Historisk Atlas Historisk Atlas - Twitter Historisk Atlas - Facebook Hent Microsoft Silverlight Historisk Atlas v.5 Android app iPhone app
Velkommen til Historisk Atlas. For at få den fulde oplevelse på Historisk Atlas har du brug for Silverlight. Det tager lidt tid at installere, men vi mener det er tiden værd.

Du kan også se Historisk Atlas umiddelbart, hvis du vælger "Historisk Atlas v.5". Det kræver at din browser er rimelig ny og denne version er langtfra færdig, så forvent ikke for meget. Det er denne version du skal vælge, hvis du er nysgerrig efter hvordan fremtidens Historisk Atlas kommer til at se ud.

Har du mere lyst til at gå på opdagelse i Historisk Atlas på din telefon, synes vi du skal downloade Historisk Atlas til din iPhone eller Android.

Vi er som altid interesseret i kommentarer og gode forslag - fang os på Facebook, Twitter eller info@historiskatlas.dk.
iPhone app
iPhone
Android app
Android
© 2012 Historisk Atlas | sitemap

Forum Gammelgård i Bryndum sogn
Intro
Alslevvej 5. Matr 1a Forum, Bryndum Sogn i Esbjerg Kommune. Denne gård udgjorde sammen med Ormsiggård og Damgård en af Forums helgårde med 9 tdr 2 fdk hartkorn i 1664. 1688 vurderet til 12 tdr 7 skp 3 fdk 1 alb hartkorn.

Gården
Helgården blev i begyndelsen af 1700 tallet delt i de tre fæstegårde; men 2 tdr 2 skp 2 fdk 13/16 alb hartkorn blev lagt over på Elkjær
, for at Kronens gårde i Forum skulle blive lige store store. Gårdene fik hver 3 tdr 4 skp 2 fdk 1/16 hartkorn. I 1844 var Forum Gammelgård vurderet til 3 tdr 1 skp 2 fdk 2½ alb hartkorn.
Før 1804 lå bygningerne 300 m mod sydvest, lidt nord for hvor Forumvej 20 ligger.

Helgården tilhørte Kronen og blev 1680 udlagt til ryttergods. Da Kronen 1716 – 19 frasolgte sit gods i området blev Forum Gammelgård og et gadehus (matr. 11a) muligvis solgt til Hans Christensen Spangsberg, Strandby, hvis søn Morten Hansen Spangsberg, Strandby, arvede gården. Sidstnævnte solgte gården og gadehuset i 1754 til Niels Nielsen, Veldbæk, som videresolgte omtrent halvdelen af gården 1764 til Morten Sørensen i Måde, og den anden halvdel til den ene af gårdfæsterne, Christen Thomsen. Chr. Thomsen frasolgte 4 skp 2 fdk 2 alb hartkorn, som blev lagt ind under matr 11a
. 1779 blev Forum Gammelgård solgt samlet af de to ejere til Hans Hansen, Nourup. Hans enke, Anna Maria Hansdatter, solgte gården til gårdfæsteren i 1808.

Gårdfæstere 1664 og 1681 på helgården (3 gårde) Peder Jensen, Hans Andersen Aastrup og Hans Nielsen. 1688 var gårdfæsterne Hans Andersen Aastrup (døde 1734), Hans Nielsens enke og Peder Pedersen (søn af Peder Jensen??). I et syn over ryttergodset nævnes, at sidstnævntes fæstegård var i dårlig stand, og Peder Pedersen klarede sig ikke godt. Peder Pedersen døde ca. 1693. Fæstet af hans gård blev da delt mellem sønnen Joen Pedersen og enken, som blev gift med Niels Jensen. Joen Pedersens gård brændte 1695.

Fra senest 1738 var gårdfæsteren Niels Christensen Donnerup. Han var gift med Ingeborg Nielsdatter, kaldet Ingeborg Slottes; hun døde 1759. Efter alt at dømme var Niels Chr. Donnerup identisk med Niels Soldat i Bryndum. Han havde været bosat i Bryndum siden ca. 1717 som soldat og flyttede altså senere til Forum.
Han var dog ikke gårdfæster alene. Fra ca. 1751 var hans medgårdfæster Christen Thomsen, som dette år blev gift med Cathrine Christensdatter, en datter af Christen Knudsen fra Astrupgård
. Christen Thomsen var selv en søn af Thomas Jensen fra Forum. Denne Thomas Jensen var 1754 husfæster af matr. 11a; det er dog muligt at han tidligere selv havde fæstet Gammelgård og fæstede 11a som en aftægtsejendom. Thomas Jensens første kone døde 1731, og han blev derefter gift med Karen Christensdatter.
Som ovenfor nævnt købte Chr. Thomsen halvdelen af gården 1764 og lagde noget af denne jord ind under matr. 11a – så muligvis flyttede han med familien over på 11a. Han flyttede med familien til Billum omkring 1770.

