Gavnø


Gavnø. Gavnø

Intro

Herregården Gavnø ligger på en ø ved Karrebæksminde Fjord. I middelalderen var Gavnø et nonnekloster. Efter reformationen overtog kongen ejendommen. I 1584 byttede Frederik den Anden den bort til adelsmanden Hans Lindenov...

Herregården Gavnø ligger på en ø ved Karrebæksminde Fjord. I middelalderen var Gavnø et nonnekloster. Efter reformationen overtog kongen ejendommen. I 1584 byttede Frederik den Anden den bort til adelsmanden Hans Lindenov. I 1682 blev Gavnø ved en ny byttehandel Knud Thotts, og siden har godset tilhørt slægten Thott og Reedtz-Thott. 1809-1922 var Gavnø baroni. Hovedbygningen rummer rester af det middelalderlige kloster. Det meste er dog opført under slægten Lindenov omkring 1600. 1755-58 blev bygningen ombygget og forhøjet af Otto Thott. ''Tapetseret med adelsportrætter'' Det var moderne at være samler blandt kongelige og fornemme adelsmænd i 1700-tallet, men få drev det så vidt som adelsmanden Otto Thott. Gennem et langt liv var han både højtstående embedsmand og storgodsejer, men ikke mindst var han lidenskabelig samler. Hans bogsamling nåede op på ufattelige 138.000 bind. Det Kongelige Bibliotek fik efter hans død en væsentlig del, herunder mange middelalderlige håndskrifter. Thott samlede også på malerier. En del af samlingen blev solgt på auktion i 1976 for at dække arveafgift. Væggene er dog stadig tapetseret med malerier i mange rum. Gavnø rummer den største samling adelsportrætter på nogen dansk herregård og de ældste portrætmalerier i Norden.