Frimenighedskirken Stenderup


Stenderup Frimenighedskirke


Det indre af frimenighedskirken


Kirken fra 1905


Præsten Jørgen Eriksen som barn


Jørgen Eriksen 1905


Jørgen Eriksen bliver ridder.


Den ene af initiativtagerne Jørgen Zachariassen


Kirken under opførelse


Arkitekten Martin Nyrop


Peder Moos iniatitager til kirkens bygning


Bibelamping i vore dage


Sundeved Centrets køkken


Omdannelsen i 1979


Johannes C E Clausen


Rasmus Thomsen hjælper 1882 - 1889

Intro

I perioden 1864-1920 blev der af nationale grunde rejst flere frimenigheder i området, også på Sundeved. ”Frimenigheden for Sundeved og Omegn” kunne opføre egen kirke i Stenderup 1903.

Tilblivelse

I perioden 1864-1920 blev der af nationale grunde rejst flere frimenigheder i området, også i Nybøl på Sundeved. I grundtvigske kredse tog man initiativ til dannelse af menigheder præget af tankerne om samhørigheden mellem det danske kirke- og folkeliv. Man startede med at holde sammenkomster i private hjem i 1902, men allerede året efter kunne ”Frimenigheden for Sundeved og Omegn” opføre egen kirke i Stenderup.

Litteratur:

"Sundeved frimenighed og dens kirke" N P Nielsen
"De sønderjyske Frimenigheders Historie" Thade Petersn
"Stenderup Fimenigheds Protokol" Landsarkivet Aabenraa
"Stenderup Frimenighedskirke" Inger Bjørn vensson
"Næstekærlighed i krigen 1864" Günther Weitling
"En døbefonts to halvdele" Svend Moos
"Sundeved Frimenighed Kirkehistorie" Nybøl Hjemstavn 2
"Jørgen Eriksen. De dnske Ungdmsforeninger, 1949" Svend Zacharissen
Uddrag fra J Raben, Gamle Minder fra Asserballe Sogn, 1960, side 36-39
"Jørgen Eriksen - En Sønderjysk Præst" af Svend Zachariassen.

En mere udførlig beskrivelse findes i en bog udgivet af Sundeved Centrets Bestyrelse 1988.
Bogen er skrevet af: Sognepræst dr.theol. Günther Weitling, under medvirkning af Knud E Kidmose
og Henry Birkelund.
"Vor arv vi kendes ved"


Historie

Da krigen tabes i 1864, skete der store ændringer i Sundeveds kulturelle liv. Borgerne havde svært ved at følge Grundtvigs tanker. Samtidig var man optaget af vækkelsestanken. Tyskerne pålagde møde- og taleforbud mod alle disse bestræbelser.

I 1890'erne var Mads Jensen fra Fyn åndelig foregangsmand for ”gudelige forsamlinger” i Broager og siden Sundeved. Disse gudelige forsamlinger blev under indflydelse af den nationale kamp og den grundtvigianske forkyndelse, førende inden for den sønderjyske frimenighedsbevægelse.

Der var flere personligheder, der prægede kredsen i Broager, nemlig frimenighedspræsten L. B. Poulsen fra Bovlund og digterpræsten C. Hostrup, Johannes Clausen fra Ryslinge og højskoleforstander L. Schrøder fra Askov. 1874 blev foredragsforeningen ”Enigheden” så nødsaget til at indstille sin virksomhed efter påbud fra den tyske øvrighed. Nu startede så sammenkomster i private hjem. Privatlærer Rasmus Thomsen fra Anslet slog sig ned i landsdelen i foråret 1882. Thomsen bosatte sig i Broager. I Thomsens hjem afholdtes der kristelige møder søndag eftermiddage klokken 16. Dette stred mod helligdagslovgivningen. Senere blev der dog givet tilladelse til afholdelse om formiddagen.

