Gudenåen - Åbro og Åbro Kro


Pramdragere på Gudenåen.


Fire pramdragere. Maleri af Eiler Løndal (1887 - 1971). Maleriet hænger på Silkeborg rådhus


Trækstien langs Gudenåen med angivelse af de forskellige måder prammene blev drevet frem på i 1800-tallet. Tegning: Charlotte Munch


Målebordkort fra 1800-tallet viser den gamle kro. Kort og Matrikelstyrelsen


Hestetrukket pram på op ad Gudenåen mod Silkeborg. Udateret. Foto: Silkeborg Arkiv.


To pramme passerer hinanden på Gudenåen. Tegning af Hans Schmidt, 1887.

Intro

Åbro hører til de ældste broer over Gudenåen. I 1800-tallet var her livlig trafik da prammene lagde til og pramfolkene besøgte Åbro kro

Vi ved ikke, hvornår der blev bygget bro over Gudenåen ved Åbro, men første gang vi hører om broen er i 1443, da vidner på Middelsom herredsting slog fast, at det i mands minde havde været tilladt mænd i Randers og andre uhindret at passere med ”skibe, pramme og både” under broen ved Åbro. Mange vadesteder og broer langs Gudenåen blev naturlige mødesteder for folk på begge sider af åen. Åbro var hjemsted for to årlige markeder, hvor lokalbefolkningen solgte husflidsprodukter, husdyr og andre landbrugsprodukter. I 1800-tallet lagde mange pramme til ved Åbro fordi der her var et ladested og en kro. Her indladede man bl.a. landbrugsprodukter fra bønderne og tømmer fra Frijsenborgskovene.

Åbro Kro havde et særligt ry som et af de ”fugtigste” steder ved åen. Det hed sig, at kroen aldrig var lukket, for når pramfolkene sent på natten gik til køjs, begyndte bøndervognene sydfra at køre ind i krogården. Bønderne, der var på vej til marked og torvehandel i Randers, havde mad med hjemmefra, men skulle til kroen for at få kaffe og brændevin.


For de mange pramfolk, som sejlede og trak prammene frem og tilbage mellem Silkeborg og Randers i 1800-tallet var kroerne langs Gudenåen et helle, et nødvendigt hvilested. En af kroerne på den slidsomme vej var Åbro Kro og den var blandt de såkaldte ”pramdragerkroer”. Til dem hørte også kroerne i Resenbro, Svostrup, Kongensbro og Ans og Hvilested Kro. Her kunne pramfolkene få sig et måltid mad, en dram, slappe af og få ny energi til strabadserne.

Læs mere om pramdragerstien


Hansen, J.C. : Trækstien og pramfarten paa Gudenaa. Fra Viborg Amt. 1936, s.26 – 94 Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. 2012 Trækstien Randers – Silkeborg. Brochure. Skov- og Naturstyrelsen, Søhøjlandet. 2008


1800-tallets pramfart havde sit eget hierarki. Øverst stod de købmænd, som organiserede pramfartens handel, og som måske også ejede nogle pramme. Pramføreren var fartøjets skipper, men kunne også være prammens ejer. Han stod ved roret og styrede prammen, og han skulle kende åen ind og ud for at følge sejlrenden. Som hjælp om bord havde pramføreren i regelen to pramkarle. Deres gøremål var mange. Kunne man gå for sejl, var det deres opgave at trimme sejlene, men de skulle også stage – og i ugunstig vind var stagning deres hovedopgave. Opstod der risiko for grundstødning, måtte pramkarlene med deres stager søge at holde prammen fri, men røg man alligevel på grund, måtte de hoppe i vandet og med deres såkaldte vuppestang søge at vrikke prammen løs. Nederst i hierarkiret var pramdragerne, som var pramfartens proletariat. Deres opgave var simpelthen at trække prammene fra Fladbro vest for Randers til Bjerringbro. Det var et ekstremt hårdt og slidsomt arbejde. Hver mand havde en sele over skulderen og stokke til at stage fremad. Turen gik langs den smalle træksti, smattede og mudrede åbrinker eller undertiden i vand til livet, når de skulle passere render og grøfter, som i pramfartens tidligere fase ikke var brolagte. Når de nåede til Bjerringbro afmønstrede de, og gik tilbage til Randers for at få en ny tur.

Pramdrageren skulle ikke være mange år i erhvervet, før dette slidsomme arbejdes særlige kendetegn – den krumme ryg – blev en del af hans fremtoning.