Grønhøj


Grønhøj under udgravning.


Lerskeer fundet ved Grønhøj, udstillede på Horsens Museum


Plantegning af kammer og gang. Til højre ses en skitse over gravkamrets placering i selve højen. Tegningen findes i publiceringen af udgravningen i Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1946.


Grønhøj, d. 5.5.2011. Af Anders Horsbøl Nielsen, Horsens Museum.


Imellem gravkammerets store bæresten skimtes tørmuren, der har krævet stor præcision og færdighed at opbygge. Billede fra d. 5.5.2011 af Anders Horsbøl Nielsen, Horsens Museum.


J. J. A Worsaae, som han blev portrætteret i Svenska Familj-Journalen. Artiklen er et mindeord vedrørende hans tidlige død, 1885.

Intro

Jættestuen og dens mange spændende fund har gjort arkæologer klogere på både livet og døden i bondestenalderen - de to ting var måske ikke så adskilt som de er i dag. Den kendte arkæolog, J. J. A. Worsaae, var i sin ungdom med til den første udgravning.

De to udgravninger

Første forsøg på udgravning i 1832 Den nu berømte arkæolog J.J.A. Worsaae, der endnu gik i latinskole, deltog i første forsøg på udgraving af jættestuen. Det var dog 12 udstationerede soldater fra Det Slesvigske Kyrassér-regiment, der udførte det noget beskidte arbejde. Der blev sat en brat stopper for udgravningen, da én af de to store dæksten i gravkammeret styrtede ned. To soldater undgik den med nød og næppe, men stenen kollapsede kammeret og udgravningen blev opgivet. Worsaae skrev om hændelsen i sine erindringer og beskrivelsen passer godt sammen med den tilstand Grønhøj var i, da man lukkede den op igen.
Anden gang var lykkens gang Der skulle gå over 100 år før højen igen blev udgravet. Dette skete i 1940 og blev udført af Nationalmuseet – med bedre held denne gang. Det viste sig nemlig, at højen dækkede over et gravkammer med form som en lille jættestue – ganske som Worsaae beskrev det. Kammeret bestod af to store dæksten, der fungerede som kammerets loft. Disse blev holdt oppe af 8 bæresten.

Udover selve kammeret, fandt man resterne af den fire meter lange indgangstunnel. Højen og terrænet omkring den, viste sig også at gemme på tusindvis af fund, der fik afgørende betydning for opfattelsen af livet og døden i bondestenalderen.

En pænere gravhøj
Man gik igang med udgravningen, fordi Horsens Kommune i 1939 havde planer om at etablere en ny gangsti omkring Bygholm Sø. De store sten på den tilvoksede høj fangede befolkningens opmærksomhed, og kommunen kontaktede derfor Nationalmuseet. Under ledelse af Knud Thorvildsen, udgravede man højen i sommeren 1940. Efter udgravningen blev højen restaureret til, hvad der menes at have været dens oprindelige form. Dette var muligt, da alle de yderste såkaldte randsten og deres murværk var bevarede. Før denne udgravning, havde disse nemlig været skjult af højens muld.