Landsråden i Sønderborg udstedte et taleforbud og økonomien strammede til. Rasmus Thomsen fik så en boghandel i Broager til at tjene til sit udkomme. 1887 flyttede han til gårdejer Peter Moos i Nybøl og fortsatte her sin forkyndergerning. Thomsen blev efter et par år i USA kaldt tilbage til Nybøl af familierne, der udgjorde ”Kirkeligt Samfund for Haderslev og Omegn”, for at virke som frimenighedspræst i Haderslev. Imidlertid optog Rasmus Thomsen sin mødevirksomhed på Sundeved.

Nu kom der gang i møderne i Broager og Sundeved. Kredsen benyttede sig af lejede lokaler på Dynt Mølle. I Sundeved afholdtes møderne, under ledelse af frimenighedspræster, forbundet med altergang, i enten Peter Moos´s hjem eller hos P. Philipsen. Efter århundredeskiftet førte denne kristelige-grundtvigianske mødevirksomhed til dannelsen af en egentlig frimenighed. Leder var vandrelærer Kasper Jensen.

Efter gudstjenesten den 29. december 1901 på forsamlingsgården i V. Sottrup, mødtes en mindre kreds hos Jørgen Bonefeldt i V. Sottrup. Kredsen blev enige om at sende 8 familier til Haderslev.
Her drøftede de sagen med frimenigheden i Haderslev. Den nystiftede kreds havde hverken præst eller kirke. Dog havde de tilsagn fra flere frimenighedspræster om at foretage de kirkelige handlinger.

Man havde besluttet at bygge en kirke, og købte en byggegrund af Jacob Christensen Stenderup.
Købesummen var 1500 mark og grunden havde en størrelse på 1,8 ha. Nu skulle kirkebyggeriet sættes i gang. Hvem skulle tegne og opføre kirken? Efter formidling fra pastor Rosenstand i Vester Vedsted henvendte byggeudvalget sig hos Martin Nyrop. Denne var omgående villig til at påtage sig opgaven, under forudsætning af, at ingen anden havde tegnet kirken eller var i færd med det. Byggeudvalget svarede ikke helt korrekt, at de ikke havde kontaktet andre. På det tidspunkt var der nemlig forhandlinger i gang til anden side. November 1902 sendte Nyrop sine tegninger og grundstenen skulle nedlægges den 17. april 1903. Menigheden kørte selv sand og grus. Hele projektets omkostninger var på 16000 mark. Det var bygmester Ludvig Gröne fra Avnbøl, der påtog sig opgaven. Han var nevø til mejeriejer Zachariassen . Nyrop var betænkelig over Grönes billige tilbud, og måtte gøre opmærksom på, at hvis byggeriet ikke blev færdigt, så fordyrede det opgaven væsentlig. Aftalen blev holdt!

I den festlige indvielse den 13. december 1903, deltog 250 personer.
I den normale gudstjeneste kom der 50 mennesker, men efterhånden kom der flere. Der var også mange ikke medlemmer. Det var et stort savn, at pastor Rasmus Thomsen ikke kunne holde indvielsestalen på grund af sygdom. Forskellige konfrontationer havde lukket frimenighederne i Bovlund og Haderslev. Langvarige retsmøder lukker dem op igen. Dette styrkede den grundtvigianske frimenighedstanke. Alligevel var den sønderjyske tilslutning kun ca. 2000 mennesker.

Den berømte arkitekt Nyrop står som eksponent for den national-romantiske retning. Der er lagt vægt på solidt og godt håndværk På udsmykningen til frimenighedskirken står, under et kristusmonogram, ”Hyggelig rolig – Gud er din bolig”……” som ved dit alter den kvidrende fugl, ud i dit tempel din tjenes et skjul”. Nyrop havde anbragt 20 små huller under gesimsen med det håb, at fuglene ville bruge dem. Martin Nyrop har ikke taget én eneste øre for sit arbejde med opførelsen af den pyntelige kirke på Kirkebakken i Stenderup.

