Frilandsmuseet i Maribo


Frilandsmuseet i Maribo ligger smukt ved siden af Maribo-søerne


Tegnet kort over museet




Intro

Frilandsmuseet i Maribo er Danmarks smukkest beliggende frilandsmuseum. Frilandsmuseet er en afdeling under Museum Lolland-Falster og kan besøges om sommeren i perioden 1. maj til og med efterårsferien.

Frilandsmuseets historie

Siden 1927 har lokale og turister i Maribo kunne nyde et besøg på landets tredje ældste Frilandsmuseum. Den lille perle har i over 80 år begejstret besøgende, med sin smukke placering i et naturskønt område omgivet af skov i Naturpark Maribosøerne. Frilandsmuseet vakte allerede kort efter åbningen i 1927 stor begejstring. En avis skrev: ’… en fortryllende lille Landsby fra gamle Dage ligger der nu – yndigt og smilende og i en Ramme saa skøn, at den ikke kan tænkes bedre’. På Frilandsmuseet bliver almindelige menneskers hverdag og livsvilkår anskueliggjort på en sanselig og let forståelig måde. Museet er ikke fyldt med lange teksttunge bannere men med små scenarier, der illustrativt formidler budskabet om livet på landet i 1800-tallet. Med de originale huse og genstande kan sanserne og fantasien få frit spil til at sætte sig ind i, hvordan det var at leve i de kolde lavloftede rum, de fælles sovefaciliteter, det hårde fysiske arbejde, stanken fra møddingen, det udrikkelige vand og hvad, der ellers fulgte med livet i ”gamle dage”. Rundt blandt de gamle huse er der anlagt rosenhave, nyttehaver, lægeurtebed og områder med f.eks. humle og pil. Traditionen tro er der også et gadekær i ’den lille landsby’, hvor der om sommeren er et rigt dyreliv. Museet bestræber sig også på at have levende dyr i form af høns, gæs og ænder, der det meste af året bor på museet. Ved specielle lejligheder fyldes stalden med andre husdyr og der dufter pludselig helt autentisk af ko, svin, hest og ged.


Frilandsmuseets huse

Formålet med museet var at danne en ramme for lokale byggeskikke, der ellers ville have gået tabt. Ved at samle de forskellige huse på museet er der i dag mulighed for at rejse tilbage i tiden og se, hvordan vores forfædre levede på landet. Museet indeholder forskellige vinkler på livet i landsbyen, da de 13 huse er af meget forskellig karakter og har haft forskellige funktioner. På den måde giver de et indblik i den lokale byggeskik samt variationen af de bygninger, der kunne findes på landet fra slutningen af 1600-årene til begyndelsen af 1900-årene. I husene vises, hvordan hverdagslivet var for gårdmanden, husmanden, landarbejderen, kapellanen og skolelæreren, og i smedjen, sprøjtehuset og rebslagerværkstedet, viser de mere håndværksmæssige sider hverdagen.

Se oversigtskort under intro

Læs mere om bygningerne


Besøg museet

Ved indgangen findes billetsalget i den høje Skovridergård. Her findes også museets butik, der sælger bøger, forskellige museumskopier, gammeldags legetøj, kandis, bolsjer og fletvarer. Der er mulighed for at købe kaffe/th, kage, is, vand og sodavand. Hunde må medbringes – men i snor. Museet har åbent fra 1. maj – 30. september + uge 42 (efterårsferien). Hen over året arrangeres forskellige store og små arrangementer. Så hold øje med museets kalender på hjemmesiden www.museumlollandfalster.dk for nærmere oplysning.