Gråbrødre Kloster

Gråbrødre Kloster, Fratergården.

Fredet bygning: Gråbrødre Kloster, Gråbrødre Plads 1, Odense. Bygning ud mod Jernbanegade.

Fredet bygning: Gråbrødre Kloster, Gråbrødre Plads 1, Odense. Gården ud mod Jernbanegade.

Døbefont fra Gråbrødre Hospitalskirke i Odense, 1885. Den findes nu på Møntergården i Odense. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Nedfalden hvælvdel med ribbe. I bagrunden ses rester af de kongelige grave i Gråbrødre Kloster

Dobbeltgrav på kirkegården til Gråbrødre Kloster.

De kongelige grave i Gråbrødre Kloster. Arkæologisk undersøgt i 2007

Gråbrødre Kloster

Fredet bygning: Gråbrødre Kloster, Gråbrødre Plads 1, Odense. Stenplade på gavl mod Slotsgade.

Gråbrødre Kloster

mindesten over præsten Emil Koch og statuen af Christian 3. i Fratergården, Gråbrødre Kloster

Mindesten over præsten Emil Koch (1851-1924) i Fratergården, Gråbrødre Kloster. Koch var blandt hovedkræfterne bag opførelsen af Ansgar Kirke.

statue af kong Christian 3 / III i Fratergården, Grådbrødre Kloster, Odense. Statuen blev rejst i 1939 i 400 året for Christian 3.'s oprettelse af Gråbrødre Hospital

Postkort, bruntonet. Gråbrødre Kloster

Gråbrødre Hospitalskirke. Interiør, set mod alteret.

Gråbrødre Hospitals kirke.

Gråbrødre hospitals forstanderbolig, solgt til nedbrydning i 1895. Hvor stien går, er nu Jernbanegade (oplysninger skrevet på billedet i 1908).

Gråbrødre hospitals præstebolig set fra haven.

Munkegangen i Gråbrødre Hospital

Gråbrødre Hospital omkring 1865. Bygningen lå på vestsiden af den nuværende Jernbanegade, nord for den gamle præstegård ved Sankt Gertrudsstræde. Nyere affotografering ved H. Lønborg.

Gråbrødre Klostergård. Hospitalskirken i baggrunden. Doctors Boder

Postkort. Odense. Gråbrødre Kloster.

Gråbrødre Hospital. Dårekisten. På billedet ses 2 mænd stående ved en trillebør. Den ene har en hund i armene.

Detailscanning fra Braunius: Gråbrødre Kloster

Fredet bygning: Gråbrødre Kloster, Gråbrødre Plads 1, Odense. Bygning ud mod Gråbrødre Plads.

Intro

Gråbrødre Kloster blev stiftet i 1279 af kong Erik Klipping, der gav tiggermunkene i franciskanerordenen en del af sin ejendom i byens nordvestlige hjørne. Bygningerne har gennem tiden tjent som kloster, sognekirke, hospital og dåreanstalt.

Døbefonten fra den nedrevne Gråbrødre kirke findes nu på Odense Bys Museer (Se billede af døbefonten på introfanebladet).

Tro og vand hører uløseligt sammen. Jesus anså dåben for at være nødvendig, hvis man ville optages i Guds rige. Rigtig kristen blev man først, når man havde gennemgået et dåbsritual, hvor synderne blev vasket bort.

Vandet – porten til gudernes rige? Boede oldtidens guder under vandet – langt nede i dyndet? Eller var vandet blot porten til gudernes rige? Det er et par af de spørgsmål om vores forfædres tro, som vi aldrig får svar på. Men det er sikkert, at moser, søer og vandløb blev brugt til at ofre alt fra lerkar, våben og redskaber til dyr og mennesker.

På gudernes bud
Tro og ritualer har siden oldtiden formet livet på Fyn. Med håbet om gudernes velvilje har fynboerne sendt gravgaver af sted til de dødes rige, bygget kirker og smykket sig med både thorshamre og kors.

Denne lokalitet er en del af udstillingen 'Fyn - midt i verden', der kan ses på Møntergården i Odense.

Gråbrødre var på H.C. Andersens tid et helt kompleks med kirke, hospital og ”dårekiste” – en anstalt for sindssyge.
Kirken er nu væk - revet ned, efter at Napoleons spanske hjælpetropper hærgende havde forladt den. Men endnu står en del af de gamle bygninger.
Her passede Hans Christians farmor haven, farfaren blev indlagt som galning i hospitalet 1823, og ti år efter døde H.C. Andersens mor dybt alkoholiseret på salen under taget i fattigstiftelsen det såkaldte ”Doctors Boder”.
Det var her H.C. Andersen hørte historier fra de gamle fattige, og her han gøs over de indlagte evnesvage og sindsyge.