Det var naturligt, at kirken blev opført i håndstrøgne teglsten, da Nybøl havde et utal af teglværker.
Det hele er fint og stilfuldt, og det ville være for omfattende at skildre indretningen her.
Nu skulle der skaffes en præst! 1907 henvendte menigheden sig til Jørgen Eriksen fra Oksbøl på Als. Ansættelsesbrevet var underskrevet af 9 repræsentanter, men Eriksen var ikke sikker, først hen på sommeren svarede han: ” Ja – i Guds navn” Han skulle have 2000 mark i løn, og for 2 mark pr. dag for kosten og logi kunne han bo i et aftægtshus i Stenderup. Den 8 december 1907 blev Eriksen indsat af pastor Poulsen fra Bovlund. Indsættelsen var lidt fremmedartet, da ordinationen fandt sted i alm. tøj, da man ikke brugte præstekjoler.

.


Initiativtageren

Peder Moos kom fra Ullerupmark. Peder Moos blev gift tre gange. Den første kone døde efter et års ægteskab. Med kone nummer to fik Peter fire børn mellem 1886 og 1891. Den ene, Hans faldt i 1. verdenskrig. Sidste gang Peter gifter sig er med Magdalene Jensen fra Jægerup. Med hende får han 12 børn.

Peder Moos var kirkelig interesseret. Desuden var han stærk national med mange uoverensstemmelser med de preussiske myndigheder. Der flyttede engang en ny tysk præst ind i præstegården, der ligger lige overfor Hvide Hus. Han måtte se i vejviseren efter et goddag fra Peder Moos. Gudstjenester og andre kirkelige handlinger foregik i stuerne på Hvide Hus.

Frimenighedspræster fra gamle Danmark kom rejsende ned, og foretog disse kirkelige handlinger hjemme hos Peder Moos. Én af Peders døtre var blevet konfirmeret af en frimenighedspræst, og det medførte et bødeforlæg, da myndighederne påstod, at hun havde forsømt skolen. Pigen, der var fyldt 15 år, var blevet sendt til Bramminge Efterskole, for at udvide sine danskkundskaber.

Retten idømte Peder Moos til at betale 15 mark. Peder var utilfreds med dette, og ankede til Landsretten i Flensborg. Her blev han frikendt og bøderne annulleredes.

Også Magdalene Moos var en markant skikkelse i Nybøl. Magdalene blev valgt til første formand for ”Nordslesvigsk Kvindeforening” Her gjorde hun et stort arbejde for børnesagen. Kong Christian X kom på besøg og gav hende en fortjenestmedalje i guld.

Da det tyske blev for meget for Peder Moos, specielt i kirken, sørgede han for, at Sundeved Frimenighedskirke blev bygget, sammen med Jørgen Zachariassen og Nis Sibbesen. Hver gang Peter og Jørgen kom op ad Kirkebakken mod kirken, sagde håndværkerne: ” Nu kommer Moses og Zacharias og ser til os”.

Peder Moos døde i 1937. De sidste år hjalp han sin datter, der havde en boghandel i Broager. Magdalena overlevede ham med 20 år. Ved sin død var Peder ridder af Dannebrog.


Arkitekten

Martin Nyrop (11. november 1849 – 18. maj 1921[1]) var en dansk arkitekt, professor ved og direktør for Kunstakademiet. Han var den væsentligste eksponent for nationalromantikken i dansk arkitektur omkring år 1900. Samtidig øvede han stor indflydelse på den efterfølgende generation af danske arkitekter. Hans hovedværk er Københavns Rådhus, der også er internationalt berømmet.


Kirkens præst

Jørgen Eriksen var præst i kirken til genforeningen, og virkede derefter i Asserballe helt til sin død i 1941.