Fund i tusindvis

''Hvornår?'' Højen har været brugt flere gange gennem mange hundrede år. Nederst i gravkammeret fandt man genstande fra, da jættestuen blev taget i brug ca. 3800 f.kr. - altså for over 5200 år siden. Denne periode kaldes også''' Tragtbægerkultur'''. Øverst i kammeret fandt man spor af begravelser fra stenalderens sidste tid, der også kaldes '''Dolktid. '''Denne periode var omkring 2400-1800 f.kr. – lige før bronzealderens begyndelse.'' '' ''En grav uden lig'' I Grønhøj har man fundet et stort antal yderst interessante fund, men alle rester af begravede personer er forsvundet. Dette skyldes ikke gravrøvere, men derimod har de mange tusinde år i kalkfattigt og iltholdigt sandjord simpelthen nedbrudt knoglerne. '' Et puslespil med 7000 dele'' De mest talrige fund blev gjort i form af keramik. I alt fandt man hele 7000 skår! De fleste blev fundet udenfor højen under en bunke sten. 2000 af skårene var smukt dekorerede med striber og hulmønstre - næppe det service, der blev brugt til hverdag! Inde i gravkammerets nederste (og dermed ældste) lag, fandt man 5 hele og ét smuldret lerkar. To af dem var '''tragtbægre''', der har navn efter deres tragtformede hals. På grund af deres meget karakteristiske udseende, har de lagt navn til denne tidsperiode. ''Flint og rav som gravgaver'' I gravkammerets nederste og ældste lag, fandt man også nogle flintknive, to ravperler og en såkaldt '''tyknakket flintøkse. '''I det øverste og dermed yngste lag, fandtes spidsen af en flintdolk, resterne af et lille lerkar og nogle små, fint tilhuggede pilespidser. ''De to skeer'' '''"De største og smukkeste, der nogensinde er fremgravet."''' Sådan beskrev lederen af udgravningen, Knud Thorvildsen, de to lerskeer man fandt tæt ved højens indgang. Den største ske er 18 cm. bred og er dekoreret med trådmønster. Den anden ske er udsmykket med et fint solmotiv, der måske fortæller noget om en stigende tendens til dyrkning af solguder i bondestenalderen. Begge er ca. 5000 år gamle og dermed fra højens ældste brugsperiode. Skeerne og de samlede lerkar kan i dag ses på Horsens Museum.

Gaver til forfædre og guder

De dødes hjem I bondestenalderen troede man, at forfædrenes ånder ikke forlod det jordiske liv efter døden, men tog bolig i gravhøjene. Det står stadigvæk ikke fuldstændig klart, hvilken rolle keramikken præcist har spillet i begravelsesritualet. Én mulighed er, at keramikken er blevet anbragt ved højens indgang som en ofring til forfædrenes ånder. De fleste potteskår findes nemlig lige omkring højens åbning.

Et enestående fund!
At finde et stort antal keramikskår ved jættestuer er ikke ualmindeligt. Men det, der gør Grønhøj-fundet så specielt er, at man for første gang i Danmarkshistorien kunne se en klar forbindelse mellem gravlæggelserne inde i højen og ofringerne udenfor. Ornamentikken (dvs. dekorationen) på lerkarrene udenfor højen, var nemlig af selv samme type som på karrene inde i gravhøjen. Man kunne hermed se, at de var fra samme tidsperiode.
En ny kult? Der gjort lignende fund omkring andre gravhøje fra samme periode. Skikken med at ofre lersager (der også kunne indeholde mad) foran indgangen til forfædrenes hjem, har sandsynligvis været almindelig. Bondestenalderen er, ligesom bronzealderen, kendt for at have den livgivende sol som centrum i deres mytologiske verden. Den ene af lerskeerne bærer et solmotiv - noget som muligvis afspejler den voksende nye kult fra Sydeuropa.

Hvorfor hedder det en jættestue? Navnet har ikke noget med stenalderens trosverden at gøre. Men fordi gravene i yngre stenalder skulle have plads til flere lig og deres offergaver, blev kamrene bygget store og rummelige. Det var derfor, at man senere i udbredt folketro mente, at de store, mystiske høje havde været bygget og beboet af jætter. Hvem har ellers kunne flytte de kæmpestore sten, som kamrene blev bygget af?


Bygning og opbygning

Hvad er en jættestue?
Grønhøj er en jættestue, som er ca. 3 meter høj og 25 meter i diameter. Denne type gravhøj består af et stenbygget kammer med en gang, der er blevet dækket af en jordhøj. Typisk er der lagt store sten udenom højen for at holde på jorden, men nok også for at få den til at fremstå mere imponerende. Disse kaldes randsten og der findes hele 60 af disse udenom Grønhøj.

Murværk uden mørtel
Imellem randstenene og kammerets bæresten er der bygget tørmur, der består af meget mindre og fliselignende sten. Dette imponerende murerarbejde har krævet utrolig præcision og tekniske færdigheder. Det er nemlig stenenes form, vægt og placering alene, der holder det hele på plads. Der er derfor tale om arbejdere, der har mestret et yderst specialiseret håndværk.

