Fæstegård til Nørholm
Første side i fæstebrevet, som fæster Christen Nielsen til Nørholm Gods i 1781
Matriklen, hvor Chr. Nielsens fæstegård lå i 1781.
Bag hegnet i krydset mellem Skonagervej og Karlsgårde Søvej lå Chr. Nielsens fæstegård under Nørholm - Lunderup.
Crh. Nielsens fæstegård fra Skonager som den ligger ved Skonagervej, efter udskiftningen i 1795.
Intro
Fæstegårdene var grundlaget for driften på Nørholm Gods. Chr. Nielsen blev fæstebonde i 1781, overtog en gård i Skonager og fik en enke med i købet.
Fæstebonde At fæste er at have brugsret over jorden. Godsejeren, der ejede jorden, kunne på bortfæste en gård til gengæld for afgifter som hoveri (arbejde) og landgilde (skat). Fra 1600-tallet og frem var så godt som alle gårde fæstegårde. Fæstebønderne var altså underlagt jordejerne – men omvendt fulgte der også rettigheder med i fæstet, for eksempel at godsejeren ikke blot kunne nedlægge gårde og selv overtage driften af jorden.
Fæstebrev fra 1781
På sognearkivet i Næsbjerg ligger et gulnet fæstebrev. De første linier lyder: "Gjør vitterlig, at jeg Christen Nielsen, barnfød i Biltoft, Nessbjerg Sogn, har stedd og fæstet, ligesom jeg [Andreas Charles Teilmann] og herved til ham stedder og fæster den Gaard i Skonager, som Jens Andersen, hvis enke ægtes af Fæsteren, sidst har beboet..."
Med nutidens ord: Chr. Nielsen overtog ikke blot mod betaling livsvarigt fæste af gården, der dengang lå i Skonager by hvor Skonagervej og Karlsgårde Søvej krydser hinanden. Han overtog den tidligere bonde Jens Andersens enke. Om Christen Nielsen selv står der på forsiden af fæstebrevet, at han i 1780-81 tjente som landsoldat, no. 29 under det Slesvigske Regiment Infanteri 2den Afdeling.
Chr. Nielsen pligter som fæstebonde
For at overtage gården skulle fæstebonden Chr. Nielsen betale godsejeren 13 rigsdaler og 2 mark. Dertil skulle han årligt betale landgilde (afgift) i form af 5 skæpper (90 liter) rug, 6 skæpper (108 liter) byg foruden 2 rigsdaler, 2 mark og 12 skilling. Han skulle desuden gøre hoveri på Lunderup (der var en del af Nørholm Gods). Dvs. at Chr. Nielsens gård skulle stille med en mand eller kvinde i alt 8 pløjedage, 19 spænddage og 48 gangdage årligt.
En pløjedag blev regnet som at en karl og en dreng mødte med en duelig plov forspændt med fire duelige heste. De skulle pløje 7,5 tønder land pr. dag. På spænddage skulle en køresvend møde med vogn eller harve forspændt to heste. Der skulle bl.a. køres med hø, korn, madvarer, møg eller byggematerialer. Var det mursten, der var på vognen, var et læs lig med 150 mursten. På gang-dage skulle en karl eller pige fra gården møde op til hoveriarbejde. En gang-dags arbejde kunne være at høste en tønder land, eller at skære 1600 klyner (mosetørv).
Desuden skulle fæstebonden være en del af et slags katastrofeberedskab. Han skulle hjælpe ved evt. brand og efterfølgende genopbygning på Lunderup eller en af godsets gårde, eller hjælpe med hø- og kornbjergning, hvis der var tegn på oversvømmelse.
Stavnsbånd Da Chr. Nielsen overtog fæstet på gården, fandtes 'stavnsbåndet'. Stavnsbåndet var, kort fortalt, en ’kriselovgivning’, der blev indført i 1733, fordi især sjællandske godsejere under 1730-ernes økonomiske krise havde svært ved at finde fæstebønder til at overtage ledige gårde. Det var også svært for godsejeren at få de unge mænd til at stille som soldat. Mange bønder var naturligvis utilfredse med loven, og gjorde hvad de kunne for at omgå den. I store dele af Syd- og Vestjylland virkede stavnsbåndet derfor ikke så godt. Mange drenge under 14 år stak af. Også de unge mænd over 14 tog til fyrstedømmerne i Nordtyskland, eller stod til søs til Holland og England. Hvis de vendte tilbage, bosatte de sig på øerne, for at undgå at blive udskrevet som landsoldat. Helt galt var det i Børsmose (vest for Oksbøl) i 1737, hvor der på 10 ejendomme kun var en eneste ung karl!
Stavnsbåndets ordlyd I stavnsbåndsforordningen af 4. februar 1733 stod der: ”Ingen bondekarl må give sig fra det gods, hvor han er født, så længe hans husbonde kan skaffe ham tjeneste, medmindre han er over de til enrolleringen ansatte år, eller sin tid ved land militsen rigtig har udtjent. Men når han derfra har erholdet sin afsked, som ham uden nogen slags betaling meddeles, må han sin husbonde tjenesten lovlig opsige, og derefter kan han siden tage tjeneste i landet, hvor han selv vil. Undtagen han er af de gamle vornede eller har firsiddet sin gård. Men i andre tilfælde må den ikke nægtes ham”. Alle drenge fra deres fyldte 14. år til deres fyldte 36. år var omfattet af lovens bestemmelser. Flere gange blev stavnsbåndet strammet. I 1742 blev det udstrakt til at gælde alle mænd mellem 9 og 40 år, og i 1764 blev drenge på 4 år også omfattet af loven. I 1788 blev det besluttet at ophæve loven med virkning fra år 1800.
I 1795 blev gårdene udskiftet. Det betyder, at deres jord blev samlet på en eller to matrikler. For at få plads til jorden omkring gårdene i Skonager, flyttede Chr. Nielsens gård. Gården adresse hedder i dag Skonagervej 4.
Udskiftningen I sidste halvdel af 1700-tallet frem til 1814 blev der vedtaget en masse landbrugsreformer i Danmark. De skulle gøre landbruget mere effektivt. Før reformerne blev små jordlodder dyrket i fællesskab af bønderne i en landsby. Reformerne om udskiftning betød, at man skulle opgive den fælles drift. I stedet skulle man samle al gårdens jord. Jo tættere på gården, jorden kom til at ligge, jo mere effektivt blev landbruget. Mange steder flyttede man en eller flere gårde væk fra landsbyen – så der blev plads til, at man kunne have et stort område med marker omkring sig. En udflyttergård er altså en gård, der blev flyttet væk fra landsbyen og ud til sine samlede jorde. Udskiftningen tog for alvor fat efter 1792, hvor godsejerne fik lov til at lægge udgifterne til det over på fæstebønderne. Udskiftningen gjorde, at bønderne blev mere individuelle. De måtte nu selv tage valg om afgrøder og driftsform. Sammen med nye skole-love betød det starten på det moderne landbrug.
Mellem 1861 og 1879 blev de fleste af fæstegårdene under Nørholm frikøbt af bønderne. Chr. Nielsens gård blev frikøbt i 1877.