Han deltog i Første verdenskrig, først på Østfronten og senere på Vestfronten. De sidste 1½ år bestyrede han en krigsboghandel. Chresten Madsen fortæller, at Jørgen Eriksen ikke ønskede at blive landmand men, at Erik Eriksen ikke uden videre ville tillade noget andet. En dag da JE gjorde rent i stalden blev hans ene arm pludelig lammet, og hans fysiske arbejdskraft var brudt, hvorfor slægtsgården gik til Hans Kristian. Først gik JE i urmagerlære, men skiftede så til præstegerningen.
Han var den anden Eriksen, der giftede sig med en Hansen (Hanssen) fra Nørremølle. Den første var hans morfar, Hans Christan Hansen, der giftede sig med politikeren H.P. Hansens faster. JE blev Ridder af Dannebrog pga sit arbejde for danskheden i Sønderjylland. Han var præst i Sdr. Stenderup Frimenighedskirke 1907-1921, og i Asserballe fra 1921-1941.

Præst 1921-1941, Jørgen Eriksen, født i Oksbøl 14. november 1879, død 30 august 1941. Det var vel nok lidt af et tilfælde at Pastor Eriksen skulle få en 20-årig præstegerning som dansk præst på sin fødeø, især da hans uddannelse slet ikke havde haft en præstegerning med statsansættelse for øje. Allerede som barn var Jørgen Eriksen dybt kristelig grebet. Da han engang som drang havde hørt, at Gud havde kaldt Abraham for Guds ven, skrev han på et fjæl eller en bjælke derhjemme i laden; "Jørgen, Guds ven". Og alligevel var det i drengeårene slet ikke præstegerningen der vinkede og drog ham; det var musikken, især violinen.

Han er som sagt født på Als, i Oksbøl, som søn af kredsdagsmand, Gårdejer Erik Eriksen. Hjemmet var både religiøst og nationalt vågent, og kredsdagsmanden måtte da også for sit nationale sindelags skyld opleve, at dommeren i Nordborg frakendte ham forældreretten over sønnen Jørgen, der var på dansk højskole, og det kan med sandhed siges om noget, at han er et barn af den danske højskole kan det siges om ham.

I Asserballe var Pastor Eriksen først og fremmest Præst. "Det hvide hus" var den ideelle præstegård, og hans hustru, Sundevedpigen Dorthea Hanssen-Nørremølle, som han blev gift med få dage efter den første verdenskris udbrud, var den ideelle præstekone. Pastor Eriksen forstod ved de kirkelige højtider ret at skabe højtid, og man skal vist lede længe for at finde en præst der som han forstod at tale med syge og gamle. Han var ikke dommeren, men den der altid forstod at finde det gode og sande frem. Han var ærlig og tro over for sig selv og andre, og derfor mødte han også tillid, som han selv kom med tillid. Han kunde havde fået et større og bedre embede, men han blev, hvor han var, i 20 år. Også sin gerning blandt ungdommen fortsatte han, og fra hele landet var der bud efter ham som taler. Nu var ungdomsarbejdet jo i det store og hele undergivet samme kår som i det øvrige land, og ungdomsorganisationerne her gik da også ind som et naturligt led i "De Danske ungdomsforeninger", hvis næstformand han var gennem mange år.

Den 30 marts 1941 døde Eriksen efter en tid at have lidt af en ubønhørlig åreforkalkning. ved hans begravelse på Asserballe Kirkegård var de to institutioner, Kirken og de danske ungdomsforeninger, som Pastor Eriksen havde viet hele sin kærlighed og hele sin arbejdskraft, rigt repræsenteret, og fra sognet var mødt alle som kunne komme. Det var i sandhed et sogn der fulgte sin præst til graven.


Sundeved Centret

1903 blev grundstenen lagt til den danske frimenighedskirke i Stenderup ved Nybøl, i det dengang tyske Sønderjylland. I 1912 føjedes en præstegård til kirken.
Genforeningen betød en gennemgribende forandring af de kirkelige forhold på egnen, og kredsen omkring frimenighedskirken skrumpede ind.

I 1970 overdrog de bygningerne til en kreds af visionære mennesker fra Indre Mission, Søndagsskolerne og KFUM og KFUK i Sønderjylland, som ændrede præstegården til Sundeved-Centret. Centret benyttes fortsat til lejrskoler, kurser, bi-belcampings, familiefester og lignende.