Galgebakken i Ribe Plantage
Galgebakken, som området ser ud i dag ved Ribe Plantage. Foto: Charlotte Lindhardt, 2005. Esbjerg Kommune
Intro
Hvor de lyse løvtræer i dag byder indenfor i Ribe Plantage, henrettede man engang forbrydere og hekse. Her døde heksen Maren Spliids i 1641, og i 1844 halshuggede skarpretteren morderen Andreas Andersen Storgaard.
En henrettelse på Galgebakken
Landets eneste officielle skarpretter var rejst til Ribe for at hugge hovedet af Andreas Andersen Storgaard om formiddagen den 26. januar i 1844. Halshugningen foregik med økse; sværdet blev kun brugt til fine personer. Borgervæbningen slog kreds om højen, borgmesteren læste dommen højt, og en præst sagde nogle trøstende ord til den anklagede. Henrettelsen kunne begynde, og Storgaard trak selv sin trøje af og lagde hovedet på blokken.
Skarpretteren havde dog ikke gjort sit arbejde godt nok, for blokken, som hovedet skulle hvile på, var for lille til Storgaards kraftige krop, og det løse sand gav efter for øksehuggene. Efter to hug måtte skarpretteren nærmest skære hovedet fra kroppen.
Byen var i oprør, og Ribe Stifts-Tidende udtrykte harme og afsky over den brutale henrettelse. De skrev dog, at allerede det første hug havde været dødeligt. Siden blev galgen ikke brugt. Den forfaldt, og materialerne blev i 1893 solgt på auktion for fem rigsdaler.
Det tilfældige rovmord
I december 1842 havde forbipasserende fundet liget af den 60-årige Anders Vad fra Tjæreby i en grøft nord for Ribe. Hans ansigt var stærkt forslået, og tindingen knust. På mordstedet fandtes spor efter en træsko. Anders Vad havde været ovre på øen Föhr for at tærske, og han havde tjent en lille sum penge. På hjemvejen fulgtes han med den noget yngre Andreas Andersen Storgaard fra Mors.
Storgaard blev opsporet, og da formen på hans træsko passede med sporene på gerningsstedet, blev han anholdt. I begyndelsen nægtede Storgaard alt. Senere ændrede han forklaring og fortalte, at Vad havde drillet ham. Storgaard var blevet hidsig og havde sparket Vad i hovedet og slået ham tre gange med sin stok. Storgaard stak efterfølgende af, men vendte lidt efter tilbage og opdagede, at Vad var død. Storgaard tog de værdier, han fandt på liget, og drog bort.
Dommen
Andreas Andersen Storgaard kom under "den lovbefalede religionspåvirkning", og han gav nu en ny forklaring. Han tilstod at have begået mordet med fuldt overlæg, fordi han især var interesseret i Vads lommeur. Den 20. december 1843 blev Storgaard idømt dødsstraf, og hans lig skulle parteres og lægges på hjul og stejle.
Senere blev dommen formildet, så hjul og stejle bortfaldt. Derved mistede skarpretteren 12 rigsdaler i indtægt. Hjul og stejle blev anskuet som en af de mest vanærende straffe. Den mest kendte person, hvis krop blev sat på hjul og stejle, var Christian VII's livlæge, Johan Friedrich Struensee, der blev henrettet i 1772 for bl.a. landsforræderi.
Dødsstraffen blev ophævet ved lov i 1978. Da de sidste henrettelser fandt sted i forbindelse med retsopgøret efter Besættelsen 1940-1945, havde den dog ikke været anvendt siden 1892.
Hvad kostede en skarpretter?
Da Andreas Andersen Storgaard blev henrettet i 1844, havde byen ikke længere egen skarpretter. Derfor måtte man hidkalde landets eneste officielle skarpretter til at udføre arbejdet på Galgebakken. Men indtil knap 100 år forinden, havde Ribe haft sin egen skarpretter.
