Gravplads fra vikingetiden i Søndergade


Gravgaver fra en kammergrav: Et lille lerkar, en grøn glasperle og en hvæssesten. Fundet er udstillet på Horsens Museum. ©Horsens Museum


Grav med skeletter fra to kvinder. De lå på maven og oven på hinanden. Benene var trukket op og hovederne lå dybest. De har formentligt været bundet på hænder og fødder, da de blev begravet. ©Horsens Museum

Intro

I 1991 gravede arkæologerne på dette sted i Søndergade, fordi kloaknettet skulle omlægges. Arkæologerne fandt en gravplads fra vikingetiden. Der blev fundet grave over en strækning på omkring 100 m i Søndergade. Pladsen har nok også bredt sig udover gadens forløb.

Der blev udgravet 14 grave, de fleste med rester af bevarede skeletter, men gravpladsen har været meget større.

Gravene
De fleste af de døde blev begravet i en trækiste uden nogen særlige gravgaver. Men to grave skilte sig ud. Den ene var en kammergrav, hvilket vil sige et større tømmerbygget gravkammer, der er gravet ned i jorden. Denne grav var en af de få grave, hvori der var gravgaver: Et lille lerkar, en grøn glasperle og en hvæssesten(fundet er udstillet på Horsens Museum ).
Den anden grav har en helt anden historie. I et uregelmæssigt hul lå der to skeletter. De lå på maven og oven på hinanden. Benene var trukket op og hovederne lå dybest. De har formentligt været bundet på hænder og fødder, da de blev begravet. Undersøgelser har vist, at de to døde er kvinder over 35 år. Kvinderne lå ved siden af en mand, der var begravet i en kiste. De to kvinder var måske trælkvinder, der fulgte deres husbond i døden.