Generalgården


©Horsens Museum


Jacob von Flindt (1768-1842). ©Horsens Museum

Intro

Bygningen i Smedegade 91, startede som tobaksvirksomhed og forarbejdede tobaksplanter fra markerne omkring Horsens by. Bygningen fik senere navnet Generalgården efter den meget populære generalløjtnant Jacob von Flint, der boede i bygningen mellem 1823 og 1842. Bygningen er i dag fredet.

Tobaksindustrien

Tobaksindustrien i Horsens
Tobaksindustrien i Horsens startede i det små i 1688, hvor tobaksspinder Levin Berind købte en bygning i Lille Smedegade og omdannede den til tobaksspinderi. Efterhånden som tobakken blev mere udbredt steg antallet af fremstillingsvirksomheder også, og i 1739 var der tre i Horsens. Tilsammen forarbejdede de tre ca. 1500 kg tobak om året. Tobaksplanterne blev avlet på markerne omkring Horsens By, dvs. Sundmarken, Langmarken og Priorsløkke. I løbet af ganske få år blev avlen så omfattende, at der var nok til flere tusinde kilo. Selv om antallet af tobaksvirksomheder omkring år 1800 var reduceret til én, nemlig Mads Bønnelyckes, så var produktionen, der foregik i Søndergade 24 steget til 45.000 kg tobak om året.
I 1816 kunne Mads Bønnelycke opføre dette prægtige hus, der på næsten alle punkter overgik andre af tidens byggerier i Horsens.

Tobak- en vane der hang ved
Byggeriet var noget af en bedrift og meget bemærkelsesværdigt, ikke mindst når man tager med i overvejelserne, at Danmark i begyndelsen af 1800-tallet var i knæ. Landet havde været på det tabende hold i Napoleonskrigene, Norge blev tabt, og landet gik statsbankerot 1813. Men som det gælder til alle tider, så er der bare nogle vaner, som man ikke kan lægge fra sig krise eller ej. En af dem var allerede i 1800-tallet tobakken.