetorp med Kronen i 1573. Det var ved denne lejlighed, at godsområdet i Gimlinge af kongen blev lagt under Antvorskov Kloster og ved en auktion solgt sammen med Lystagergård parcellen.
Gimlinge var på ikke mindre end 635 tdr. hartkorn, og Lystager var på 533 tdr. hartkorn.
Køberen af Gimlinge-parcellen var kancelliassessor Anders Dinesen, som betalte 75.040 rdl. for hele området, og han kunne da oprette godset Gyldenholm. Det oprettede gods fik navn efter nogle særlige frugtbare jordlodder, som blev kaldt Guldagrene.


Kunstnerne

De to kunstnere, der har dekoreret Gyldenholm, er maleren Carl Christian Constantin Hansen (1804-1880) og maleren Georg Christian Hilker (1807-1875); to store kunstnere fra den danske guldalder.

Det var under et studieophold i Italien, at de i fællesskab foretog en studierejse til Napoli, og overalt hvor rejsen bragte dem hen, studerede de begge med en brændende iver og interesse alt, hvad museerne i de enkelte byer kunne fremvise. Det var særlig her Pompeji kunne fremvise meget af den originale antikke kunst. Det var denne rejse til Napoli og Pompeji, der fik en væsentlig betydning for begges livsværk. Det var under opholdet her, at Hilker sammen med Constantin Hansen, fik udarbejdet planer til udsmykningen af København Universitets Vestibule, eller man kan sige, at det var her, de virkelig tog de antikke kunstideer til sig og brugte dem ved udarbejdelsen af forslaget til udsmykningen. Det i fællesskab udarbejdede forslag blev fremsendt til Universitetet i 1840 og blev efterfølgende godtaget. Grundlaget for udsmykningen skulle altså være antikkens kunst. Derfor kopierede de under opholdet i Napoli og Pompeji alt, hvad de kunne komme til af den originale antikke kunst. På hjemrejsen fra Italien blev vejen lagt over München, hvor begge malere havde mulighed for at sætte sig ind i at udføre arbejder i den våde kalk, det som italienerne kaldte for fresco-teknikken.
Senere foretog de begge studierejser til Italien, hvor de altid opsøgte den antikke kunst for derved at opnå yderligere inspiration til deres arbejde.

I Danmark førte det til mange dekorationsarbejder i Kongehuset, forskellige museer, Sorø Akademi, Thorvaldsen Museum og mange privatboliger. Constantin Hansen blev i eftertiden benævnt som en de største malere som Danmark har haft, og Georg Hilker som en af de betydeligste dekorative begavelser Danmark har fostret. Og heldigvis kan begge maleres kunst stadig ses mange steder i landet. Begge kunstneres begejstring for pompejanske dekorationer, førte til et gennem hele livet stort og godt samarbejde. Så stærk var den påvirkning, som de begge havde fået fra andre danske malere og ikke mindst fra studierne i Italien, at de begge blev banebrydende indnfor kunstens verden.
Deres arbejder var så godt som alle de antikke motiver, der enten i direkte eller i en modificeret form, som renæssancen havde optaget og forarbejdet, der lå til grund for deres udsmyknings kompositioner.
Ved de fleste af deres arbejder havde de den arbejdsdeling, at Hilker malede alle de dekorative indfatninger, dyr og fugle, blomsterranker og medaljoner m.m. - ja, faktisk alle grotesker, og Constantin Hansen dekorerede, efter at have tænkt meget over hvilken historisk epoke, der skulle være i centrum, felterne med klassiske personmotiver, han udførte også de mere enkle, men ikke mindre fremtrædende partier. Han var helt sikkert den maler, bortset fra Nicolai Abildgaard (1743-1809), der har høstet det rigeste udbytte gennem fordybelsen i antikkens kunst.
Med det italienske ord Fresco menes der, at der bliver malet på det våde puds. Der kunne dog også males på tørt puds, secco, hvis farverne indeholdt et bindemiddel. Den største holdbarhed, farvemæssigt, har fresker malet på den våde puds. Danske kalkmalerier er altid udført på tørt puds.


Arkitektur

Gyldenholms hovedbygning, som man kan se i dag er opført i årene 1863-1864 af Charles Adolph Denis de Neergaard ved arkitekten J. D. Herholdt. Det var Anders Dinesens søn Jens Kraft Dinesen, der solgte Gyldenholm til Christopher Schøller von Bülow og Peter Johansen de Neergaard til Gunderslevholm, de delte købet således, at Bülow beholdt jordgodset, medens Neergaard overtog skovgodset. Charles Adolph Denis de Neergaard arvede hele området efter sin barnløse onkel på Gunderslevholm Carl de Neergaard, og det var efter, at han havde overtaget godset, at han lod opføre og udsmykke den nuværende hovedbygning. Slægten Neergaard har siden ejet godset.

Det var en kunstelskende ejer, der i 1862 havde arvet Gyldenholm, og allerede i 1863-64, ganske kort tid efter overtagelsen, indledte han opførelsen af en ny hovedbygning ved arkitekten Johan Daniel Herholdt (1818-1902). Det må med det samme siges, at der ikke er mange, der synes, at Gyldenholm er en arkitektonisk perle. Man kan slet ikke sige, at arkitekten slap godt fra dette byggeri. Dog må det også siges, at det ikke vides, hvor meget indflydelse på byggeriet bygherren har haft. Det indre derimod blev mere harmonisk gennemført, bl.a. fordi de forskellige rums størrelse og indbyrdes forbindelse er ganske god, og da disse rum oven i købet blev dekoreret og udstyret af malerne Constantin Hansen og Georg Hilker, må man derfor tilføje, at den arkitektoniske helhed af det indre, opvejer på en måde det ydre mislykkede arbejde. Alt i alt er det indre blevet gennemført som en helhed, et arkitektonisk og kunstnerisk imponerende stykke arbejde, hvor netop helheden og intimiteten er sat i højsædet.

Arkitekten Herholdt var i denne periode af sit arbejdsliv særlig knyttet til den norditalienske murstens-arkitektur, og han har ved Gyldenholms opførelse holdt sig ret nøje til den arkitektoniske casteltype, ganske vist i en noget modificeret form, da den nye bygning skulle kunne indgå i det sjællandske landskab, altså ikke stikke for meget ud.
Hvorom alting er så hører denne bygning til Herholdts svageste arbejder, da den valgte stil i hele sit væsen og karakter er meget lidt i slægt med dansk natur, men opgaven må sikkert siges at have været temmelig uløselig, og set udefra er det en ret mislykket bygning, der virker uheldig i sine omgivelser og næsten stødende på beskueren, navnlig fra gårdsiden.
Kort og godt: Det er altså de smukke og meget festlige interiører, der hæver Gyldenholm op over mange andre boliger.