Om Ribes egen sidste bøddel ved vi, at han hed Gotfried Gutschlag og døde i 1746. Den næstsidste skarpretter i Ribe hed Vitus Wagener, og han var skarpretter fra 1713 til sin død i 1745. Han modtog en fast løn for at holde Torvet og Skibbroen rent, og dertil havde han en lille fribolig i et hus i den sydlige ende af Præstegade.Der var faste priser for at udføre skarpretterarbejde. Fra magistraten i Ribe findes en instruks dateret 30. august 1731, som viser tariffen:
10 rigsdaler for at hugge et hoved af med sværd (dette var forbeholdt finere folk)
8 rigsdaler for at hugge et hoved af med økse (menigmand blev næsten altid henrettet med økse)
4 rigsdaler for hugge en hånd af (dette skete som regel for tyve og røvere)
4 rigsdaler for at sætte en hånd og et hoved på stejle
12 rigsdaler for at partere en hel krop og sætte den på stejle
10 rigsdaler for en hængning
4 rigsdaler for at nedtage liget
Henrettelsens historie i Danmark
Dødsstraffen kendes siden middelalderen, hvor tyverier for mere end ½ mark blev straffet med hængning. En af de hårdeste straffe havde tidligere været fredløshed, hvor den fredløse kunne slås ihjel af enhver fri mand, som fandt ham. Dødsstraf og anden legemsstraf, fx afhugning af legemsdele, vandt frem i 1500-tallet, og det er også her, fængslerne begynder at vinde indpas.
Med kirkens indflydelse voksede den holdning, at hårde straffe på jorden var med til at mildne Guds vrede over menneskernes dårlige handlinger. Hvis man straffede gerningsmændene hårdt, ville Gud ikke hjemsøge menneskene med krig, pest og andre ulykker.
Med Danske Lov af 1683 afstraffes dødsstraffen for tyveri, men den blev midlertidigt genindført i perioden 1690-1771. Dødsstraf var stadig en almindelig dom for drab, og den kunne udføres på flere måder. Det almindelige var halshugning, som fra 1791 altid foregik ved økse. Derudover kunne man blive brændt på bålet; det var den almindelige straf for hekseri og trolddom. Man kunne også druknes, blive levende begravet, radbrækkes eller på anden måde lemlæstes før den egentlige henrettelse. Desuden kunne man få hugget legemsdele af (ører, fingre og hænder).
En anden grusom henrettelsesform var knibning med gloende tænger, den blev indført i 1697. En mere almindelig straf, som ikke medførte døden, var kagstrygning, hvor lovovertræderen blev bundet til en pæl og pisket. Hvis der var tale om en tyv, blev han eller hun også ofte brændemærket (tyvsmærket).
Omkring år 1800 blev straffene anset for at være forældede. Oplysningstiden medførte en kritik af forholdene i fængslerne, af de hårde legemsstraffe og af dødsstraffen. Der skete enkelte reformer, hvorefter kagstrygning og brændemærkning ikke mere blev anvendt. Straffeloven af 1866 indførte øget brug af bøder og frihedsstraffe. Legemsstraffe blev næsten kun brugt overfor tyvagtige børn og unge, hvor der typisk var tale om pisk med ris og rotting (spanskrør). Det blev dog også senere afskaffet.
Dødsstraffen blev opretholdt, men blev mere og mere sjælden. Mellem 1866 og 1892 blev der kun foretaget fire henrettelser, og normalt anser man 1892 som året for den sidste henrettelse i Danmark. Den henrettede var Jens Nielsen, som havde forsøgt at slå en fængselsbetjent ihjel.
Efter Befrielsen 5. maj 1945 blev dødsstraffen genindført ved en særlov som straf for landssvigere, værnemagere og andre, som havde begået forbrydelser mod danskere og den danske stat under Besættelsen. Dødsstraffen blev endeligt ophævet ved lov i 1978.