Grundstødning, Rex


Strandet dampskib trækkes fri

Intro

Rex grundstødt 28. august 1910 på Fanø ved Sønderho.

Da. R. Kl. 5t 25m EM. havde passeret et Fyrskib, som antoges for Vyl Fyrskib, i NNV. 1/4 V. i 3 Sm.'s Afstd., sattes Kursen Ø. t. N. efter Graadyb. Omtr. Kl. 6 1/4 EM., da der var udløbet en Distance af 6 Sm. fra Fyrskibet, og der saas Land forude, blev Maskinen stoppet for at lodde, og Roret lagdes haardt Bagbord, men i det samme rørte Skibet Grunden. Maskinen blev kastet "Fuld Kraft bak", og Skibet gik noget agter over men blev saa staaende i ca. 4 m. Vand paa V.-Kysten af Fanø. Forsøg paa at komme flot ved at udføre Varpanker og manøvrere med Maskinen mislykkedes, og d. 30/8 antoges "Svitzers B. E." til Assistance. Efter at omtr. 70 Tons Oljekager var kastet over Bord, blev R. samme Dag Kl. 9½ EM. ved indtrædende Højvande bragt flot og gik ind til Esbjerg.

Blåvand redningsstation kom også i aktion. S. Manøe Hansen: Strandinger og redningsaktioner fra Skallingen til Nymindegab 1852-1975, Esbjerg 1977, skriver: "Der meldtes fra Blåvandshuk fyr, at et skib lå og blussede i retning af Sønderho på Fanø. Dette meldtes til havneingeniøren i Esbjerg, som beordrede, at redningsbåden skulle gå ud straks.
Redningsmandskabet alarmeredes til at give møde, og man besluttede at benytte redningsbåden ved Svenske Knolde. Forinden mandskabet mødte, var der kommet besked om, at Esbjerg redningsbåd var gået ud, og at redningsaktionen kunne indstilles.

Vejr: S, let brise, urolig sø

Markeringen på kortet er ikke den præcise angivelse af stedet for forliset/ulykken – den nøjagtige position kendes ikke.

Kilde: Dansk Søulykkestatistik, 1910


Rex var en norsk damper med hjemsted i Kragerö i Norge. Skibets fører var kaptajn P. Hvoslef. Skibets havde 21 besætningsmedlemmer. Skibet var ladet med sojakager. Skibet var undervejs fra Avonmouth i England til Esbjerg (S. Manøe Hansen: Strandinger og redningsaktioner fra Skallingen til Nymindegab 1852-1975, Esbjerg 1977, oplyser Bristol som afgangssted). Grundstødningen skyldtes fejl ved fyrkending.

Kilde: Dansk Søulykkestatistik, 1910


Link til:

Søulykker i Esbjerg-området
Esbjerg Byhistoriske Arkivs bearbejdming af oplysninger fra Dansk Søulykke-Statistik 1893-1990 med relation til Esbjerg-området.


Dansk Søulykke-Statistik
Digitalisering af Dansk Søulykke-Statistik 1893-1996. Register over forlis og andre ulykker til søs med oplysninger om hændelsesforløb, omkomne m.m.