Gudenåen som transportvej
Intro
Gudenåen var den vigtigste transportvej for gods i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
''Gudenå som transportvej''''''
Den mest udbredte transportform frem til slutningen af 1800-tallet var pramfart. Den nævnes allerede i 1400-tallet hvor især tørv blev transporteret på denne måde. Senere blev også korn, tømmer, tegl, kul, mergel og især papir fra Silkeborgs papirfabrikker transporteret af pramdragerne. Pramfarten kulminerede i ca. 1870, hvorefter jernbanen tog over som vigtigste transportmiddel.
Pramfarten blev dog brugt helt frem til 1921 af især teglværkerne og mergelgravene, indtil bygningen af Tangeværket satte en stopper for det.
Prammen på Gudenå blev også kaldt for en ”kaag”. Prammen var fladbundet med et stort ror, som kunne reguleres. Langs med rælingen var et gangbræt, hvor prammanden kunne gå og stage. De mere almindelige pramme var 10-12 meter lange og ca. 4 meter bredde, mens de største pramme kunne være op til 24 meter lange og 6 meter bredde.
Turen Randers-Silkeborg, modstrøms, tog en uges tid. Fra Silkeborg til Randers mere gelinde – med strømmen. Det kunne tage 1-2 dage. Så turen Randers-Silkeborg var absolut mest kompliceret.
Fra Randers foregik den første del af turen til Nørreåens udløb i Gudenåen ved prammens faste mandskab (normalt to mænd), der stagede prammen frem. Herefter måtte de såkaldte lejemænd træde til (fik 4 kr. pr. tur + kaffe og brændevin) De hjalp med at trække prammen til Bjerringbro. Herfra var menneskekraft ikke nok, så lejemændene blev afmønstret, og hestekraft tog over. Ved Resenbro ålegård var forholdene så vanskelige, at der var et spil opsat til at trække prammen igennem.
Jernbanens fremmarch Århus-Langå-Viborg 1864, Århus-Silkeborg 1871 og Silkeborg-Herning 1877 var begyndelsen til enden for pramfarten