Frisenvold Laksegård


Frisenvold Laksegård i Gudenåen.


Oversigt over Fisenvold Laksegård med den mindre sydlige kanal fra 1830'erne, som sikrede kågees fri passage på Gudenåen.

Intro

Laksegårde i Gudenåen er et levn fra en tid, hvor man kunne leve af at fange laks i åen. Frisenvold Laksegård, som lå mellem Langå og Randers, var den sidste af sin slags. Den lukkede omkring 1915.

Laksegårde

Laksefiskeriet i Gudenåen og Randers Fjord var tidligere stærkt reguleret og byggede på rettigheder, som var eftertragtet fra kongemagt til adel, borgere og bønder. Som al anden ejendom og rettigheder lå der økonomiske og arvemæssige forhold til grund for besiddelserne, så historien om ejerskabet er lige så broget som skiftende.
Laksefangsten var belagt med faste afgifter i de perioder, hvor den var af betydning. Den foregik gerne fra sidst i oktober til april og blev kun afbrudt af perioder med meget is. Laksene blev fanget i særlige fangstgårde, der var et system af garnhække samlet som folde i spids vinkel mod strømmen. Det hele var indrammet af pælerækker til beskyttelse mod tryk fra isen.
Sådanne laksegårde fandtes både i åen og fjorden, men kun på tre steder har der været givet kongelig bevilling til at lade disse anlæg gå på tværs af hele vandløbet, nemlig ved Ulstrup, ved Østergård Hovedgård og ved Frisenvold. Ejerne var dog forpligtede til at lade pramme mellem Randers og det indre af Jylland passere igennem laksegårdene. Eksisterende broer skulle også kunne åbnes for kågenes passage.
Læs mere om prammene på Gudenåen
I begyndelsen af forrige århundrede var laksegården ved Frisenvold den eneste, som lå på tværs af Gudenåen. For at slippe for åbning af systemet for passerende kåge og laks i hovedstrømmen, blev der i 1830’erne gravet en særlig kanal på sydsiden af Frisenvold Fiskergård, som derved kom til at ligge som en ø i Gudenåen. I Randers Fjord var der forbud mod at have laksegårde for tæt på sejlløbet, så her var laksegårdene anlagt mellem de eksisterende større og mindre holme. Statistiske oplysninger om laksefangst i tidligere tider er sparsomme, men allerede fra sidste halvdel af 1600-tallet klages der over, at forekomsten er for nedadgående, og dette bliver helt tydeligt gennem 1800-tallet. Den sidste af laksegårdene i Gudenåsystemet blev nedlagt omkring 1915.