Færgen ved Hadsund
Hadsundfærgen kort før den blev afløst af den første Hadsundbro.
Intro
Længe før Hadsund eksisterede som by var der på stedet en færgeforbindelse, der forbandt Hobro-Aalborg landevej med landevejene syd for fjorden mod Randers og Mariager. Oprindeligt var det en rofærge, men fra 1855 indsattes en trækfærge. Færgen fungerede indtil 1904.
Siden middelalderen har der været færgeri over Mariager Fjord ved Hadsund, hvor fjorden er smallest. Færgeriets primære formål var dengang at forbinde hærstræderne på begge sider af fjorden.
Færgeriet var oprindeligt kongelig gods, men solgtes i 1500-årene til Jakob Seefeldt til Visborggård, der degang også var lensmand på Mariager Kloster. Med besiddelser på begge sider af fjorden, var det naturligt, at han havde en speciel interesse i overfarten, der dengang var hjemmehørende på fjordens sydside.
I 1772 flyttedes færgestedet fra fjordens sydside til nordsiden, omtrent der, hvor Hadsund-broen er nu. Den 17.februar 1781 fik toldkontrollør Michael Christensen Qvotrup, som den første, privilegium både på færgeri og gæstgiveri. Michael Qvotrup døde i 1797, og ved præsten Peter Wagaards mellemkomst købte Jens Alb. Wested stedet, som han drev med sine sønner som færgekarle.
I 1811 fik Wested lov til at forhøje taksten indtil 1 år efter krigens ophør, mod at han holdt en færgekarl med jolle på fjorden sydside. I krigstid var det altså stadig vigtigt, at man altid kunne sættes over fjorden uden længere ventetid.
I 1810 var der etableret vaser lidt vest for det ældste færgested, og man planlagde at bygge brohoveder af sten. P.g.a. statsbankerotten 1813 skete der dog intet.
Jens Wested overdrog færgeriet til sin søn, skipper Jesper Michael Wested, der den 4. september 1827 fik privilegium på færgeriet. Og nu var tiden endelig inde til den første store udvidelse af færgelejet.
Allerede i 1810 havde godsejer Thygesen på Dalsgård foræret en eng til amtet, for at der kunne bygges en bedre vej/vase ud til broen.
Vejen blev lavet efter tegning af kommandør Løvenørn, København, der dog også mente, at anlæggelsen af en stenbro var nødvendig bl.a. af hensyn til militær transport. Som det var dengang, måtte passagerer med møje hoppe fra sten til sten med al deres gods, og vogne måtte køre gennem vandet for at nå ud til færgen.
Brohovedet var færdigt sommeren 1828 og rakte 25 alen ud i fjorden, var 24 1/4 alen bredt, bygget af kampesten og omgivet af 31 egepæle, for at forhindre at færgen knustes mod stenene. Broen var 4 alen høj mod vandet og 2 alen højere mod land, så der både kunne lægges til ved høj- og lavvande .
Udover færgemanden og hans husholdning boede her dengang kun en halv snes familier ved Hadsund, der ernærede sig af landbrug eller som daglejere. Der var altså ikke antydning af en bydannelse.
I året 1838 blev der givet tilladelse til at afholde markeder her ved færgestedet. 1830'erne var starten på den for bønderne meget gunstige kornsalgsperiode, og i 1850'erne udskibedes hvert år op til 40.000 tdr. korn. Markederne bragte færgeriet ekstra indtægter, men også en forøget belastning.
Da Hadsund så i 1854 fik sit handelsprivilegium, var det klart for alle, at færgestedet var for ringe til at bære den voksende trafik, der ville følge af den forøgede handel på stedet.
Omvæltningerne var for store for den nu 66årige Jesper Wested, der solgte sit færgeri og gæstgiveri til købmand, konsul Søren Sørensen i Hobro.
Efter købet af færgestedet i 1855 havde konsul Sørensen flere års tovtrækkeri med amt og stat om hvem, der skulle istandsætte og vedligeholde de stærkt forfaldne færgebroer, og på hvilke vilkår han skulle overtage færgeriet. Striden stod bl.a. om en eng, som amtet ville reservere sig til et påtænkt byggeri af bro over fjorden. Der skulle dog komme til at gå endnu næsten 50 år før broen rent faktisk blev bygget.
I 1858 indgik man forlig. For et engangsbeløb à 300 rdl. fra Randers Amt istandsatte konsul Sørensen den sydlige bro med nyt bolværk. Han anskaffede en ny og større færge og etablerede et træktov mellem færgebroerne, reparerede den nordlige bro og påtog sig al vedligeholdelse af broer, færge og vanddybde ved broerne. Til gengæld overdroges færgeprivilegiet til konsul Sørensens søn, Lauritz Boldt Sørensen, der derefter blev ejer af færge og kro.
Trækfærgen fungerede frem til indvielsen af den første Hadsundbro i december 1904.
Lise Andersen: "Foreningsliv i Hadsund", Hadsund 1994
Lise Andersen, Heino Wessel Hansen og Erling Gammelmark: "Hadsund - en by bliver til", Hadsund 2004.