Gråbrødre Kloster i Odense blev stiftet på initiativ af den danske konge, Erik Klipping. Han gav i 1279 tiggermunkene i franciskanerordenen en del af sin ejendom i byens nordvestlige hjørne. Her opbyggede munkene de næste mange årtier Gråbrødre Kloster og Klosterkirke. Komplekset stod færdigt i 1343. Selve klosteranlægget bestod – ganske usædvanligt - af to klostergårde, klosterkirken og en kirkegård. Dronningens by I 1504 blev Odense dronninge-residens, da Kong Hans’ dronning Christine tog fast ophold på Næsbyhoved Slot. Hun stiftede bl.a. sit eget clarisserkloster, franciskanernes kvindelige modstykke, i 1519 på sin gård i den nuværende bispegårds have i Klaregade. Dronning Christine sørgede for, at hun selv og hendes familie blev gravsat i fint udsmykkede omgivelser i Gråbrødre Kirkes kor. Både Kong Hans og Kong Christian den Anden og deres familier blev begravet her. Gråbrødre Klosterkirke forsvandt Efter reformationen i 1536 blev gråbrødrenes gods sammen med kirkens øvrige gods, inddraget af kronen. Klosteret blev afviklet over en årrække. Fra 1539 fungerede stedet som byens hospital. Odenses dårekiste, hvor H.C. Andersens sindssyge bedstefader var indlagt og Doktors Boder, hvor hans alkoholiserede mor boede i sine sidste år, lå også i Gråbrødre Kloster. I 1819 blev den gamle klosterkirke revet ned. På området opførte man i 1870-73 den nuværende to-etages Gråbrødre Plads 1. De resterende, gamle klosterbygninger og den nuværende - nye -kirke i østfløjen blev fredet i 1918. Gråbrødre Kloster bliver i dag anvendt som ældreboliger.

Klosteranlægget bestod – ganske usædvanligt - af to klostergårde, klosterkirken og en kirkegård. Kirken dannede klosterets sydfløj og har muligvis indeholdt dele af en kirke fra tiden kort efter grundlæggelsen i 1279, idet der omtales en kirkeindvielse i 1288. Den færdigbyggede kirke stammede dog fra 1300-tallets første halvdel og betegnedes ved indvielsen i 1343 som ”fuldendt”. Det var en toskibet kirke med tresidet afsluttet kor i hovedskibets bredde og i det indre overhvælvet, hoved- og sideskib havde 6 og koret 3 fag hvælvinger. Senere i middelalderen blev kirken udvidet med et nordre sideskib, idet nordmuren blev gennembrudt med arkader, og den udenfor liggende smalle korsgang blev inddraget. Et lille tårn blev opført omkring 1500 i det nordlige hjørne mellem skib og kor, og efter en fornyelse i 1635 blev tårnet forsynet med et slankt spir. Formodentlig da kirken blev sognekirke var der opført et våbenhus på sydsiden.

Der er ved flere lejligheder foretaget arkæologiske undersøgelser på Gråbrødre Plads. I 1982 og 1990 gjorde anlægsarbejder det muligt i flere felter spredt over pladsen at undersøge kirkegården, der har ligget syd for kirken. Man registrerede 500 grave og i 1990 blev kirkegårdens nordgrænse registreret vest for kirken. I 2007 blev bevaringstilstanden af klosterkirkens kor og søndre sideskib samt korets underjordiske kongegrave undersøgt og igen i 2009 blev der undersøgt flere begravelser fra kirkegården Kirkegården var placeret syd og sydvest for klosterkomplekset, og det formodes at den er taget i brug samtidig med klosterets oprettelse og var i brug omtrent frem til starten af 1800-tallet. I 1539 omdannes klosteret til hospital, og det er først ved nedlæggelsen af dette, at kirkegården tages ud af brug. På trods af flere arkæologiske undersøgelser er der endnu ikke gjort fund, som kan vise i hvilket omfang området var bebygget forud for anlæggelsen af klosteret

Fattige i Odense Igennem hele historien har en stor del af befolkningen ikke kunnet klare sig selv. Antallet har i sagens natur svinget med de samtidige konjunkturer, men det anslås, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen til tider har været afhængige af andres hjælp, for at kunne overleve. Fra gammel tid var det primært de nære pårørende, der påtog sig disse forpligtigelser, dvs. familie, naboer, håndværkslav og lignende, men det slog ikke altid til. I en folketælling fra Odense i 1672 angives 650 personer som fattige. Det vil sige, at de var for syge eller gamle til at arbejde. Men tallet dækker ikke over det reelle antal af fattige i byen. Mange havde ifølge folketællingen små jobs som spindere, vaskekoner, syersker, daglejere og lignende, der ofte kun muliggjorde et liv på et absolut eksistensminimum. Folketællingen fra 1672 indikerer altså, at op mod 40 % af Odenses befolkning levede i fattigdom. For byens fattige var sulten en daglig trussel. Boligen kunne være et lille hummer i en ussel gyde eller på et loftsværelse, og kun en lille ydelse fra fattigvæsnet og privat velgørenhed fik tilværelsen til at hænge sammen. Få heldige kunne få plads i en fattigbolig eller en fattiginstitution. Andre blev hjemløse, gik i hundene eller kom på kant med loven og endte på forskellige tvangsanstalter. Byens rige levede derimod et liv i luksus i de store huse langs hovedgaderne. De havde råd til tjenestefolk og uddannelse. Langt de fleste af byens indbyggere levede dog i det jævne lag mellem de to ekstremer. På Møntergården kan du se mere om byens fattige i udstillingen ”Fyn – midt i verden” og besøge udstillingen i den lille fattigstiftelse ”Pernille Lykkes Boder” fra 1617. Du kan læse mere om udstillingerne her: [https://montergarden.dk/udstillinger/ https://montergarden.dk/udstillinger/]