Grevensvænge

Intro

Grevensvænge er en herregård, der oprindelig er opstået af landsbyen af samme navn. I 1700-tallet blev der fundet to bronzefigurer fra bronzealderen. Disse er i dag udstillet på Nationalmuseet.

Historie

Grevensvænge var oprindelig en landsby af samme navn. Den bestod af to gårde, som lå under kronen.

I 1547 fik lensmanden på Københavns Slot Peder Godske til Lidemark Rønnebæksholm og 6 år senere bl.a. to gårde i Grevensvænge.

Rønnebæksholms næste lensmand Claus Fonthein fik i 1561 det samme to gårde i Grevensvænge.

I 1574 overtog diplomaten Casper Paslick gården. Efter hans død arvede hans søn Claus Grevensvænge. Derefter havde gården forskellige ejere.

Omkring 1640 blev hovedbygning opført.

I 1767 overtog hofapoteker John Gottfried Becker ejendommen. Han tilhørte den kendte apotekerslægt og var gift med en datter af Københavns borgmester og politimester.

Efter igen flere ejerskifter blev gården købt af Benjamin Wolff til Engelholm ved Præstø i 1865.
Han købte gården til sin yngste søn.

I 1875 overtog sønnen gården. Efter overtagelsen begyndte store byggearbejder. Den østre længde
i ladegården blev nedrevet og i 1878 genopført i grundmur. Desuden blev de to sidefløje af bindingsværk fornyet.

Omkring 1900-tallet blev også hovedfløjen ombygget. Husets indre blev moderniseret.
Den gamle rumfordeling og de enkelte værelsers udstyr blev ikke bevaret.

Knud Wolff-Sneedorff, som overtog Grevensvænge i 1931, lod avlsgårdens vestlænge nedrive og erstatte med en stor, grundmuret kostald.

I dag er Grevensvænge ejet af Henrik Eriksen Wolff-Sneedorff.


Bronzefundet fra Grevensvænge

Nationalmuseet er i besiddelse af to små bronzefigurer. Figurerne var indgået til Oldsagkommissionen fra to gamle privatsamlinger, og blev i 1820erne opkøbt af Nationalmuseet.

Dengang havde man dog ingen oplysninger om deres findested. I dag er figurerne dateret til omkring 1000-800 f.O, og stammer fra bronzealderen. De blev fundet ved Grevensvænge nær Næstved i
1700-tallet. Figurerne har en højde på ca. 6 cm, og hører oprindelig en gruppe på seks. I dag er kun
to af dem bevaret.

Den første figur viste en kvinde i bagoverbøjet stilling. Figuren har om livet et kort snørekørt, men er i øvrigt nøgen.

Den anden figur forstilte en mand med hjelm med to horn. Manden ligger på knæ og den venstre arm er bøjet og hånden er trykket mod brystet. Den højre arm mangler. Figuren er fæstet på et bronzestykke, hvorpå der åbenbart har siddet en anden menneskefigur.

I 1950erne dukkede et brev op. Brevet blev skrevet den 2. januar 1779 af en ung norsk teolog Marcus Schnabel til historikeren Gerhard Schøning. Han var på det tidspunkt i Danmark som vikar for den syge pastor Poul Thomsen Wellejus i Herlufmagle. I hans brev oplyser han om ”Grevensvænge-fundet” med beskrivelse og tegning.

Der eksisterer også en anden tegning af bronzefigurerne. Den blev tegnet af bibliotekaren Christian Brandt. Brandt har ikke kendt Schnabel og i hvert fald har arbejdet helt uafhængigt af ham.

Det kunstneriske kvalitet af begge tegninger var det samme, der var kun forskellige gengivelser af enkelthederne.

Figurerne kan ses på Nationalmuseet i deres oldtidsudstilling.