Fuglebjerggård
Fuglebjerggård, hovedbygning fra gårdsplads
Intro
Fuglebjerggård, en restaureret landsbyhovedgård fra middelalderen.
Fuglebjerggård er en gammel hovedgård/sædegård nævnt første gang i 1390. Gården er opstået ved erhvervelse af nogle andre gårde i den da eksisterende landsby Fuglebjerg. Gården voksede ikke i de efterfølgende år til samme størrelse som så mange andre hovedgårde fra den tidsperiode, dels på grund af, at gården i mange år af dens eksistens i den grad har været en del af et større gods, og dels at gårdens tilliggende ikke var tilstrækkeligt til at hævde dens rettigheder som sæde- eller hovedgård.
Desværre er der ikke noget tilbage af de ældre bygninger.
For de nuværende bygningers vedkommende kan nævnes, at den nuværende hovedbygning er opført i 1857 ved arkitekten Henning Wolf. Denne bygning er i ét stokværk med høj kælder og et højt gennemgående midterparti i to stokværk, midterpartiet er udsmykket med en renæsanceforsiring omkring hoveddøren, indeholdende bl.a. det Neergaardske våben, udført i sandsten. Ligeledes er der påsat pilastre på hele bygningen, både til gård- og haveside, disse pilastre er støbt i beton og er med en ganske enkelt og smuk pompejansk udsmykning, der falder godt ind i billedet af den beskedne hovedbygning.
Hvorledes Fuglebjerggård har set ud tidligere vides ikke, der findes dog en enkelt beskrivelse fra 1755, der fortæller lidt om gården. Heri fortælles det, at borggården bestod af tre teglhængte fløje af murværk og bindingsværk, og ladegården bestod ligeledes af tre længer, hvoraf dog kun laden havde murede tavl og tegltag. Alle bygningerne var tydeligvis af ældre dato, men dog med nyere istandsættelser, for der fandtes både gammeldags blyindfattede vinduer og de mere moderne engelske.
Der er ikke offentlig adgang.
Faktisk kendes hele gårdens ejerrække, der begyndte med Knud Nielsen Dyre. Slægten Dyre var en temmelig vidtforgrenet slæt og ikke mindre end 6 generationer var i besiddelse af Fuglebjerggård i tidsrummet fra cirka 1390 til 1469. Også herefter var gården ejet af kendte adelslægter. Det blev Anders Jensen Passov der arvede Fuglebjerggård, og derefter arvede en datter, Anne Passov, gården. Hun var først gift med Axel Walkendorff og derefter med Jørgen Marsvin, det blev sønnen af første ægteskab Erik Walkendorff, der arvede gården. Han efterlod sig en uægte søn Herluf Eriksen "Walkendorff" som overtog gården, derefter var det en søn Christoffer Herlufsen og derefter dennes broder Erik Herlufsen, som senere overlod gården til sønnen Herluf Eriksen, som besad gården fra ca. 1670 til 1680. Herefter blev den købt af Niels Mund til Rønnebæksholm, som efter hans død blev købt af Karsten Jensen Helmerskov som beholdt gården til 1701, hvorefter Fuglebjerggård blev overtaget af Matthias von Numsen til Saltø, som dog ikke beholdt gården længe, men solgte den i 1705 til Peter baron af Rodsten. Derefter overtog Hector Gottfried Masius i 1706 gården, og efter hans død overgik den til den adlede søn Christian Masius von der Maase, som solgte den i 1721 til Johan Thomasøn Neergaard. Carl Adolph von Plessen overtog dog allerede gården 1724, hvorefter tre generationer af denne slægt var i besiddelse af Fuglebjerggård. I 1795 blev gården overtaget af Ludvig Johan Grandjean, som dog solgte den videre allerede i 1798 til Peder Rützov der i 1805 solgte Fuglebjerggård til Peter Johansen de Neergaard, hvorefter hans slægt besad gården i 7 generationer indtil 2005.
Fuglebjerggård blev da overtaget af Andreas Hastrup, som siden har ladet foretage en gennemgribende restaurering og renovering af hele komplekset. I 2012 købte Bart Wagenvoort Fuglebjerggård.