Niels Christensen Donnerups søn Christen Nielsen Donnerup blev 1760 gift med Karen Pedersdatter fra Årre, og han overtog nok fæstet omkring det tidspunkt. Han døde dog allerede 1771, hvorefter enken samme år blev gift med enkemand Niels Andersen fra Ansager Sogn. De flyttede vistnok til Ansager senere – Karen Pedersdatter levede dog sine sidste år i Forum.

Fra ca. 1776 blev fæstet overtaget af Niels Pedersen Esbjerg fra Esbjerg. Han blev omtrent samtidig gift med Anne Pedersdatter. De frikøbte gården 1808. Det var dem, som lod gården udflytte og lod nuværende stuehus opføre. Anne Pedersdatter døde 1819.
Deres søn Johannes Nielsen overtog gården 1819 og blev samtidig gift med Kirsten Thomasdatter fra Alslev. De havde dog kun gården til 1823. Herefter købte de matr 13 i Forum – det er dog uvist om de bosatte sig her – Johannes Nielsen ejede f. eks. flere småejendomme i V. Nebel Sogn. Under alle omstændigheder slog de sig senere ned i Vilslev Sogn, hvor de havde en gård.

1823 Knud Thomsen og hustru Mette Kirstine Jesdatter.

1826 Peder Christian Christensen.

Sidstnævnte solgte gården 1852 til Søren Enevoldsen og hustru Anna Margrethe Andersdatter, som stammede fra hhv Lydum og Gørding Sogne. Deres datter Ingeborg Sørensdatter blev 1854 gift med Anders Pedersen fra Foldingbro, som da overtog gården. Anders Pedersen var krigsveteran fra 3-års krigen og var blevet hædret i denne. Han var også en aktiv mand i sognet. Anders Pedersen døde 1881.
Enken afhændede gården i 1886 til datteren Petrine Pedersen, der samme år blev gift med Andreas Nielsen, en søn af Niels Jakobsen fra matr. 5a
i Astrup. Andreas Nielsen tilplantede nogle tdr. l. af gårdens østre hede med plantage. Denne ellers opdyrkede hedelod lod han 1914 udstykke til en ny ejendom for en søn.

Petrine og Andreas Nielsen døde begge 1934, hvorefter gården blev drevet videre af sønnen Metellus Nielsen og døtrene Margrethe Kirstine og Mette Nielsen. De var alle tre ugifte. De frasolgte lidt jord ad flere gange. 1956 lavede de dog en større udstykning, idet gårdens vestre hedelod på 28 tdr. l. blev frasolgt til en ny ejendom for en brorsøn. De flyttede til Varde 1955.

I 1956 blev gården overtaget af Laura (Aja) og Karl Riber Jørgensen, som forinden havde en ejendom i Nyby. Karl Riber Jørgensen var søn af Hans Peder Jørgensen fra Harholm
i Lifstrup, V. Nebel Sogn. Flyttede 1961 til Hjerting.

1961 Arne og Erling Loklindt. 2 år senere købte Erling faderens, Arne Loklindts, anpart i gården. Erling Loklindt var ikke bosat på gården, men på matr. 2a
i Forumlund, hvor han havde gartneri. Huset blev udlejet til gartnermedhjælpere, og jorden drevet som en del af gartneriet.

De 38 tdr. l. på modsatte side af hovedvejen blev frasolgt til Forumgård
1972, og i 1973 blev restejendommen overtaget af Per Ruby Jensen. Han stammede fra Lemvig, men havde sidst boet i Esbjerg. Oprettede rævefarm på ejendommen. Flyttede 1981 til matr. 2a i Forumlund, men solgte først gården 1984.

1984 Eli E. Hansen.

1986 Tove og Thorkild Hansen fra Esbjerg. Oprettede minkfarm, som de drev til 1992, hvorefter de flyttede tilbage til Esbjerg.

Nuværende ejer Henrik Jessen overtog gården 1995.

2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk

”Forum-området 1664 – 1993” Henning Jørgensen 1993



Forum Gammelgård. Fotograf ukendt.