Tørmurenes vigtigste funktion var at holde gravkammeret tæt og tørt. Der blev derfor også lagt en flintpakning udenom bærestenene og tørmuen, der skulle lede regnvand væk.

En kæmpe byggeplads
Det har krævet enorme ressourcer og timevis af planlægning at bygge en høj af denne størrelse. Man mener, at bærestenene til gravkammeret og gangen samt de 60 randsten, er blevet flyttet ved at rulle dem på træstammer. Alene de to sten, der fungerer som kammerets loft, vejer mellem 10 og 20 tons!

Flytningen af stenene og selvfølgelig gravning af jord til højen, har sat hundredevis af mennesker i arbejde. Derfor har det sandsynligvis ikke været hvem som helst, der er blevet stedt til hvile i disse enorme grave.


J. J. A. Worsaae - Hvem var det?

Under de to udgravninger blev J. J. A. Worsaae nævnt som en af deltagerne. Faktisk er han nævnt som ”den berømte arkæolog”, hvilket i den grad også er berettiget, men det er måske ikke mange der uden for museumsverdenen kender Worsaae og hans bedrifter inden for arkæologien. ''Den spæde start'' Født i 1821, Vejle, som søn af amtsforvalter Jens Worsaae, en bondesøn fra Vendsyssel, og Margrethe Elisabeth Berthelsen, en præstedatter fra Thy. Jens Jacob Asmussen Worsaae blev født som den femte i en søskendeflok af 11, og viste hurtigt en livlig fantasi og en udmærket hukommelse. I 1834 begyndte han på Horsens Lærde skole, men allerede i 1836 blev han overflyttet til Borgerdydskolen i København, hvor han to år efter blev student. Det var allerede i denne tidlige periode at Worsaae vise en omfattende interesse for arkæologiske emner, og det var, som skrevet tidligere, i 1835 at den kun 14-årige Worssae ledsagede Oberst Høegh-Guldberg ved den første udgravning af Grønhøj. Afslutningen af gravningen beskrives således fra hans egne skriverier: ”… thi i samme øieblik styrtede den umaadelige Overligger ned i Kamret med stærkt Brag og efterladende sig en tyk Støvsky. Til vor Sorg var Udgravningen dermed afsluttet”. ''En kritisk ung mand'' Worsaae har udmærket sig igennem den arkæologiske historie ved at være en af fædrene til den arkæologiske kritik. Han vandt tidligt i karrieren akademiske sejre over ældre lærde mænd inden for fagområdet. Særligt hans argumentation over, at bestemt moselig med sikkerhed ikke var liget efter ”Dronning Gunhilde”, og at en runeaflæsning af nogle naturlige klippeformationer i Sverige ikke havde nogen gang på jorden, var med til at cementere den unges Worsaaes plads i datidens akademiske miljøer. Som 26 årig blev Worsaae inspektør for den nyligt oprettede afdeling for antikvariske mindesmærker i Danmark, hvilket vidner om en arkæologisk komet-karriere der bragte Worsaae omkring de største kulturhistoriske positioner i sin tid, samt professorater på Københavns universitet. Worsaae var som aktiv inde over de største arkæologiske fund i sin tid; Ertebølle-køkkenmøddingerne, optegnelserne af oldtidsmindesmærker i Danmark samt et gennemgribende arbejde med vikingetiden i bl.a. Danmark og Irland, for bare at nævne et par stykker. ''Worsaaes arv '' Denne aktivitet og konstante kritiske overvågenhed har været med til at cementere Worsaaes arv i Danmarkshistorien, og specielt inden for den museale og arkæologiske verden, efter hans tidlige død i 1885. Dog er han ikke fejlfri, og hans forskning i specielt vikingetiden vidner om et stærkt nationalistisk præg. Dette præg vidner dog om, at han var barn af sin tid og de stærke nationale rødder der blev skabt i 1800’ tallet.